Politik

Flertal af danskerne mener, at Syrien-børn skal til Danmark

En tredjedel af de adspurgte mener, at både børn og mødre bør hentes til Danmark. En tilsvarende stor gruppe mener, at det kun bør gælde børnene.

Spørgsmålet om de 19 børn med dansk tilknytning, som lige nu befinder sig i kurdiske fangelejre i Syrien, splitter ikke alene Folketingets partier.

Også danskerne er uenige om børnenes såvel som forældrenes skæbner.

Det viser en meningsmåling lavet af Megafon for TV 2.

Her svarer et flertal på 62 procent af de adspurgte danskere, at børnene bør evakueres.

32 procent mener, at det bør ske sammen med børnenes mødre, mens 30 procent svarer, at børnene bør evakueres alene.

Stiller ingen garantier

Megafonmålingen lander samme dag, som regeringen har indgået en aftale med fem af Folketingets partier om at nedsætte en taskforce, der skal undersøge muligheden for at få børnene hjem uden deres forældre.

Bag aftalen står foruden regeringen to af dens støttepartier, Radikale Venstre og SF, samt Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Men selv internt blandt aftaleparterne er der uenighed om, hvorvidt det på sigt vil ende med, at mødrene kommer til Danmark.

Radikale Venstre og SF forventer, at nogle børn kan komme til Danmark uden deres mødre. På sigt kan det dog vise sig at være nødvendigt også at evakuere enkelte mødre, lyder det samstemmende.

Både regeringen og de blå aftaleparter står dog efter aftalen fast på, at mødrene ikke har noget at gøre i Danmark. Men udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil ikke garantere, at der på intet tidspunkt vil blive tale om, at kvinder fra IS-lejrene kommer hertil.

Vælgerne følger partierne

Holdningerne blandt partierne afspejler sig ifølge Megafonmålingen også blandt deres vælgere.

Blandt dem, der satte kryds ved støttepartierne ved seneste valg, mener 63 procent, at børn såvel som mødre bør hentes til Danmark.

Hverken blandt regeringens vælgere eller vælgerne i blå blok er der dog opbakning til det synspunkt.

Taskforcen, der skal undersøge muligheden for at evakuere børnene "hurtigst muligt", skal senest være færdig med arbejdet 15. maj.

Opdatereret 7. april 2021:

Da denne artikel blev publiceret fremgik det af under rubrikken, at ”en tredjedel af de adspurgte af de adspurgte mener, at både børn og mødre skal hentes til Danmark. En tilsvarende stor gruppe mener, at mødrene bør blive i Syrien”. Da dette ikke er korrekt, blev underrubrikken morgenen efter rettet til ovenstående, så det nu fremgår, ”at en tredjedel af de adspurgte mener, at både børn og mødre bør hentes til Danmark. En tilsvarende stor gruppe mener, at det kun bør gælde børnene.”