Politik

Danmark sender skib med soldater til Guinea-bugten for at bekæmpe pirater

Fregatten med omkring 160-175 besætningsmedlemmer skal sendes afsted fra efteråret.

Der er store problemer med piratangreb i området omkring Guinea-bugten ved Vestafrika, og det skal Danmark nu være med til at sætte en stopper for.

Derfor sender Danmark til efteråret en fregat med en dansk besætning på omkring 160-175 mand afsted mod Guinea-bugten, hvor der har været angreb mod danske skibe.

Pirateriet i området har nemlig taget til i styrke, og alene sidste år blev 140 søfarende kidnappet i bugten. Det er nu på tide at intensivere forsvaret i området, lyder det ved et pressemøde tirsdag.

Også udstyret med helikopter

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er Danmark en "maritim sværvægter", og derfor skal Danmark nu gå forrest for at komme pirat-problemerne ved Afrika til livs.

Fregatten, der desuden er udstyret med en Seahawk-helikopter, vil have til opgave at bekæmpe pirateriet i området omkring Guinea-bugten, og så skal den ifølge Udenrigs- og Forsvarsministeriet kunne støtte og eskortere den civile søfart.

Det er dybt professionelle pirater, som har udstyr og uniformer, og som er gearede til de her angreb på en helt ny måde

Trine Bramsen, forsvarsminister

I første omgang skal fregatten indsættes i en forsøgsperiode på fem måneder, der løber fra november i år og indtil marts næste år.

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) er udsendelsen af den danske fregat først og fremmest et spørgsmål om at gøre en forskel i området og vise en større militær tilstedeværelse fra dansk side.

Og så må landene omkring os gerne begynde at følge trop, lyder det:

- Vi har taget det første skridt, og så håber vi, at flere følger med.

Pirateriet har flyttet sig

Den danske indsats mod pirateri omkring de afrikanske kyster er dog ikke ny.

Danmark har bidraget til indsatsen siden 2008, blandt andet med danske skibe i området og overvågning uden for Somalia med Challenger-fly.

Men situationen har flyttet sig rent geografisk og logistikken har ændret sig - og udfordringerne i området kræver nu mere af det danske forsvar, end det har gjort hidtil, lyder det.

Omkring Somalia på den afrikanske østkyst er pirateriet kommet under kontrol, mens problemet i stedet har flyttet sig over på den anden side af Afrika, nemlig til vestkysten ved Guinea-bugten.

Her er pirateriet og kapringerne desuden blevet både mere professionelle og mere organiserede, fortæller forsvarsministeren.

- Det er dybt professionelle pirater, som har udstyr og uniformer, og som er gearede til de her angreb på en helt ny måde, siger Trine Bramsen.