Pape: Ikke mærkeligt, hvis de andre partiledere tænkte, at det var helt håbløst hos os
I 2014 blev Søren Pape reelt partiformand efter en nattesøvn i sommerhuset. Læs sidste kapitel i TV 2s serie om politikere, der pludseligt får magt.
Han blev vækket af telefonen, der ringede fra hylden over sengen. Tingene havde udviklet sig, fortalte stemmen i telefonen.
Der var ikke længere diskussion om, hvorvidt Lars Barfoed skulle fortsætte som formand for partiet. Heller ikke om han skulle trække sig før eller efter det kommende folketingsvalg. Det Konservative Folkeparti skulle have ny formand hurtigst muligt, og det skulle være Søren Pape Poulsen.
Det må være for at lave pjat med mig, var Søren Papes første tanke. Men forbindelsen i sommerhuset var dårlig, så han var nødt til at gå ud i haven. I hjørnet ved flagstangen var mobildækningen som regel bedst. Her kunne han høre, at det var alvor.
Men jeg skal ikke være formand, var hans eneste tanke.
Sommerferien i 2014 var ved at være slut, og han skulle snart tilbage til borgmesterkontoret på Viborg Rådhus ikke så langt fra sommerhuset. Her var han i fuld gang med planerne om den helt nye bydel Banebyen i det gamle industriområde, der skulle etableres med et undervisningsmiljø og nye boliger. Et milliardprojekt der slet ikke var færdigt endnu.
Opkaldet fra Barfoed
Det var netop på borgmesterkontoret, han allerede havde modtaget et lignende opkald fra Lars Barfoed en junidag før ferien.
- Hvis der skal være en ny formand, så synes jeg, det skal være dig, havde Barfoed sagt til Søren Pape.
Medierne havde i et godt stykke tid undret sig over de konservatives anonyme formand, der stod i spidsen for et parti, færre og færre kunne tænke sig at stemme på. Det var dog på ingen måde afklaret, hvad der skulle ske med Lars Barfoed og hans post i partiet, gjorde formanden det klart.
Men det betød sådan set ikke noget, fortalte Søren Pape. Det skulle i hvert fald ikke være ham, der tog over. Det var slet ikke en mulighed.
- Det må andre gå ind i, hvis det skal ske. Jeg skal ikke være en del af det, fortalte han formanden.
Fra hjørnekontoret på fjerde sal kunne han se ud over parkeringspladsen og videre på den anden side, hvor Energi Viborg Arena ligger. Fodboldklubben Viborg FF's stadion.
Navnet havde allerede trukket overskrifter i byen og skulle også blive omdrejningspunktet for Søren Pape, da han blot et par måneder senere bliver ny konservativ formand.
Måske i Folketinget efter tre perioder som borgmester
Det kunne han i sagens natur ikke vide den dag på kontoret, for han var virkeligt ikke interesseret i at forlade byen og borgmestergerningen.
- Jeg var der slet ikke mentalt. Jeg havde tænkt på, at når jeg havde siddet i tre perioder som borgmester, at så skulle jeg måske se, om jeg kunne blive valgt til Folketinget. Det var det maksimale, jeg havde været omkring i mine tanker, siger Søren Pape i dag til TV 2 på kontoret på Christiansborgs anden sal få meter fra indgangen til Statsministeriet.
Søren Pape var derfor også ganske afklaret, da han havde lagt på ved flagstangen i hjørnet af sommerhushaven i begyndelsen af august 2014.
Men telefonen fortsatte med at ringe. Inden for et par timer havde han talt med fire forskellige, der alle mente, at han skulle tage opgaven.
Det var ikke noget, han kunne blive ved med at tale i telefon om i sommerhuset. Så han gik med til at tage et fly til København for at mødes i stedet.
Det kan du vel ikke finde på?
På vej til lufthavnen i Karup stoppede han hos sine forældre i lejligheden i Bjerringbro.
