Coronavirus

Forhandlinger om coronapas skudt i gang

Finansministeren siger, at en "brugervenlig" løsning vil være klar til maj.

Mandag mødtes Folketingets partier for at drøfte et digitalt coronapas, der skal bruges som en del af den langsigtede genåbning af Danmark.

Med coronapasset skal man eksempelvis kunne fremvise, at man er vaccineret mod covid-19, netop har været smittet eller er testet negativ for coronavirus for at få adgang til steder med større forsamlinger.

Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) skal coronapasset kunne bruges "ret bredt" for eksempel i forhold til kulturbegivenheder og liberale erhverv, men de endelige rammer er endnu ikke på plads, selvom de nu er i sigte:

- Til maj vil vi have en færdig, brugervenlig løsning, som vi også vil tænke sammen med EU, så man kan bruge sit coronapas ikke alene i en dansk sammenhæng, men også hvis man skal ud i Europa, siger han.

Tidsplanen er aftalt med erhvervslivet, men det er ifølge finansministeren dog ikke meningen, at den videre genåbning af Danmark skal sættes på pause, mens vi venter på, at et coronapas er klart til brug.

Kan undgå supersprederbegivenheder

Begejstringen for et coronapas og muligheden for et "grønt stempel" har længe været stor hos blandt andet dansk erhvervsliv og i blå blok.

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen så derfor frem til mandagens forhandlinger om en løsning, som han mener er en vej ud af et liv med restriktioner.

- Der hvor det kan give os nogle muligheder frem for begrænsninger, er coronapasset en rigtig god ide.

Allerede da regeringen præsenterede en aftale med erhvervslivet i begyndelsen af februar, lød kritikken, at det kunne risikere at skabe et A og et B-hold mellem vaccinerede og testede og det modsatte.

Og det er også en risiko, anerkender Ellemann. Samtidig er det den pris, vi må tage med, hvis vi skal kunne genåbne hurtigt og forsvarligt, mener han:

- Til gengæld gør det også, at vi undgår supersprederbegivenheder. Jeg synes, det er rimeligt nok, hvis man siger, at hvis vi er mange sammen, så stiller vi også det krav, at vi passer på hinanden.

Nu skal coronapasset drøftes mellem Folketingets partier i samspil med statsminister Mette Frederiksens (S) forhandlinger om en videre genåbning af landet.