Ny aftale om Syrien-børnene splitter støttepartierne

Støttepartierne har hidtil stået sammen med ønsket om at hente børnene til Danmark, men nu har Enhedslisten som de eneste sagt nej til aftale.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kunne tirsdag formiddag meddele, at der nu er indgået en bred politisk aftale om de 19 børn med dansk tilknytning, der befinder sig i fangelejre i Syrien.

Aftalen går på at nedsætte en taskforce, der får frem til den 15. maj til at undersøge muligheden for at evakuere børnene uden deres forældre. En plan, som hele fem partier foruden regeringen har nikket til.

Men støttepartiet Enhedslisten er ikke et af dem.

Lige nu køber regeringen sig til tid, som børnene ikke har

Rosa Lund (Ø), udlændingeordfører

Udlændingeordfører Rosa Lund (Ø) kalder aftalen for en "syltekrukke" og siger, at tilliden til Jeppe Kofod fortsat ligger på et meget lille sted.

- Vi har selv vendt hver en paragraf, og derfor har vi svært ved at se, at det skulle være muligt at hente børnene hjem uden deres forældre. Det kan godt være, at Mette Frederiksen og Jeppe Kofod kender andre jurister, end vi gør, men jeg tvivler, siger hun til TV 2 og tilføjer:

- Lige nu køber regeringen sig til tid, som børnene ikke har.

Lyn-analyse

Det store slagsmål er ikke afblæst, men blot udskudt halvanden måned. Dagens aftale er en foreløbig sejr for regeringen, men løser ikke den grundlæggende uenighed. Den her sag kan stadig eksplodere mellem hænderne på Mette Frederiksen, hvis hun ikke efter den 15. maj begynder at tage både børn og eventuel også deres forældre til Danmark. 

Splittelse blandt støttepartier

Støttepartierne har længe gået regeringen på klingen på spørgsmålet om børnene i fangelejrene.

Og så sent som i søndags stod de tre partier side om side med ønsket om at hente de 19 børn med dansk tilknytning hjem efter den finske model.

Den finske model

Den finske regering har overladt opgaven til diplomaten Jussi Tanner. Han er civil embedsmand og forhandler på egen hånd med det kurdiske selvstyre som regeringens særlige udsendte.

Han kan egenrådigt og uden politisk indblanding tage beslutninger om, hvilke finske statsborgere – eller børn af finske statsborgere – der skal have hjælp til at komme hjem fra fangelejrene i Syrien.

De tre støttepartiers fælles ønske har dog imidlertid ikke været nok til at afgøre indholdet af den aftale, der blev indgået tirsdag formiddag.

Til gengæld fik regeringen både Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, SF og Radikale Venstre med på idéen om en taskforce.

"De børn kommer hjem"

Målet med taskforcens arbejde er, at børn af danske forældre kan komme til Danmark "hurtigst muligt", står det i pressemeddelelsen.

Ifølge SF's formand, Pia Olsen Dyhr, er Enhedslistens nej til aftalen derfor lig med, at de ikke "vil være med til at sørge for, at børnene kommer hjem" uden deres mødre. Hun mener netop, at aftalen er bevis på, at det er lykkedes støttepartierne at rykke på regeringen.

Nu er det et spørgsmål om, hvordan børnene tages hjem - ikke hvorvidt det overhovedet skal ske, siger Pia Olsen Dyhr. En opfattelse, som deles af den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen.

- Jeg ser ikke nogen vej tilbage. De børn kommer hjem. Det er det, der kommer til at ske nu. Forberedelserne til evakuering går i gang nu, siger Sofie Carsten Nielsen til TV 2.

Truede med at trække støtten

For få uger siden truede Radikale Venstre med at trække stikket på udenrigsminister Jeppe Kofod. En trussel, der tog til i styrke i takt med en række afsløringer i Ekstra Bladet.

Avisen har via anonyme kilder fortalt, at Forsvarets Efterretningstjeneste i september 2020 orienterede regeringen om risikoen for kidnapning og terrortræning af børnene i fangelejrene, samt at mindst 30 børn allerede skulle være kidnappet, mens der er kidnapningsplaner for yderligere 350.

Informationer, som Folketingets andre partier først fik kendskab til, da de havnede på Ekstra Bladets forside.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få bekræftet Ekstra Bladets oplysninger, men afsløringerne førte forrige uge til et hastemøde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Her gentog de radikale, at tilliden til Jeppe Kofod mildt sagt havde lidt et knæk.

Det har tirsdagens aftale ikke ændret på, fortæller Sofie Carsten Nielsen. For tillidsspørgsmålet kører i "et andet spor" og afklares i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Udenrigsministeren er indkaldt til samråd om Ekstra Bladets afsløringer. Datoen er endnu ikke fastlagt.