Coronavirus

TV 2 erfarer: Mette Frederiksen indkalder partiledere til nye forhandlinger

Statsministeren håber at lande en aftale om en samlet genåbningsplan senest tirsdag.

Lederne af Folketingets partier er blevet indkaldt til forhandlinger om en langsigtet genåbningsplan torsdag eftermiddag hos statsminister Mette Frederiksen (S).

Det erfarer TV 2 fra flere kilder.

Forhandlingerne om en langsigtet genåbningsplan begyndte fredag, hvor alle partilederne var til et fælles indledende møde hos Mette Frederiksen. Siden har flere af dem ifølge TV 2s oplysninger været til individuelle drøftelser hos statsministeren i løbet af denne uge, men torsdag er det altså planen at samle partilederne igen.

Mette Frederiksen fortalte i forbindelse med forhandlingernes begyndelse fredag, at hun håber på at lande en aftale senest tirsdag den 23. marts, men det er uvist om det allerede kan ske i denne uge.

Ifølge TV 2s oplysninger venter Folketingets partier for øjeblikket på at få nye beregninger fra Statens Serum Institut om de sundhedsmæssige konsekvenser ved en yderligere genåbning. De vil formentlig komme enten onsdag eller torsdag.

Håber planen indeholder konkrete datoer

Statsministeren fortalte i sidste uge til TV 2, at formålet med den langsigtede genåbningsplan er at give danskerne vished for rækkefølgen i en kommende genåbning af landet. Hun håber, at den kommer til at indeholde konkrete datoer for, hvad der kan åbne hvornår.

- Så kan alle se (i planen for genåbningen, red.), at her ligger de liberale erhverv, her ligger udendørsserveringen, her ligger biograferne, og alle de andre i Danmark, der vil have viden om rækkefølgen med alle de forbehold, der er, sagde Mette Frederiksen fredag.

Hun erklærede sig "meget optimistisk" og sagde, at blandt andet sommerens festivalprogram er ”inden for rækkevidde”.

- Jeg tror på som statsminister, at det er inden for rækkevidde, at vi kan sidde igen og lytte til en koncert, og at der kommer festivaler igen, hvor vi står tæt, og at vi får et kulturliv, der lever. Det tror jeg, siger Mette Frederiksen.

- Det hænger meget sammen med vaccinationer, og at vi danskere er blevet vanvittig gode til at lade os teste.

Borgerlig kritik af tempoet

Flere af de borgerlige partier har kritiseret Mette Frederiksen for ikke for længst at have sat i gang i forhandlingerne om en samlet genåbningsplan og for ikke at have bedt eksperterne fra Statsens Serum Instittut om at regne på konsekvenserne ved genåbning af store dele af samfundet.

Lyn-analyse

Vi går et par afgørende døgn i møde i spørgsmålet om genåbningen af Danmark. Nye vigtige beregninger fra SSI at bliver sendt til Folketingets partier. Og i morgen mødes partilederne altså for at drøfte den videre genåbning. Hvis beregningerne fra eksperterne ser bare nogenlunde positive ud, vil Mette Frederiksen komme under et massivt pres i morgen for at fremskynde genåbningen. Og statsministeren afviser heller ikke længere kategorisk, at en yderligere genåbning før påske kan komme på tale. Så det kan pludselig komme til at gå hurtigt.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er meget lidt imponeret over regeringens indsats for at få børnene tilbage i skole. Venstre og partierne i blå blok vil have børnene tilbage med det samme.

- Vores børn lider altså under denne nedlukning. Og når nu alle partier taler om, hvor vigtige børnene er for dem, så synes jeg, at vi skulle gøre noget ved det. Nu, sagde Jakob Ellemann-Jensen efter de indledende forhandlinger fredag.

Her kritiserede Venstre-formanden regeringens støttepartier for ganske vist at tale for at få børnene hurtigt tilbage, men ikke gøre meget ved det.

- Hvis bare et enkelt af regeringens støttepartier tilslutter sig vores krav om, at vi skal have børnene tilbage nu, så har vi et flertal for det.

- Så hvis man mente det fra deres side, kom børnene tilbage fra på mandag. Men man mener det jo ikke. Man taler om det. Men man gør ikke noget ved det, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen.

Statsminister Mette Frederiksen antydede tirsdag, at der kan komme yderligere genåbning før påske og dermed hurtigere end ventet. Hvad det konkret kan være, uddybede hun ikke.