Politik

Lufthavnsdirektør og to borgmestre føler sig oversete i regeringens milliardudspil

Ikke alle jubler over regeringens milliardudspil. Her er fem eksempler.

Der har været mange positive reaktioner på regeringens nye infrastrukturplan, siden milliardudspillet blev præsenteret på et pressemøde torsdag ved middagstid.

Fra borgmestre, der jublede over mere motorvej i deres kommuner, til SMV Danmark, der glædede sig over udsigten til, at eksempelvis håndværksmestre skal sidde mindre i kø på vejene.

Og listen over organisationer, der har været ude med roser, er lang. I flæng kan nævnes Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Metal og Danske Havne – ja, selv blå partier har udtrykt begejstring for udspillet.

Men der er også egne af landet, hvor udspillet blev modtaget med skuffelse.

København føler sig snydt

Københavns Metro risikerer at sande til i passagerer, lyder kritikken fra overborgmesteren.

Regeringen glemmer København i sin plan for fremtidens infrastruktur. Det mener København socialdemokratiske overborgmester, Lars Weiss.

Han kritiserer i en pressemeddelelse, at regeringen ikke har sat penge af til at løse de mest presserende udfordringer i København. Han nævner blandt andet, at metroen i 2035 vil sande til i passagerer, hvis byen ikke får mere metro på tværs af havnen. Desuden hævder han, at en omfartsvej langs havnen er nødvendig, hvis ikke biltrafikken i byen skal ende i lange køer.

- Det er ikke kun i Københavns, men i hele Danmarks interesse at hovedstaden fungerer, fordi den er Danmarks brohoved til resten af verden. Og skal hovedstaden fungere, skal det være muligt for alle trafikanter at bevæge sig nogenlunde ubesværet rundt i byen. Det tilgodeser regeringen ikke i udspillet. Der er ingen fremtidssikring af København, siger Lars Weiss.

- Regeringen sover i timen, når den har blikket rettet mod udviklingen udenfor hovedstaden, mens pungen er tom, når det gælder København, tilføjer han.

Skuffelse i lufthavn

Passagererne i Billund Lufthavn må fortsat klare sig uden tog til døren.

I Billund Lufthavn kunne direktør Jan Hessellund torsdag konstatere, at regeringen vil droppe den omdiskuterede jernbane fra Vejle til Billund.

- Det er jeg selvfølgelig dybt skuffet over og meget overrasket over, siger han til TV 2.

Jernbanen – som også kaldes Billundbanen – blev vedtaget med Togfonden i 2014 og var en del af den tidligere blå regerings udspil til fremtidens infrastruktur i 2019.

Banen skulle gøre det lettere at komme fra Vejle til eksempelvis Billund Lufthavn eller Legoland, men i den socialdemokratiske regerings plan er den fejet af bordet, til lufthavnsdirektørens store ærgrelse.

- Den blev præsenteret i 2014 af Magnus Heunicke som daværende socialdemokratisk transportminister, og han fremførte jo netop, at balancen i Danmark nu var sikret med togforbindelse til de tre lufthavne Aalborg, Billund og København. Så det er skuffende i dag, siger Jan Hessellund.

Savner en jysk motorvej

Der var ingen motorvej til Billund i regeringens udspil.

Og der var mere skuffelse i Billund ovenpå regeringens udspil. For der er mange kilometer jysk motorvej i regeringens udspil, men der mangler én væsentlig strækning. Det mener Billunds borgmester, Ib Kristensen, fra Venstre.

Han og et flertal i byrådet har et stort ønske om en ny motorvej kaldet Hærvejsmotorvejen, der ifølge planerne skal strække sig fra Haderslev til Hobro via Billund og Give. Det skriver JyskeVestkysten.

- Med de udmeldinger, der er kommet fra transportministeren, er det ikke den store overraskelse. Men derfor er det ikke mindre irriterende, siger Ib Kristensen til avisen.

Den sydlige del af Hærvejsmotorvejen, strækningen mellem Give og Haderslev, var en del af den tidligere blå regerings aftale til fremtidens infrastruktur i 2019, men altså ikke en del af den nuværende regerings plan.

Billunds borgmester står dog ikke alene med sin skuffelse. Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, siger til Ritzau, at Hærvejsmotorvejen er en vigtig prioritet for partiet at få ind i den endelige aftale.

Ingen hjælp til slidt lokalbane

Østbanen kører mellem Faxe Ladeplads og Roskilde.

Fra Region Sjælland er der ros til regeringen for dens planer om motorveje til Kalundborg og Næstved, men der er også skuffelse at spore.

Regionsrådsformand Heino Knudsen undrer sig over, at der i regeringens udspil ikke er fundet midler til den nedslidte lokalbane Østbanen, på trods af at den i marts var i høring i Folketingets Transportudvalg og flere gange har været en del af forhandlingerne om økonomiaftaler mellem regeringen og Danske Regioner.

- Østbanen må ikke blive en kastebold mellem Transportministeriet og Finansministeriet. Den er en livsnerve for det østlige Sjælland. Jeg havde håbet, at den nylige høring om lokalbaner havde gjort større indtryk, siger Heino Knudsen i en pressemeddelelse.

Skuffet på klimaets vegne

Regeringens plan er for fokuseret på motorveje, og det er skidt for klimaet, lyder kritikken fra Danmarks Naturfredningsforening.

Hos Danmarks Naturfredningsforening er man mest af alt bekymret for infrastrukturplanens effekt på udledningen af CO2.

- Det er blevet sagt, da regeringen trådte til, at valgets tale var grøn. I dag synes jeg, regeringens svar er sorte, siger direktør Lars Midtiby til TV 2.

I Danmarks Naturfredningsforening mener man blandt andet, at den tredje Limfjordsforbindelse, som efter planen vil gå over den lille ø Egholm, vil ødelægge livsvilkårene for fredede dyrearter.

Og så mener man, at planen satser for entydigt på motorveje, hvor man ifølge Danmarks Naturfredningsforening ikke har gjort nok for at sikre, at der i fremtiden kommer flere miljøvenlige biler på vejene.

- Det her skubber bare yderligere i retning af, at vi ikke når de mål, vi har sat os, siger Lars Midtiby med henvisning til ambitionen om, at Danmark skal udlede 70 procent mindre CO2 i 2030.