- Men det kan du da vel ikke finde på? var moderens svar, da Søren Pape fortalte, hvorfor han var på vej til København. Hun var vist især bekymret for, at der jo var så langt til København.
Det regnede han ikke med, fortalte han, mens de fik kaffe på altanen. Men han kunne mærke, at der var sket et eller andet. Det var måske slet ikke udelukket.
Følelsen voksede på den korte tur i flyet.
Tanken om at ville fortryde det om 20 år, hvis han sagde nej, var svær at skubbe væk.
Ganske vist havde han ingen relationer på Christiansborg. Og relationer er afgørende i politik. Der var heller ingen uden for Viborg og omegn, der anede, hvem han var. Og stemmer er om muligt endnu mere afgørende end relationer.
Men siden han var 15 år, havde han delt tusindvis af brochurer ud med det grønne C, sat næsten lige så mange valgplakater op, været til kurser og konferencer i partiet, så det var helt inde under huden på ham.
- Det lyder måske meget højtravende. Men der var noget sense of duty over det. Det var ikke fordi, jeg sad med en fornemmelse af, at jeg var den store kejser eller Messias.
- Men partiet havde fyldt alt i min tilværelse, og jeg holder utroligt meget af det. Så jeg måtte gøre det, siger Søren Pape i dag.
På konetur efter jakkesæt
Beslutningen var derfor til sidst ikke svær at tage, da han tirsdag 5. august tjekkede ind på værelset, partiet havde lejet til ham på Hotel Hebron ved siden af stripklubben Lady Love i den kulørte del af København.
På værelset mødtes Søren Pape med de samme mennesker, han dagen inden havde talt i telefon med. Han var hurtigt overtalt. Men kort tid efter fik journalister færden af, hvad der var i gang, og de begyndte at spørge til Lars Barfoed og hans afgang. Præsentationen af Søren Pape måtte fremskyndes, så styringen kunne bevares.
Søren Pape kunne derfor ikke nå hjem og skifte jeans og poloshirt ud med jakkesæt.
Løsningen blev i en snæver vending, at partiets gruppeformand Brian Mikkelsens kone kørte Søren Pape til den tøjforretning, hvor hendes mand købte sit tøj, så den nye formand kunne blive ekviperet. Imens ringede Brian Mikkelsen til statsminister Lars Løkke Rasmussen og det konservative bagland. Gruppeformanden måtte høre på flere, der fik deres livs politiske chok, da han fortalte dem, hvem der skulle præsenteres som partiets nye formand.
Det skete næste formiddag klokken 11 i Bibliotekshaven ved Christiansborg. Fra morgenstunden mødtes Søren Pape med folketingsgruppen i gruppeværelset på anden sal.
Måtte bare ikke dumme sig
Da gruppemødet på den røde gang på Christiansborg var slut, havde Søren Pape brug for at sidde for sig selv, inden han skulle møde pressen som ny formand.
Han havde ikke noget kontor endnu, så han fandt et lokale, hvor han kunne samle tankerne. Selvfølgelig var det vigtigt at fortælle, at den konservative politik var den samme, det var bare med en ny formand. Skattelettelser og en stærk tro på retssystemet var stadig i fokus.
Men først og fremmest måtte han stramme sig an, så han ikke fik en skæv start som partiets nye ansigt. Vælgertilslutningen var i forvejen alt for lav og usikkerheden om den ukendte formand rigeligt stor.
Lars Løkke Rasmussen havde ringet aftenen inden. Han havde vist fået nummeret fra borgmesterkollegaen i Herning, Lars Krarup. Det var meget godt tænkt, så kunne Søren Pape fortælle journalisterne, at han havde talt med Venstre-lederen.
Kroppen var særdeles anspændt i bestræbelserne på at se afslappet ud, da Søren Pape sammen med Lars Barfoed klokken lidt i 11 nærmede sig Bibliotekshaven og mødet med pressen. Adrenalinen kørte rundt ligesom tankerne om at undgå fejl.
