- Som iværksætter kunne jeg godt bygge en grøn start-up. Men på Christiansborg kan jeg være med til at flytte tingene, så vi har en planet at give videre til næste generation, siger Tommy Ahlers.
Politik

Løkke ville have Ahlers til at bestå konens test, før han kunne blive minister

Iværksætteren bestod, men anede ikke, om han var købt eller solgt. Der fulgte nogle intense og vilde timer, før han endelig blev præsenteret.

Tankerne kørte frem og tilbage, da han igen stod på gaden.

- Hvad skete der lige der? tænkte han for sig selv, inden han fandt telefonen frem og ringede til en af sine nærmeste venner.

Klokken nærmede sig midnat, og han var nødt til at vende det her med nogen.

- Det er altså helt vildt. Jeg har lige været oppe hos statsministeren, og jeg tror, at der sker noget, sagde Tommy Ahlers.

Øjeblikket efter vendte tankerne 180 grader. Iværksætteren trak mere eller mindre sine ord i sig igen. Det var sikkert ikke noget alligevel, fortalte han vennen.

Noget af det sidste, som Lars Løkke Rasmussen havde sagt i lejligheden i Nyhavn i København, var, at muligheden for at blive minister var helt hypotetisk. En pointe, som statsministeren havde understreget flere gange i løbet af aftenens samtale.

Ambassadøren

Besøget hjemme hos statsministeren var kulminationen på en aften, hvor Tommy Ahlers i virkeligheden skulle have mødt den amerikanske ambassadør Carla Sands i Charlottenlund.

Ambassadørboligen på Strandvejen nord for København dannede rammerne om et arrangement for iværksættere, hvor et stort, førende amerikansk selskab bag førerløse biler var vært.

Den uventede magt

De fleste politikere stræber efter den øverste magt. Men hvad sker der egentlig, når man lige pludselig får den, uden at man var ordentligt forberedt?

TV 2 får i den kommende tid svaret fra fire politikere, der alle har prøvet at få den uventede magt. Svarene er som deres nuværende magt vidt forskellige.

De fire politikere er Sofie Carsten Nielsen, Tommy Ahlers, Søren Pape og Thyra Frank.

Det var ikke mindst muligheden for at møde Carla Sands, der trak. Han kendte hendes forgænger, Rufus Gifford, fra tidligere møder, men havde aldrig mødt Carla Sands.

Da Lars Løkke Rasmussen tidligere på dagen havde sendt Tommy Ahlers en sms og spurgt, om han kunne komme hjem forbi ham til en snak samme aften, havde han derfor svaret statsministeren, at det passede dårligt.

Der var dog ingen Carla Sands, da Tommy Ahlers ankom til Villa Rydhave, der har været hjem for skiftende amerikanske ambassadører siden anden verdenskrig. Hun befandt sig i stedet i nationalarenaen Parken på Østerbro i København, hvor de to tennisstjerner Caroline Wozniacki og Venus Williams mødtes i en showkamp.

Det varede derfor ikke længe, før Tommy Ahlers igen satte sig ud i sin blå Tesla og kørte tilbage til København.

Overraskelsen

Det var en regulær overraskelse, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen 2. maj 2018 præsenterede Tommy Ahlers som ny uddannelses- og forskningsminister.

Manden, der i den brede offentlighed først og fremmest var kendt som et af de toneangivende ansigter i programmet Løvens Hule på DR. Manden, der i iværksættermiljøet var en stjerne efter blandt andet salg af onlinetjenesten ZYB og opstarten af softwaresystemet Podio.

Jeg kommer fra et sted, hvor jeg tænkte, det nok var vigtigere, hvem der var var CEO i Apple, end hvem der var statsminister i Danmark

Tommy Ahlers

Manden, hvis forhold til politik og politikere begrænsede sig til nogle få citater om, at Danmark mangler visionære politikere, der i stedet for blot at bruge penge burde fokusere på, hvordan de tjenes.

