Politik

Heunicke og Brostrøm advarer danskerne inden påske

Højtider kan få smitte til at accelerere. Hold afstand, se få mennesker, og gå udenfor, lyder opfordringen fra regeringen og Sundhedsstyrelsen.

Vi skal alle gøre en indsats for, at påsken ikke får coronasmitten ud af kontrol.

Sådan lyder budskabet fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde torsdag.

- Vi har set i Europa, hvordan sådanne højttider har accelereret smitten. Nogle lande har endda haft smitte, der er kommet ud af kontrol efter præcis sådan nogle højtider. Det kan vi ikke have i Danmark. Vi kan undgå det i Danmark, men det er op til os alle sammen, siger han.

Det er især vigtigt fortsat at huske at holde afstand, siger Magnus Heunicke.

- Vi er begyndt at slække på afstanden mellem hinanden. Det går ikke. Fordi det er præcis der, den britiske variant er farlig. Vi er nødt til at holde fast lidt endnu, siger han.

Se få mennesker og gå udenfor

Det er også vigtigt fortsat kun at ses med få forskellige mennesker, siger han.

- Én ting er afstanden. Det andet er antal af personer, man ses med. Og husk også én ting til: Gå udenfor. Det smitter langt mindre, når man er udenfor end indenfor, siger han.

- Lad os nu aftale, at vi alle sammen får en påske, som er god og sikker, og som også betyder, at vi kan fortsætte med genåbningen efter påske.

Samme budskab lyder fra Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

- Se så få som muligt, se gerne de samme, undgå at være længe sammen, og hold det udendørs, hvis I kan. Afstand, og hvor mange vi ser, er stadig den magiske kugle i forhold til at bryde smitten, siger Søren Brostrøm.

Smittesituation under kontrol - men hold fast

Opfordringerne til fortsat at holde afstand og begrænse sin sociale aktivitet kommer fra regeringen og sundhedsmyndighederne, selv om smittesituationen er under kontrol i Danmark.

- Vi har set en smitte, som vi har under kontrol. Der har været en lille stigning de seneste uger, men det er stadig på et forventeligt niveau og ikke noget, vi er bekymret over, siger Magnus Heunicke.

De seneste tal viser, at der er 814 nye smittede med Covid-19 det seneste døgn og to færre indlagte. I alt er der 214 indlagte, hvoraf 44 er på intensiv.

På trods af de forholdsvis stabile smittetal er det vigtigt at holde fast, siger Magnus Heunicke.

- Coronapandemien har potentialet til at gå ud af kontrol meget, meget hurtigt. Man kan bare se rundt i Europa og se lande, som har fjernet alle restriktioner, og der er gået meget få uger, før de har været nødt til at lukke hurtigt ned igen, fordi de kan se en eksplosion i smitten, siger han.