Det har partiformændene lært af coronakrisen.
Coronavirus

TV 2 spørger politikerne: Hvad har I lært af et år med corona?

Et år er gået, og meget er lært. Her kan du læse, hvad partilederne håber, at danskerne tager med sig ud af et dystert år.

Torsdag klokken 19.55 mødes partilederne til debat på TV 2

Trods vacciner, smittesporing og andre tiltag er Danmark stadig lukket ned. På årsdagen for første nedlukning mødes partilederne igen til debat om de tre emner:

Sundhedsvæsenet: Hvad har vi lært?

Økonomien: Hvordan retter vi op?

Den mentale trivsel: Skal vi leve eller overleve?

Se debatten LIVE på TV 2 PLAY.

For præcis et år siden blev hverdagen, som vi kendte den, erstattet af et helt nyt liv med en usynlig virus overalt i samfundet.

Det har været et år med to meters afstand, sprit, mundbind, dagligt opdaterede smittetal og utallige pressemøder på TV.

Forud for torsdagens partilederdebat på TV 2 har vi spurgt hver enkelt partileder, hvad de har lært af et år med corona – og hvad de håber, at danskerne tager med sig videre.

***a

Socialdemokratiet

- Vi kan, når vi skal

Ifølge statsministeren har corona lært os, hvor meget vi kan klare, når vi står sammen.

- Jeg er enormt imponeret over danskernes stærke fællesskab og vores evne til at omstille os til en helt ny virkelighed på meget kort tid. Selv nu, hvor vi alle sammen er ved at være godt trætte af corona og restriktioner.

En læring, som Mette Frederiksen håber, at danskerne tager med sig videre, er, hvor meget vores samfund kan, når det gælder:

- Når vi kan klare en global pandemi, fordi vi står sammen og beslutter os for det, så tænk på alt det, vi også kan klare i fællesskab.

**

***v

Venstre

Danskerne skal være stolte

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen har selv mærket på egen krop, hvor meget han savner frit at kunne være sammen med dem, han holder af, og hvor meget frihed betyder.

- Samtidig er jeg blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er at have en demokratisk debat også i en pandemi. Det går ikke, at der kun er et enøjet fokus på corona, siger han.

- Vi bliver nødt til at se på mulighederne frem for begrænsningerne. Kuren må ikke blive værre end sygdommen.

Men befolkningen kan godt være stolte, mener Ellemann. Både sundhedspersonale, ældrepleje, små selvstændige, private virksomheder, pædagoger politi og alle andre har ydet en enorm indsats i et helt år, og det skal vi tage med videre, siger han.

**

***o

Dansk Folkeparti

- Før corona kunne jeg godt være lidt kort for hovedet

- Jeg vidste godt, at danskerne er et stolt folkefærd, men det har alligevel overrasket mig, hvor meget folk har været villige til at tage ansvar, siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Det gode ved coronakrisen er ifølge Thulesen Dahl, at den har gjort os alle bevidste om, hvor vigtige de gode dage i livet er – og at gode ting tager tid:

- Før corona kunne jeg godt være lidt kort for hovedet, hvis min genbo for eksempel kom forbi i et ærinde, og jeg skulle noget andet. Men nu oplever jeg, at jeg tager mig mere tid til den slags, siger han.

Selvom eksperter erklærer vores gamle vaner forandrede for altid, så tror Kristian Thulesen Dahl ikke på, at der går ret længe, før danskerne vender tilbage til både kram, håndtryk og tæt samvær:

- Der var jo en grund til, at vi levede, som vi gjorde før corona. Det var fordi, vi godt kunne lide det.

**

***f

Socialistisk Folkeparti

- Jeg er faktisk bare blevet klogere

Pia Olsen Dyhr har ligesom så mange andre måttet finde nye og kreative måder at arbejde på – og ikke mindst nye mennesker at samarbejde med:

- Jeg har været mere i kontakt med folk uden for Christiansborg, end jeg nogensinde har været vant til. Det har været nyt land for mange af os partiledere, og den nysgerrighed har været sund for mig, siger hun.

SF-formanden har for eksempel fået beskeder i indbakken fra professorer, børnelæger og eksperter, som har gjort hende opmærksom på konsekvenser ved nedlukningen, hun ikke var klar over.

- Det har været en øjenåbner for mig. Helt personligt er jeg faktisk bare blevet klogere af det her år.

Pia Olsen Dyhr håber, at danskerne vil bevare det, hun kalder for "ro på-dagsordenen", også i en tid efter corona.

- Nogle af dem, der normalt hænger fast i et hamsterhjul, har fået tid til at prioritere og mærke efter, hvad de har lyst til med deres liv. Det håber jeg, at de vil tage med sig videre.

**

***b

Radikale Venstre

Familien er det vigtigste

- Jeg har mærket, at min familie er det vigtigste i verden, og det at være der og lytte til mine børn er fuldstændig afgørende, siger den politiske leder i Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen og fortæller, at coronakrisen først og fremmest har fået prioriteterne til at falde helt på plads.

I Radikale Venstre har tiden under corona gjort det betydeligt nemmere at finde ro og tid til at holde møder og inddrage det radikale bagland i kommunerne på nul komma fem.