Hvad i alverden får sådan en mand til pludselig at stemple ind som fuldblodspolitiker?

Tommy Ahlers fortæller i dag TV 2 om, hvordan det er at havne midt i den politiske magt. I første omgang konstaterer Tommy Ahlers, at skiftet har været det hele værd.

- Jeg kommer fra et sted, hvor jeg tænkte, det nok var vigtigere, hvem der var var CEO i Apple, end hvem der var statsminister i Danmark. Ikke mindst corona har gjort, at jeg pludselig kan se, at det virkelig betyder meget, hvem der bestemmer her i Danmark.

Pølsebordet

Nysgerrigheden trængte sig på hos Tommy Ahlers, da han trykkede på dørtelefonen hos familien Løkke Rasmussen efter det mislykkede forsøg på at møde USA's ambassadør. Det var Lars Løkke selv, der buzzede ham ind fra gaden.

På vej op ad trapperne til tredje sal kunne han ikke lade være med at tænke, hvad han egentlig skulle hos landets statsminister klokken 22 om aftenen. Mere nåede han ikke, før han fik øje på Lars Løkke Rasmussen, der stod i døren og tog imod ham.

Inde i lejligheden kunne Tommy Ahlers se familiens retriever Beauty have opmærksomheden rettet mod sofabordet, hvor den kiggede længselsfuldt mod en anretning af pølser, der var gjort klar. Han hørte Lars Løkke Rasmussen give Beauty besked om at holde sig fra fristelserne, inden statsministeren og iværksætteren tog plads.

Tommy overvejer at gå ind i politik. Kan du ikke lige overbevise ham om, at han ikke skal gøre det?

Lars Løkke Rasmussen

Det konkrete spørgsmål, som hele mødet den aften drejede sig om, var, om Tommy Ahlers ville være klar, hvis der skulle opstå en ledig ministerpost. Det kunne være, at det en dag blev relevant, det kunne være, at det aldrig blev det, understregede Lars Løkke Rasmussen flere gange.

Ledsaget af et par glas rødvin, brød og pølser fortalte Lars Løkke, at det jo nok ville være noget i retning af uddannelse og teknologi, som Tommy Ahlers allerede kendte til.

- Ville du kunne sige ja til det? lød spørgsmålet fra statsministeren.

Tommy Ahlers ville først sikre sig, at han kunne få tilstrækkeligt albuerum til at ændre nogle ting, hvor end han måtte havne. Det bekræftede Lars Løkke Rasmussen i tilpas grad til, at han kunne sige ja. Det lignede en aftale, uden at Tommy Ahlers dog kunne gennemskue, hvad den indebar.

Så kaldte Lars Løkke Rasmussen på sin kone.

- Tommy overvejer at gå ind i politik. Kan du ikke lige overbevise ham om, at han ikke skal gøre det?

Oplægget til Sólrun Løkke Rasmussen fra hendes mand var, at Tommy Ahlers ville gå fra at være en iværksætter, som, det meste af Danmark syntes, var fantastisk i Løvens Hule, til at halvdelen af landets befolkning ville hade ham.

Et tungt arsenal af grunde til at holde sig langt væk udfoldede sig foran iværksætteren, da Sólrun Løkke Rasmussen tog plads i sofaen. Her fortalte hun fra et langt liv som nærmeste tilskuer til skyggesiderne af tilværelsen som magtfuld politiker.

Tommy Ahlers fik ikke mindst forklaret, hvad medierne ikke kan være bekendt, når først de tager fat.

Indsatsen fra Sólrun Løkke Rasmussen imponerede Tommy Ahlers. Men han var ikke skræmt. Det var på sin plads at få den fulde version fra et par, der vidste alt om, at politik ikke er for sarte sjæle, fordi man slår sig undervejs. Det var i virkeligheden noget, man burde være bedre til ved jobsamtalerne i det private erhvervsliv.

