Nu starter møderne om genåbning, men tidsplanen møder hård kritik

Statsministeren har indkaldt til møder med partilederne, men de fleste partier må vente længe for at komme med ved bordet. Det vækker kritik.

Mandag tager regeringen og Folketingets partier hul på drøftelser om den videre genåbning af Danmark.

Efter blå blok i sidste uge forlod forhandlingsbordet i utilfredshed, fordi de mente, at første etape af genåbningen var for lille, har statsminister Mette Frederiksen (S) nemlig indkaldt hver enkelt partileder til møder om næste etape.

Målet er en mere langsigtet plan for, hvordan Danmark skal genåbnes, og både vacciner og testplaner er på dagsordenen. Partilederne er indkaldt således:

  • Venstre: 1. marts
  • Dansk Folkeparti: 2. marts
  • SF: 3. marts
  • Radikale Venstre: 9. marts
  • Det Konservative Folkeparti: 10. marts
  • Nye Borgerlige: 10. marts
  • Enhedslisten: 10. marts
  • Liberal Alliance: 12. marts
  • Alternativet: 12. marts

Men at der skal gå næsten to uger, før statsministeren har drøftet genåbningen med alle partierne, vækker nu kritik.

"Voldsomt lang tid"

Den første i rækken af partiledere er Jakob Ellemann-Jensen (V). Han mener, at tempoet skal skrues gevaldigt op.

- Det er ikke en proces, der skal forceres, men at bruge 12 dage på at tale med partilederne i Danmark, det, mener jeg godt nok, er voldsomt lang tid, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.

Ifølge formanden har danskerne brug for at få et perspektiv på genåbningen - og gerne snarest:

- Hver enkelt dansker har brug for at få at vide, at det bliver deres tur på et tidspunkt, og at det nok skal gå, siger han.

Venstre-formanden går til dagens møde med partiets trinvise forslag til genåbning i hånden. Forslaget går ud på, at Danmark i udgangspunktet bør være fuldt ud genåbnet til maj, når alle danskere over 50 år efter planen bør være vaccineret.

- Der er brug for det i dansk økonomi, der er brug for det i resten af sundhedsvæsenet, og der er i den grad brug for det på uddannelserne, siger han.

- Vi kan ikke holde Danmark i et jerngreb

Hos Liberal Alliance er man først inviteret til møde hos statsministeren om 12 dage.

Ifølge folketingsmedlem i partiet Ole Birk Olesen er tidsplanen kritisk, fordi den kun vil rykke en yderligere genåbning af Danmark endnu længere.

- Hun tager partierne efter størrelse, og vi er et af de sidste partier. Det vil sige, at der ikke kommer til at ske noget de næste to uger – bortset fra at man holder møder, siger Ole Birk Olesen til Berlingske.

Også Søren Pape Poulsen (K) er kritisk over for statsministerens mødeindkaldelser og ikke synderligt positiv forud for drøftelserne.

- Der er rigtig mange ting, der skal regnes på, og det håber jeg sandt for dyden ikke, at hun venter med at regne på, før hun har talt med os alle sammen, siger han til TV 2.

Formanden efterspørger en plan for frisører og liberale erhverv samt efterskole- og højskoleelever, og de nuværende lempelser er langsommelige og overforsigtige, mener han.

- Vi kan jo ikke holde Danmark i sådan et jerngreb, som vi gør i øjeblikket.

Statsministeren har indkaldt til møder med partilederne, men de fleste partier må vente længe for at komme med ved bordet. Det vækker kritik.

Har hele tiden været planen

Ved et kort pressemøde i Helsingør mandag formiddag afviser Mette Frederiksen dog, at der er tale om urimeligt lange ventetider for de resterende partier.

Hun peger i stedet på, at det hele tiden har været planen, at de nuværende restriktioner kan lempes yderligere fra 15. marts - hvis smittetallet tillader det.

- Vi vil gerne have lavet en langsigtet genåbning af hele Danmark sammen med alle folketingets partier, og de drøftelser går vi i gang med allerede i dag, siger Mette Frederiksen.

Drøftelserne må ikke forveksles med forhandlinger, men skal - som statsministeren pointerer - udelukkende ses som forslag til, hvordan en langsigtet genåbningsplan kunne se ud. I sidste ende er det regeringen, der træffer beslutningen om, hvornår og hvordan det danske samfund skal genåbnes.

Første møde begynder mandag klokken 15.