Politik

Danmark forlænger AstraZeneca-pause

Pausen forlænges til og med uge 15, fordi der fortsat mangler svar på sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper, erfarer TV 2.

Beslutningen om at pause brugen af AstraZeneca-vaccinen forlænges til midten af april.

Det har regeringen torsdag formiddag orienteret Folketingets partiledere og sundhedsordførere om, erfarer TV 2 fra flere kilder.

Ifølge TV 2s oplysninger forlænges pausen foreløbig til og med uge 15, fordi der fortsat mangler svar på undersøgelse af eventuel sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper.

Sat i bero efter dødsfald

Vaccination med AstraZeneca blev sat i bero 11. marts, efter en 60-årig kvinde døde i Danmark. Hun fik "blodpropssygdom adskillige steder i kroppen" en uge efter at have fået vaccinen, oplyste Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Forud for det havde Østrig gjort opmærksom på to sager om dødsfald, der så særlige ud. Efterfølgende satte Norge også vaccinen i bero, efter tre ansatte i sundhedsvæsenet, der havde fået vaccinen, blev ramt af blodpropper.

20. marts kom det frem, at to ansatte i Region Hovedstaden var blevet indlagt med henholdsvis symptomer på blodprop i hjernen og hjerneblødning, og at den ene var afgået ved døden. Det skete inden for 14 dage efter vaccination med AstraZeneca.

EU og WHO: Den er sikker og effektiv

EU's Lægemiddelagentur (EMA) har konkluderet, at vaccinen er sikker og effektiv mod covid-19, men at der også kan være en mulig sammenhæng mellem vaccinen og de sjældne symptomer med blødning, blodpropper og lave antal blodplader.

Ifølge EMA var der 18. marts vaccineret 20 millioner med AstraZeneca og fundet 25 tilfælde med personer, der havde fået en form for blødning eller blodprop efter vaccination.

Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at vaccinen er sikker, og at dens fordele overstiger eventuelle risici.

Efter meldingerne fra EMA og WHO har flere lande, der havde sat udrulning af vaccinen i bero, genoptaget vaccinationer med AstraZeneca.