Forsvarsmekanismen

- Nu sker der da vist noget. Har du set nyhederne?

Det var 1. maj, klokken var omkring 17. Tommy Ahlers læste beskeden på sin telefon fra vennen, som han havde talt med aftenen forinden, da han kom ud fra Lars Løkke Rasmussens lejlighed.

Han skyndte sig at tænde for fjernsynet. Søren Pind og Esben Lunde Larsen ville stoppe som ministre i Lars Løkke Rasmussens regering, stod der i nyhedsgult.

Så ringer han nok snart. Jeg var jo hjemme hos ham i går, tænkte Tommy Ahlers.

Han forestillede sig, at det var sådan, folketingsmedlemmerne har det, når de ved, at der er en chance for at blive ringet op med tilbuddet om at blive minister.

Men Tommy Ahlers telefon ringede ikke.

Alligevel kontaktede han en advokat, der skulle se hele hans portefølje af selskaber igennem. Erhvervsinteresserne skulle isoleres, så der ikke ville være nogen konflikter, når han blev minister.

Eller hvis han blev minister. For timerne gik. Da det blev sen aften, og det næsten var et døgn siden, at han havde ringet på hos Lars Løkke Rasmussen, var telefonen stadig tavs.

Langsomt meldte forsvarsmekanismen sig. Den samme, som havde fået Tommy Ahlers til at trække i land aftenen før i telefonsamtalen med vennen.

I fjernsynet spekulerede de velkendte politiske analytikere i, at Lars Løkke Rasmussen ville præsentere de nye folk i regeringen næste dag.

Sådan en ministerpost kunne vel ikke være noget, man bare lige ordnede så sent om aftenen. Så skulle den ikke snart ringe?

Forsvarsmekanismen arbejdede videre. Så sjovt var det nok i virkeligheden heller ikke at være minister. Det kunne egentlig også være lige meget.

Så ringede telefonen.

- Det er Lars Løkke Rasmussen. Jeg skal høre, om du vil indtræde i min regering som forsknings- og uddannelsesminister?

Det var ikke nogen lang samtale. Tommy Ahlers sagde ja. Lars Løkke Rasmussen gav et par formaninger om ikke at fortælle noget til nogen, før de mødtes næste dag. Desuden ville det nok være smart, hvis Tommy Ahlers meldte sig ind i Venstre inden midnat. Det kostede 300 kroner og kunne gøres på venstre.dk, fortalte Lars Løkke Rasmussen. Og Tommy Ahlers kunne betale med MobilePay. Så lagde statsministeren på.

Løvehulen

Med indbetalingen og den ny ministerbil havde Tommy Ahlers ikke alene sagt farvel til det private erhvervsliv – han havde også lukket døren til Løvens Hule.

Et program, der har betydet enormt meget for iværksættere og start-ups. Selvom det er tre sæsoner siden, at Tommy Ahlers var med, ser han hvert eneste afsnit.

- Løvens Hule var noget af det sjoveste og vigtigste, jeg har lavet. For hvis man skal ændre noget, skal det gøres til popkultur. På den måde har Løvens Hule betydet meget, selvom der stadig mangler meget, siger Tommy Ahlers i dag.

Det er derfor heller ikke enkelt for Tommy Ahlers at svare på det banale spørgsmål, om han havde mest magt som minister eller som iværksætteren, som – med Lars Løkke Rasmussens ord – det meste af Danmark syntes, var fantastisk.

Når tv-programmet og ministerposten sættes over for hinanden, er det tæt.

- Minister er heroppe, siger han og strækker sin venstre arm i vejret.

- Og her er Løvens Hule, siger han og holder den højre håndflade op mod undersiden af venstre hånd.

Formålet

Når Tommy Ahlers skal forklare, hvordan han overhovedet kunne finde på at gå ind i politik, er en væsentlig del af svaret, at han for alvor fik lejlighed til at komme tæt på en række ministre.