- Det havde været fatalt, hvis jeg var kommet til at sige et eller andet vanvittigt. Men da pressemødet var slut, var der ikke en eller anden sag, der fyldte. Det var det vigtigste.
Det var samtidigt helt uvirkeligt, at det nu var ham, der stod med den endelige magt i partiet, der havde været vævet ind i hans liv i så mange år.
- Jeg kunne næsten ikke placere mig selv i rækken af navne, der gennem historien havde stået i spidsen for partiet. Var det virkelig Søren fra Vejerslev, der pludselig var på listen blandt de formænd, jeg havde beundret?
- Det var skræmmende og gjorde mig både ydmyg og stolt. Jeg bar 100 års historie på mine skuldre, og tanken strejfede mig da, at det kunne ende med, at det blev mig, der lukkede og slukkede.
Partiets lange historie og den nyvundne magt, blev meget konkret udfordret meget hurtigt.
Fire dage senere kunne Søren Pape læse i Politiken, at Energi Viborg Arena havde modtaget godt en million sponsorkroner om året i støtte. Søren Pape havde som borgmester stået i spidsen for at få sponsoratet af stadionnavnet igennem, selvom fodboldklubben Viborg FF netop selv havde købt retten til stadionnavnet for blot 50.000 kroner. Det var ulovligt, og Statsforvaltningen bad byrådet levere en redegørelse, skrev avisen. Søren Pape kendte udmærket til "stadionsagen". Den havde kørt i de lokale medier, da han var borgmester i Viborg.
I de samme dage fik Søren Pape også at vide, at der var en avis, der havde kontaktet pressetjenesten og fortalt, at de vidste, at den nye formand var homoseksuel, og at journalisterne ville skrive det, uanset hvad.
Fra de tidligere kolleger i byrådet og lokaljournalisterne i Viborg hørte Søren Pape, at der var en massiv interesse fra journalisterne.
Efter snart syv år som partileder, er medierne stadig den enestående forskel på politik i Viborg og på Christiansborg, mener Søren Pape.
- Det var meget aggressivt. Jeg fik fortællinger om, at både lokaljournalister og byrødder fik at vide fra journalisterne i København, at det kunne ikke passe, at der ikke var noget på mig. "I må dag ha’ noget på ham."
- Der var nogle medier, der satte journalister af til at støvsuge alt om min person. Men det værste var stadionsagen, fordi min hæderlighed blev beklikket. Alt var foregået helt åbent og dækket lokalt, siger han.
Mediernes bevågenhed var en ekstra stor belastning, fordi Søren Pape allerede var under et stort pres. Baglandet skulle overbevises om, at han var den rette til at sikre partiet større tilslutning. Og i sig selv var Christiansorg en stor mundfuld.
- Husk på, at det kommer oven i, at jeg skulle lære alt fra start. Jeg skulle lære at finde rundt på Christiansborg, og de andre partiledere anede heller ikke, hvem jeg var. Det var meget voldsomt.
- Det var så vildt i den første tid, at jeg ikke vil bebrejde de andre partiledere, hvis de har tænkt, at det var helt håbløst, alt det der foregik hos os.
Opgøret med Løkke
Selvom pressens nidkære forsøg på at blive klogere på Søren Pape var den absolut mest mærkbare forskel på kommunalpolitik og Christiansborg, skulle der gå halvandet år, før han for alvor oplevede rå magtpolitik i sin reneste form.
Fødevare- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen var i løbet af februar 2016 blevet et sprængfarligt stridspunkt mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen.
Efter et tre timer langt samråd 24. februar holdt den konservative formand fast i, at fødevare- og landbrugsministeren havde givet forkerte oplysninger til Folketinget i forbindelse med landbrugspakken og dens miljøkonsekvenser.
