Politik

Danmarks førende EU-modstander var altid på vej mod nye mål

Den mangeårige EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde døde mandag, 73 år gammel. Han begyndte som indædt modstander af unionen og endte som EU-realist.

Jens-Peter Bonde var et af de mest komplekse mennesker, jeg har mødt. Han var i årtier Danmarks førende EU-modstander. Men det var ikke nok for ham. Han ville mere, og han ville længere.

Mens de fleste politikere søger at tegne en linje eller et princip, de står for, var Jens-Peter Bonde på korte ophold mange steder. Derfor starter mit personlige portræt af ham, dengang vi mødtes på Aarhus Universitet i midten af 1960’erne.

Slaget om EF lå langt ude i fremtiden. Kampen gjaldt studenteroprøreret. Nogle lagde kampen i studenterrådet for at få direkte indflydelse på universitetet. Andre ville vælte professorerne og give magten til de studerende og rengøringsfolkene.

Jens-Peter Bonde var én af de centrale folk på oprørets side, allerede inden han fyldte 20.

Besættelse af auditorier

Universitetet var som én lang valgkamp. Jens-Peter Bonde organiserede besættelse af auditorier, så lærerne blev sendt hjem, hvis de ikke sluttede sig til oprøret. Men samtidig var han med i toppen af Radikale Studenter på universitetet og blev set som en kommende stjerne i partiet som radikal folketingskandidat i Århus allerede i 1966.

Han blev landsformand for Radikal Ungdom fem år senere på et tidspunkt, hvor unge radikale flirtede med de østtyske kommunister, nogle kørte endda i vaklende Trabant-biler i solidaritet.

Men i tiden op til, at Danmark i 1972 stemte sig ind i EF, kom Bondes første store skift.

Han tilsluttede sig Folkebevægelsen mod EF og gik energisk ind i kampagnen op til folkeafstemningen.

Energisk modstand

Bondes næste skift kom tre år siden, da han i 1975 meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og i en periode blev medlem af partiets centralkomité. Han blev dog aldrig valgt til Folketinget, hverken for de radikale eller for kommunisterne.

Men hans 17 år i DKP blev kombineret med hans energiske modstand mod EF. Og her var hans holdning til danske journalister måske hjertelig, men altid kontant. I partibladet Land og Folk gjorde han det klart for undertegnede, at både han og partiet ville følge mit arbejde nøje, da jeg blev Danmarks Radios korrespondent.

Bonde blev selv medlem af Europa-Parlamentet i 1979, valgt for Folkebevægelsen mod EF. Men allerede fem år tidligere var han med til at stifte bevægelsens tidsskrift Det Ny Notat og var senere udgiver af Ugeavisen NOTAT.

Her var hans kolossale arbejdsindsats med til at gøre bladet til en vigtig spiller op til folkeafstemningerne om EU’s indre marked i 1986, om Maastricht-traktaten i 1992 og om Edinburgh-aftalen i 1993.

I denne periode tog Bonde endnu nogle skridt fra parti til parti.

Det vigtigste resultat

Han var medlem af kommunistpartiet til 1992, men allerede ved folketingsvalget i 1990 blev han opstillet for det nydannede Enhedslisten, dog uden at komme i Folketinget. Og derefter lå Jens-Peter Bondes varige indsats i EU-Parlamentet, hvor han blev siddende indtil 2008 – først for Folkebevægelsen og fra 1992 for JuniBevægelsen.

I Danmark var Bonde dengang kendt af alle, der læste aviser. I Europa-Parlamentet var han samtidig manden, der holdt EU-skeptiske partier sammen.

Både i 90'erne og frem til 2008 var han formand for samlinger af disse partier, og han udnyttede med stort talent det store apparat, parlamentet stiller til rådighed for partigrupperne. Så bøgerne strømmede fra Bondes kontor i Bruxelles. En oversigt hos danske biblioteker giver 82 hits med titler forfattet af Jens-Peter Bonde.

De fleste politikere med hånden på dansk EU-politik vil pege på indsatsen for at få danskerne til at stemme nej til Maastricht-traktaten i 1992 som det vigtigste blivende resultat af Jens-Peter Bondes politiske liv.

Det førte til Edinburgh-aftalen med de fire danske EU-forbehold året efter - mod fælles valuta, mod retsligt samarbejde, mod forsvarssamarbejde og mod et europæisk statsborgerskab.

Men Bonde var stadig på vej mod nye mål.

EU-realisten

Efter at han forlod parlamentet i 2008, betegnede han sig som EU-realist og udgav i 2018 bogen ”Hvad nu, EU?” sammen med forskeren Uffe Østergaard.

Her argumenterede han for at reformere euro-samarbejdet i EU for at standse den tysk-dominerede sparepolitik, som lammede Grækenlands økonomi.

Bonde argumenterede i 2018 for, at EU skal kunne øge væksten og skabe job i økonomisk svage regioner ved at lempe finanspolitikken. Det er netop den nye linje, som Tyskland nu i 2020 tøvende er gået med til, hårdt presset af Frankrig, Spanien og Italien.

Så Jens-Peter Bondes argumenter har vundet nu i det sidste år af hans liv. Rollen som EU-realist blev hans sidste store rolle.