- Hvis man skal have lidt medløb til en middagssamtale, kan man altid lige svine politikerne lidt til. Sådan så jeg det også selv. Enten meler de deres egen kage, eller også kan de ikke så meget andet.

Det billede ændrede sig i foråret 2017.

Tommy Ahlers var på forretningsrejse i Tokyo, da der kom et opkald fra Danmark. Det var erhvervsministeren Brian Mikkelsen, der spurgte, om han ville hjælpe regeringen med sin erfaring som iværksætter.

Det lød sådan set spændende, og da Tommy Ahlers kom tilbage til Danmark, blev han formand for Brian Mikkelsens iværksætterpanel og kom med i statsminister Lars Løkke Rasmussens store satsning inden for teknologi i uddannelserne og på arbejdsmarkedet, Disruptionrådet.

Hvis man sætter en parentes om Tommy Ahlers engagement i Konservativ Ungdom i slutningen af 1990'erne, var det første gang, at han for alvor kom tæt på politik og ministrene.

Særligt møderne i Disruptionrådet fik ham til at indse, at hans syn på politikere ikke var dækkende eller retfærdigt.

Der skete noget, når ministrene Søren Pind, Troels Lund Poulsen, Merete Risager og Brian Mikkelsen mødtes med Claus Jensen fra Dansk Metal, formanden i det daværende LO Lizette Risgaard, administrerende direktør i A.P. Møller Mærsk Søren Skou og resten af medlemmerne i rådet.

- Jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg tænkte: "Hov, hold da kæft. De kan da noget". Det var bare fedt, når vi forholdt os til, hvordan robotter og automatiseringer kunne bruges i Danmarks fremtid.

- Når jeg havde set politik udefra, var det kortsigtede og konfliktfyldte debatter. Men her var diskussionen helt fri. Det rykkede noget, og når Søren Pind begyndte at synge, havde vi det sjovt.

Møderne skubbede til en rastløshed, der havde meldt sig i det små. Selvom historien om Tommy Ahlers som iværksætter og erhvervsmand er en succesfortælling, var det ikke længere tilstrækkeligt at bygge selskaber op fra ingenting.

- Det er sindssygt fedt. Og det giver mig stadig meget. Men jeg kunne også godt mærke det der nagende spørgsmål trænge sig på: Hvad er det store formål egentlig med at knokle med det her?

Svaret kunne han begynde at øjne i mødet med ministrene, ligesom en anden vigtig ting gik op for ham. Det kan lade sig gøre at flytte noget med kort aftræk i politik.

Efter den aften kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet mere i det her

Tommy Ahlers

Det havde længe været en drøm, at det skulle være nemmere og mere attraktivt at bruge medarbejderaktier i Danmark.

- Det fik vi ændret, ligesom vi fik en aktiesparekonto, så flere almindelige danskere kan investere. Jeg kunne se, at man godt kan ændre ting i politik på relativt kort tid.

Joken

Han sagde det ikke direkte. Men særligt over for Venstres Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen signalerede Tommy Ahlers, at han kunne tænke sig mere.

- Jeg huskede at fortælle dem, at jeg syntes, det var spændende og anderledes. Mere end jeg havde regnet med. Så de måtte endelig sige til, hvis der var noget andet.

Det lå i luften, at interessen var gensidig. Tommy Ahlers tænkte dog slet ikke politik. Mere noget i retning af en bestyrelsespost i SAS eller Ørsted eller noget i den stil.

- Men det kørte måske mere som en joke. Lidt ligesom man kan score gennem en joke ved at sige, 'Haha - det kan da også være, at vi bare skal være kærester'.

Flirten stod på gennem et stykke tid, indtil Tommy Ahlers sendte en besked til Lars Løkke Rasmussen, om ikke de skulle tale sammen efter et Disruptionmøde på Marienborg 22. marts 2018.