- En barriere er brudt ned under corona, når det kommer til inddragelse i politik.

I Danmark har både sundhedsvæsen, institutioner og borgere taget et stort ansvar, siger Sofie Carsten Nielsen, og det har vist os, at jo mindre vi centraliserer, og jo mere vi sætter fri, jo bedre løses opgaverne:

- Hold nu op, hvor er det fedt at se, hvordan det ansvar er blevet løftet.

**

***ø

Enhedslisten

Velfærd må ikke tages for givet

Det seneste år har lært Mai Villadsen mange ting. Hun er politisk ordfører i Enhedslisten, og for hende har coronakrisen været et forstørrelsesglas over, hvor velfærdssamfundet har sine store huller og mangler.

- Jeg håber, at oplevelsen af, at velfærdssamfundet er noget, vi ikke må tage for givet, er en, danskerne tager med sig ind i fremtiden, siger Mai Villadsen.

- Velfærd er også at have muligheden for at lave hjælpepakker og spænde et sikkerhedsnet under folk, der bliver fyrede. Det private arbejdsmarked er også afhængigt af, at det offentlige system kører, som det skal.

**

***k

Det Konservative Folkeparti

- Det har været voldsomt

Coronakrisen har været hård ved et socialt væsen som Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti.

- Jeg synes, det har været voldsomt, at vi ikke har kunnet se nogen. Jeg har gamle forældre, og jeg har pludselig ikke kunnet tage sikkert hjem og besøge dem. Det, synes jeg virkelig, har været voldsomt.

Søren Pape Poulsen har i stedet fået gennemtravet de danske stier og veje ligesom de fleste andre danskere. Men spørger man ham, hvordan danskerne har håndteret krisen, er han splittet:

- På den ene side har danskerne klaret det fænomenalt. Vi er meget autoritetstro, og vi forstår godt, hvad der bliver sagt. På den anden side synes jeg hurtigt, at danskerne bare affandt sig med det og stoppede med at sætte spørgsmålstegn ved det, regeringen sagde.

Når vi kommer på den anden side af krisen, er der især én ting, Pape Poulsen håber, at danskerne vil huske:

- Jeg håber, vi tager med os, at vi skal trykke lidt mere på pyt-knappen en gang imellem.

**

***d

Nye Borgerlige

Alt for lidt tillid

Spørger man Pernille Vermund, har coronakrisen lært hende særligt én ting: Man skal være varsom med, hvor meget magt man giver til politikere.

De fleste danskere kan nemlig godt selv finde ud af at holde afstand og tage de nødvendige forholdsregler for at komme smitten til livs, mener hun.

- Det har overrasket mig, at selv i Danmark har politikerne så lidt tillid til befolkningen, siger Nye Borgerlige-formanden.

Når coronakrisen forhåbentlig en dag kun er noget, vi vil huske tilbage på, håber Pernille Vermund derfor, at tilliden mellem danskerne er blevet større.

Det er ikke lykkedes at skaffe et billede af Pernille Vermund med mundbind på.

**

***i

Liberal Alliance

- Politik skal holde sig på afstand

Gruppeformand i Liberal Alliance, Ole Birk Olesen, er færdig med at se pressemøder om corona. Og så er han godt og grundigt træt af "politik på Facebook", som han kalder det.

- Jeg håber, at danskerne tager med sig ind i fremtiden, at det ikke er de politikere, som poster flest selfies, der er mest nærværende, siger han.

I det hele taget synes Ole Birk OIesen, at politik har fået lov at fylde alt for meget i danskernes liv i det seneste år.

- Jeg håber, at politik kan holde sig lidt mere på afstand fra danskernes liv, når ting bliver normale igen.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget, og i Ole Birk Olesens familie har de lært at sætte pris på tid og hygge sammen i en grad, de aldrig har gjort før.

- Man kunne frygte, at vi ville gå hinanden på nerverne med så meget tid sammen, men der er faktisk sket det modsatte, siger han.

**

***å

Alternativet

Behov for kultur og natur

For Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, har det seneste år givet en styrket tro på, at et rigt kulturliv og fællesskaber er noget af det vigtigste for danskernes trivsel.

- Vi har mærket, hvor tydeligt vi mangler det, når vi ikke har det. Og det har været enormt betydningsfuldt for mig, siger hun.

Samtidig tror hun, at mange danskere faktisk selv er blevet overraskede over, hvor vigtig adgang til kultur og natur er for dem, og det giver hende håb for fremtiden:

- Jeg håber, at det rykker ved vores fælles værdier i fremtiden. Jeg håber, at oplevelser og fællesskaber får en stærkere betydning for os.

**

Torsdag kl. 19.55 mødes partilederne til debat på TV 2

Trods vacciner, smittesporing og andre tiltag er Danmark stadig lukket ned. På årsdagen for første nedlukning mødes partilederne igen til debat om de tre emner:

  • Sundhedsvæsenet: Hvad har vi lært?
  • Økonomien: Hvordan retter vi op?
  • Den mentale trivsel: Skal vi leve eller overleve?

Se debatten LIVE på TV 2 PLAY.