Mette Frederiksen tror på "nærmest normal" dansk sommer
Mens danskerne venter på en langsigtet genåbningsplan, stiller statsministeren nu danskerne en sommer i udsigt, der vil minde om tiden før covid-19.
Trods ændringer i vaccineplanen og en AstraZeneca-vaccine, der nu er taget ud af ligningen, er statsminister Mette Frederiksen (S) optimistisk.
Hun tror på, at vi går en sommer i møde, der bliver tæt på normal.
Det siger hun i forbindelse med et besøg på Herlev Hospital i anledning af årsdagen for den første nedlukning.
- Jeg tør godt sige, at med de erfaringer, vi har nu, er jeg mere optimistisk, end jeg har været de seneste mange måneder, og jeg tror på en sommer med et nærmest normaliseret Danmark.
Vaccine sættes i bero, og plan forsinkes
Lige op til interviewet med statsministeren kom det både frem, at Sundhedsstyrelsen ønsker at ændre på rækkefølgen for vaccinationer, og at myndighederne sætter brugen af AstraZeneca-vaccinen midlertidigt i bero ud fra et forsigtighedsprincip.
Sidstnævnte skyldes indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret med covid-19-vaccinen fra AstraZeneca. Én vedrører et dødsfald i Danmark.
Det er vigtigt at understrege, at der endnu ikke er konstateret nogen sammenhæng mellem brugen af vaccinen og indberetningerne.
Rækken af vaccinenyheder får den konsekvens, at datoen for, hvornår alle borgere forventes vaccineret, udskydes med yderligere fire uger. Den hedder nu 15. august.
Det ærgrer statsministeren, som mener, at det endnu er for tidligt at vurdere, hvor store konsekvenserne AstraZeneca-nyheden vil få.
Genåbningsplan forventes klar 23. marts
Dagens udvikling ser dog ikke ud til at slå skår i optimismen hos Mette Frederiksen, som ikke alene tror på en normaliseret sommer, men torsdag også specifikt nævner, at festivaler og koncerter er "inden for rækkevidde".
Hvad det konkret betyder, vides ikke. For det er fortsat uvist, hvornår resten af Danmark kan slå dørene op, og hvilken betydning den ændrede vaccineplan får for genåbningsforhandlingerne.
Det er dog fortsat statsministerens forventning at have bred politisk opbakning til en langsigtet plan senest 23. marts.
Alle vil kunne se deres plads i rækkefølgen
Planen kommer ifølge Mette Frederiksen til at rumme datoer for, hvad der kan åbne hvornår. Noget, som flere lukkede brancher længe har efterlyst. Senest kulturlivet, som onsdag sendte et brev til netop statsministeren, hvor de 500 underskrivere bad om at få en tidshorisont.
Om genåbningsplanen sagde statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag morgen:
- Så kan alle se, at her ligger de liberale erhverv, her ligger udendørsserveringen, her ligger biograferne og alle de andre i Danmark, der vil have viden om rækkefølgen med alle de forbehold, der er.
For at markere årsdagen for nedlukningen samles folketingspartiernes ledere klokken 19.55 til debat på TV 2. Her vil der være fokus på sundhedsvæsenet, økonomien og den mentale trivsel.