Efter det faglige møde mødtes de sent om aftenen i hovedhuset på Marienborg. De næste par timer var samtalen mere ideologisk. Tommy Ahlers bemærkede, at Lars Løkke fiskede efter, hvad hans tankegods egentlig var, og hvor han stod politisk.

- Efter den aften kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet mere i det her.

Pressen

Tommy Ahlers endte som politiker. Først i Uddannelses- og forskningsministeriet, siden i oppositionen som erhvervsordfører. I dag er han klimaordfører og medlem af ledelsen i Venstre.

Jeg kan godt være bange for at skubbe i den forkerte retning ved at sige nogle ting, så vi alligevel ikke lukker en aftale

Tommy Ahlers

Efter knap tre år i politik er han ikke for alvor løbet ind i problemer med medierne, som Sólrun Løkke Rasmussen havde advaret om i lejligheden den sidste aften i april 2018. Ikke for alvor, som han siger og banker under bordet.

Alligevel er pressen en af de største hager ved magten i toppolitik.

- Jeg er altid blevet klogere af en fri og løbende drøftelse. Hvor jeg kan sige tingene højt og høre responsen. Det kan jeg ikke i politik, fordi medierne er den blinde medspiller, som så bare ikke er blind eller døv.

Tommy Ahlers peger både på den personkonflikt, der var i partiet frem til den tidligere næstformand Inger Støjbergs exit fra partiet og de politiske forhandlinger om hele landets klimafremtid som eksempler på store og vigtige emner, der drøftes i offentligheden.

-Det kan vi jo meget bedre håndtere, hvis det ikke står i medierne hver dag. Jeg kan godt være bange for at skubbe i den forkerte retning ved at sige nogle ting, så vi alligevel ikke lukker en aftale eller forværrer nogle ledelsesudfordringer.

Et beslægtet problem ved magt og politik er nulsumsspillet. Der er kun 179 mandater i Folketinget at kæmpe om, og det sætter nogle klare begrænsninger.

- Man kan ikke både stemme på mig og en anden, og det giver nogle helt specielle betingelser i forhold til det private, hvor markedet i et eller andet omfang er utømmeligt.

Tommy Ahlers peger på, at selvom der naturligvis er konkurrence blandt iværksættere og deres virksomheder, har de ofte en klar interesse i et samarbejde.

- Der har vi en meget større interesse i at hjælpe hinanden. Det er fedt, når hele start-up-miljøet bliver større og kan tiltrække investorer. For den investor, der kommer til København, kan både investere i din og min virksomhed.

Men når grundbestemmelsen i politik er, at stemmen enten går til den ene eller anden, sætter det nogle klare spilleregler.

- Derfor skal vi nogle gange kunne sige, hvorfor vi er bedre end de andre, og det kan nogle gange gøres bedst ved også at tale lidt dårligt om dem.

- Jeg drømmer stadig om at tale mere om, hvad vi selv vil gøre og drømmen om det land, vi gerne vil bygge, i stedet for at nedgøre de andre.

Han drømmer også stadig om, at flere kommer ind i politik udefra som han selv.

- Men det kræver også, at vi får et erhvervsliv, en kulturverden og en medieverden, der er klar til at tage imod nogle, der ikke har været i politik.

Der er dog ingen, der behøver at stå med åbne arme uden for Christiansborg for Tommy Ahlers skyld. Ikke engang i Løvens Hule.

- Løvens Hule har været helt fantastisk som platform. Hvis nu ikke Løvens Hule fandtes, og jeg skulle vælge mellem at starte det op eller blive i politik, så var det et sværere valg.

- Men nu er Løvens Hule der, og jeg har nogle ting, jeg skal og vil her.

TV 2 har tidligere talt med fire politikere om, hvordan det er, når man bliver svigtet og underløbet af sine nærmeste, og mediernes spotlys bliver sat på vågeblus. Du kan læse om at miste magten her: