Regeringen går direkte imod trusselsvurdering fra PET - vores linje ligger fast, siger minister
Ifølge PET øges sikkerhedstrussel, jo længere tid danske børn er i fangelejre i Syrien. Men regeringen står fast på, at børnene ikke skal til Danmark.
Regeringen har med åbne øjne valgt at gå direkte imod en trusselsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) i sagen om danske børn, der sidder tilbageholdt med deres mødre i fangelejre i Syrien.
Det står klart efter et samråd med justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag.
- PET har lavet sin vurdering. Det er fair nok. Den stemmer bare ikke overens med regeringens politik, og vi er jo ikke tvunget til at indrette os efter, hvad en styrelse måtte mene, sagde Nick Hækkerup.
Ifølge tal fra Justitsministeriet sidder omkring 30 danske børn i fangelejre i Syrien, mens 12 voksne danske statsborgere sidder tilbageholdt i fangelejre eller fængsler i det nordøstlige Syrien. De og tusindvis af andre tilbageholdte personer fra Vesten er mistænkt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.
Trussel øges over tid i fangelejr
I den seneste rapport om terrortruslen mod Danmark vurderer PET's Center for Terroranalyse (CTA), at det er usandsynligt, at børnene i lejrene udgør en aktuel terrortrussel, da de fortsat er for små. Men risikoen for radikalisering forøges, jo længere tid de er i lejrene, står der i vurderingen.
"Det er CTA’s generelle vurdering, at større børn, der vender hjem fra konfliktzonen eller fra lejre, kan udgøre en terrortrussel på grund af indoktrinering eller anden påvirkning i konfliktzonen. Det er i den forbindelse også CTA’s vurdering, at risikoen for indoktrinering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien," står der i vurderingen fra Center for Terroranalyse.
Selv om sikkerhedstruslen mod Danmark kan forøges, jo længere tid børnene bliver i lejrene, står regeringen fast på, at hverken børnene eller deres forældre skal hentes hjem til Danmark.
- Regeringen har gentagne gange gjort det klart, at fremmedkrigere er uønskede i Danmark. De har vendt Danmark ryggen og aktivt besluttet at støtte Islamisk Stat. Børn af fremmedkrigere er i en situation, som deres forældre har skabt. Vurderingen fra 2020 ændrer ikke på regeringens politiske linje. Den linje ligger fast, sagde Nick Hækkerup.
- Er ministeren bedre end PET?
Regeringens støttepartier har længe argumenteret for, at børnene skal hentes hjem fra lejrene, og trusselsvurderingen fra PET er endnu et argument for det, mener de.
Under samrådet udtrykte Enhedslisten og Radikale Venstre bekymring over, at regeringen ikke følger trusselsvurderingen fra PET.
- Jeg er bekymret over, at regeringen bagatelliserer vurderingen fra PET. Mener ministeren, at regeringen er bedre til at vurdere sikkerhedsrisici, end PET er?, spurgte retsordfører Kristian Hegaard fra Radikale Venstre.
Ministeren erkendte, at det er en politisk beslutning at tilsidesætte sikkerhedsvurderingen fra PET.
- Nej, der er ingen tvivl om, at både Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste er langt mere kompetent til at lave trusselsvurderinger, end jeg er som justitsminister. Det ændrer bare ikke på, at når vi får en trusselsvurdering, er det op til regeringen at beslutte linjen, og der er vi jo ikke bundet af efterretningstjenesternes vurderinger, svarede Nick Hækkerup.
Minister afviser at have bremset PET
Trusselsvurderingen fra PET var længe undervejs, før den blev offentliggjort i marts 2020. Ekstra Bladet har beskrevet, at regeringen hemmeligholdt rapporten i et år, og regeringens støttepartier har rettet en hård kritik mod regeringen for at sidde længe på oplysninger, der var modsat regeringens politik.
Under samrådet afviste Nick Hækkerup, at regeringen har tilbageholdt trusselsvurderingen, eller at Justitsministeriet har forsøgt at påvirke Politiets Efterretningstjeneste i forbindelse med vurderingen.
- Jeg har selvsagt spurgt mit system, om Justitsministeriet havde bremset VTD'en (Vurdering af Terrortruslen mod Danmark) eller forsøgt at styre PET i nogen bestemt retning i forhold til faglige vurderinger, herunder i forhold til vurderingen af truslen fra børn af personer udrejst fra Danmark til konfliktzonen. Det er den helt klare melding, at det ikke er tilfældet, sagde Nick Hækkerup.
Han bekræftede, at ministeriet i marts 2019 fik et udkast til rapporten med vurderingen af terrortruslen mod Danmark, hvor vurderingen af børnene i lejrene også indgik. Ministeren forklarede, at offentliggørelsen af rapporten blev skubbet et år, fordi PET skulle foretage rettelser i den som følge af blandt andet flere terrorangreb i løbet af 2019.
Ministeren kunne dog ikke svare på, om afsnittet om de danske børn i fangelejre blev ændret i løbet af året frem mod, at den blev udgivet. Han henviste i stedet til, at han vil svare skriftligt på det til Folketinget, hvis det kan lade sig gøre uden at kompromittere PET.