Politik

Mette Frederiksen vil hjælpe Syrien-børn

Statsministeren afviser dog at fravige regeringens hidtidige linje om, at mødrene ikke skal med til Danmark.

Regeringen er for øjeblikket ved at se på, hvordan de 19 børn med dansk tilknytning, der sidder indespærret i to syriske fangelejre, kan hjælpes.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag eftermiddag, efter hun ifølge TV 2s oplysninger tidligere på dagen har holdt hemmelige krisemøder med flere støttepartier om netop den sag.

- Der er hjemtaget nogle børn, og det kan blive aktuelt, at der skal flere børn til Danmark, men vi har ikke et ønske om at hjælpe forældrene.

Så du ser gerne, at børnene kommer tilbage til Danmark?

- Nej, jeg har et ønske om at hjælpe børnene. Hvordan det så præcist skal foregå, og hvad vi præcist kan, det er noget af det, vi diskuterer med Folketingets partier, siger hun.

Ifølge TV 2s oplysninger har støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale Venstre tirsdag været til møder i Statsministeriet om sagen med de 19 børn med dansk tilknytning, der for øjeblikket sidder i to fangelejre i Syrien. En sag, der for øjeblikket skaber stor dramatik på Christiansborg.

Pres efter afsløringer i Ekstra Bladet

Det gør den, fordi Ekstra Bladet den seneste tid har fortalt, at børnene i lejrene er i risiko for at blive smuglet ud og trænet af Islamisk Stat til at blive fremtidens terrorister.

Mandag har Ekstra Bladet også beskrevet, at Islamisk Stat inde i al-Hol lejren, hvor flere børn med dansk tilknytning befinder sig, tilsyneladende har oprettet en træningslejr til børn ved navn Kalifatets Løveunger.

Ifølge avisens anonyme kilder orienterede Forsvarets Efterretningstjeneste i september 2020 regeringen om risikoen for kidnapning og terrortræning af børnene, men flere partier i Folketinget undrer sig højlydt over, at den information ikke er kommet videre til dem.

De frygter både for børnenes og Danmarks sikkerhed, hvis Ekstra Bladets oplysninger er sande. Det har ikke været muligt for TV 2 at få bekræftet Ekstra Bladets oplysninger.

Støttepartierne Enhedslisten, Radikale Venstre og SF mener, at børnene skal hentes til Danmark, selvom det formentlig betyder, at mødrene følger med. Og ifølge dem bekræfter Ekstra Bladets historier om kidnapningstrusler og terrortræning nødvendigheden af at få det gjort hurtigt.

Frederiksen: Velkendt med risiko for kidnapning

Mette Frederiksen fastholder dog tirsdag eftermiddag, at regeringen ikke vil hente børnene hjem, hvis mødrene følger med. Ifølge hende har mødrene "vendt Danmark ryggen", og regeringen mener, at de vil udgøre en sikkerhedstrussel mod det danske samfund, hvis de kommer hertil.

Adspurgt om regeringen har holdt oplysninger om eksempelvis risiko for kidnapning af børn skjult fra Folketinget, svarer Mette Frederiksen tirsdag eftermiddag:

- Mig bekendt har det fremgået fra de risikovurderinger, som frigives fra tjenesterne, at der er risiko for kidnapninger, så det har været velkendt over en rum tid.

I den seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste fra december 2020 står der blandt andet om de syriske fangelejre, at "det er sandsynligt, at Islamisk Stat smugler folk ud af lejrene, og der har været en stigende tendens til, at internerede flygter fra lejrene".

Til gengæld står der ikke noget om, at børn er i risiko for at blive kidnappet, og at det allerede skulle være sket for mindst 30 børn, som Ekstra Bladet skriver.

Radikale: Det er langt fra slut

Den radikale næstformand Martin Lidegaard er meget kritisk over for regeringen i sagen, og i sidste uge sagde han til TV 2, at det kan ende med, at Radikale Venstre trækker støtten til regeringen.

Tirsdag eftermiddag - inden Mette Frederiksen mødte pressen - sagde Martin Lidegaard til TV 2, at sagen langt fra er slut.

- Vi synes, det er mærkeligt, at det her ikke har ramt det politiske niveau, og vi synes ikke, at regeringens håndtering har været tilfredsstillende, siger Martin Lidegaard.

Derfor er Radikale Venstre nu ifølge Martin Lidegaard ved at undersøge, hvad der "indholdsmæssigt" er op og ned i sagen, samt hvorfor regeringen ifølge ham ikke har givet Folketingets partier klar besked. Først når der er klarhed over det, vil partiet tage stilling til eksempelvis muligheden for en ministerfyring, siger Martin Lidegaard.

Efterfølgende har Statsministeriet kontaktet TV 2 med ønsket om at præcisere Mette Frederiksens påstand om, at det er velkendt, at der er risiko for "kidnapning" fra fangelejrene. Hun kalder nu sin udtalelse for ”upræcis”. I stedet henviser statsministeren nu til FEs risikovurdering fra december 2020, hvor der står, at det er ”sandsynligt, at Islamisk Stats smugler folk ud af lejrene”, men hvor ordet ”kidnapning” ikke er nævnt.

- Mit svar var således møntet på det generelle og ikke direkte på børnene, og det var således upræcist at bruge udtrykket kidnapning i den efterfølgende formulering, lyder det fra Mette Frederiksen i en mail til TV 2.