Coronavirus

Ellemann er mest optimistisk omkring dato for fuld genåbning

Både juni og maj måned bliver nævnt som realistiske bud på, hvornår alle over 50 år samt alle sårbare grupper er blevet tilbudt en vaccine.

Danmark kan i princippet genåbne, når alle borgere over 50 år er vaccineret.

Det blev statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen enige om under torsdagens partilederdebat på TV 2.

Det helt store spørgsmål er, hvornår alle over 50 år samt alle sårbare grupper vil være vaccineret. Det afhænger af vaccineleverancerne, som indtil videre har vist sig at være ustabil.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinekalender skal man et stykke ind i juni måned, før det er en realitet. Tallene her er dog forbundet med forbehold netop for forsyningerne af vacciner blandt andet.

Fredag morgen udtaler Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, at man skal være forsigtig med at sætte en dato på, ikke desto mindre er han en smule mere optimistisk, end hvad vaccinekalenderen viser.

- Jeg vover pelsen alligevel, og der taler vi forhåbentlig en gang i maj måned, siger han til TV 2.

Milepælen vil ifølge Jakob Ellemann-Jensen resultere i, at samfundet kan genåbne i "meget stor grad".

Partilederne tager fat på arbejdet med en langsigtet genåbningsplan fredag morgen.

Forhandlingerne skal ifølge Mette Frederiksen gerne munde ud i en aftale, så hun senest 23. marts kan præsentere den samlede plan.

Statsministeren roser Ellemanns plan

Under torsdagens partilederdebat erklærede statsministeren sig enig med Jakob Ellemann-Jensens ønske om en gradvis genåbning frem mod tidspunktet, hvor alle danskere over 50 år samt sårbare grupper er blevet tilbudt en vaccine.

Hun roser formandens genåbningsplan, hvor restriktionerne gradvist lempes, indtil alle over 50 år er vaccineret.

- Den ligger ikke langt fra, hvad de fleste partier efterspørger, og vi selv har arbejdet med.

- Jeg er enig i, at når alle over 50 er vaccineret, så kan vi i princippet have et åbent Danmark, siger Mette Frederiksen under debatten.

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, erklærer sig også enig med Venstre. Det sker forhåbentlig på et tidspunkt i juni, siger han.

Der var under debatten også bred politisk enighed om, at elever skal tilbage i skole så hurtigt som muligt.

Statsministeren håber, at landets børn og unge kan vende tilbage i april.

Kommentator: Mette F. stod imod stærk opposition

Partilederne var samlet til debat i anledning af årsdagen for det pressemøde 11. marts sidste år, hvor Mette Frederiksen annoncerede den første nedlukning af landet.

Ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup formåede den blå opposition at være mere konkret end regeringens røde støttepartier under debatten, men statsministeren formåede i sidste ende at forsvare sig på fornuftig vis:

Lyn-analyse

Oppositionen får kommunikeret mere konkret politik end støttepartierne i aften. Alt fra Ole Birk Olesens ønske om at invitere turister til Danmark til sommer over Ellemanns forslag om at åbne landet, når alle over 50 er vaccineret. Dermed får de mere ud af aftenens partilederrunde end de fleste. Det lykkes dog i stor stil statsministeren at opsummere runderne i debatten, så hun alligevel tager det hele med sig videre og dermed alle stik hjem.

Torsdagens partilederdebat kan ses eller genses på TV 2 PLAY.