Det kunne ifølge ministeren, der var ganske populær hos landbruget, godt lade sig gøre at give landmænd mulighed for at udlede mere kvælstof på markerne, samtidig med at miljøet fik det bedre. Men det kunne den afstivede grønne profil hos de konservative ikke holde til at høre på.
Derfor var hun også nødt til at forlade ministerposten, fastholdt Søren Pape. Det gjorde Lars Løkke Rasmussen rasende, og han skiftevis lokkede med en grøn tillægspakke og truede med at udskrive valg, hvis ikke Søren Pape og hans seks mand store folketingsgruppe bakkede op om hans minister.
Få troede derfor, at novicen fra Viborg ville stå imod det politiske magtdyr i Statsministeriet.
- Det er klart, at han blev sur, for at sige det på en pæn måde. Men beslutningen var truffet.
Selvom magten på Christiansborg er mere intens, var hans mange år i lokalpolitik en vigtig del af forklaringen på Søren Papes politiske mod. Her havde han allerede kæmpet om magten mod Venstre.
For at nå hjørnekontoret på fjerde sal i Viborg var Søren Pape gået samme med Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti. Det sikrede ham borgmesterposten, selv om Venstre var det største parti efter kommunalvalget i 2009. Det var ikke populært.
Inden da havde han som formand for børne- og ungdomsudvalget oplevet forældrenes raseri, da han drog rundt i kommunen for at fortælle om skolelukninger, så økonomien kunne hænge sammen.
- Jeg blev truet, der hang bannere med mit navn, og det hed sig, at man var landsforræder, hvis man stemte på mig. Det var lokalpolitik, men jeg var alligevel under et voldsomt pres.
Søren Pape stod fast dengang i Viborg Kommune, der lukkede fem skoler. Og han stod fast, da Lars Løkke Rasmussen indkaldte til krisemøde efter samrådet.
Næste dag meddelte Eva Kjer Hansen, at hun trak sig som minister. Selvom Søren Pape havde ballast med fra årene i kommunalpolitik, medgiver han, at forløbet bar præg af, at han manglede den erfaring, han har i dag.
- Jeg skulle have fornemmet noget tidligere, at det her var ved at køre helt i hegnet. I dag ville jeg have håndteret den sag anderledes, så den ikke havde fået lov til at udvikle sig.
- Jo længere tid der går, og jo flere oplevelser jeg har, jo bedre bliver jeg også til at håndtere situationerne. Hver dag vi trækker vejret, giver det os mere erfaring, siger Søren Pape og medgiver, at han i de dage trak vejret lidt dybere.
Vejrtrækningerne i dag er lettere end i mange år på Søren Papes kontor. Og i det konservative parti.
Utilfredsheden med 4,9 procent af stemmerne havde i sidste ende ført til Lars Barfoeds afgang. Men Søren Pape var i nogle meningsmålinger skræmmende tæt på spærregrænsen efter at have tabt yderligere to konservative mandater ved folketingsvalget i 2015. Samme år som partiet fejrede sit 100 års jubilæum.
- Det var en lang kamp med et mega pres, også på mig personligt. Det var forfærdeligt.
I dag kender alle partilederne Søren Pape, der er blandt de længst siddende på Christiansborg. Kun SF og Dansk Folkeparti har haft deres formænd i længere tid. Med flere end 22.000 personlige stemmer ved seneste valg, er det ikke kun i Viborg, at danskerne kender til formanden.
Tilstrækkeligt mange målinger har de seneste måneder vist, at det ikke længere er naturlov, at Venstre er storebror til de konservative. Søren Pape har igen og igen nedtonet betydningen og peget på, at det handler om at få et borgerligt flertal - som ligger langt væk. Men han lægger ikke skjul på, at han gerne tager de sidste få skridt fra det nuværende formandskontor og ind i Statsministeriet.
- Det er den ultimative magt, som alle stræber efter. Så hvis jeg ikke også ville sige ja til at blive statsminister, ville jeg have misforstået, hvorfor jeg er her, selvom jeg ikke har meldt mit kandidatur.