Politik

Blåblok jubler over Socialdemokratiets trafikudspil

V og LA er tilfredse med milliarddyrt udspil til ny infrastruktur, men der er masser af hår i suppen, mener støttepartier.

I blå blok var der op til flere ting at være begejstret for, da regeringen torsdag præsenterede sit nye udspil for den danske infrastruktur frem mod 2035.

Det fortæller både Venstre og Liberal Alliance til TV 2.

- Der er mange gode og nødvendige projekter med i regeringens oplæg, lyder det fra Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Og hos Liberal Alliance giver udspillet transportordfører Ole Birk Olesen "lyst til at udbryde hurra":

- Vi er lykkedes med at ændre stemningen i samfundet til, at det er vigtigt at få udvidet vejene, når selv en socialdemokratisk regering mener det samme, siger han.

Begejstringen hos de to oppositionspartier skyldes især, at flere af initiativerne i udspillet til forveksling ligner dem, den daværende VLAK-regering selv spillede ud med inden regeringsskiftet tilbage i foråret 2019.

Udspillet ser bekendt ud

Regeringen lægger med sit milliarddyre udspil op til billigere og hurtigere kollektiv transport, mindre kødannelse samt nye veje og broforbindelser flere steder i landet.

Men flere af elementerne, for eksempel den tredje Limfjordsforbindelse over øen Egholm og en motorvej til Kalundborg, går igen fra 2019.

- Jeg vil gerne kvittere for, at regeringen omsider kommer med et trafikoplæg, og jeg vil også kvittere for, at vi kan genkende en stor del af projekterne fra vores eget oplæg i marts 2019, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Det er dog ikke udelukkende ros, oppositionspartierne har til overs for regeringens plan.

Den risikerer nemlig at trække i langdrag på grund af finansieringen, mener Ole Birk Olesen.

- Det ser ud til, at projekterne bliver forsinkede to, måske tre år, fordi regeringen bruger pengene til andre formål.

Derfor ærgrer han sig over, at det ikke lykkedes den daværende VLAK-regering at få Socialdemokratiet med på sin blå trafikpolitik allerede for to år siden, da regeringen var borgerlig.

- Hvis Socialdemokratiet havde haft samme synspunkt før valget, så kunne vi have lavet samme aftale med dem allerede dengang, siger Ole Birk Olesen.

Den socialdemokratiske regering selv kalder sit udspil for "det grønneste nogensinde", og både Liberal Alliance og Venstre mener også, at planen lever op til at være klimavenlig.

Men hos støttepartierne er dog man langt fra tilfredse med udspillet, og der er i den grad plads til forbedring på klimafronten, lyder det.

Større vitaminindsprøjtning

Hos SF mener man, at klimakrisen kræver langt flere penge til både cyklisme og den kollektive trafik, end de henholdsvis to milliarder og 40 milliarder kroner, der er afsat i regeringsudspillet ud af samlet 106 milliarder.

- Lidt kedeligt udspil fra regeringen om transportmilliarderne. Kollektiv trafik og cyklisme skal have en meget større vitaminindsprøjtning, skriver partiets transportordfører, Anne Valentina Berthelsen, for eksempel på Twitter.

Også formand Pia Olsen Dyhr mener, der er plads til forbedring og større danske ambitioner på klimaets vegne, der ifølge SF ikke har gavn af et udspil med endnu flere veje.

Radikale går skeptisk til forhandlingerne

Hos Radikale Venstre fortæller transportordfører Rasmus Helveg også, at partiet er skuffet over udspillet, når det kommer til klimaet - især fordi der er lagt op til at bygge og udbygge flere veje.

- Jeg synes, det er hårdt at sælge noget, der inkluderer så mange kilometer motorveje, som det grønneste nogensinde, siger han til TV 2.

Derfor, fortæller han, går Radikale Venstre en anelse skeptiske til forhandlingerne om ny infrastrukturplan, hvor partiet dog håber at kunne "flytte folk ud af bilerne og over på jernbanen".

- Der er masser af hår i suppen, men jeg tror, vi kan fiske dem ud.

Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) håber regeringen, at en samlet bred aftale kan være på plads inden sommerferien.