Politik

Danskere over 50 bliver omdrejningspunktet for genåbningen, siger Ellemann

Der er tilsyneladende nu enighed mellem regeringen og Venstre om at prioritere danskere over 50 år i vaccinationsplanen.

Når genåbningen når til sin næste fase, bliver danskere over 50 år formentlig omdrejningspunktet.

Sådan lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen (V) efter et møde med statsminister Mette Frederiksen (S) om en langsigtet genåbningsplan for Danmark.

Det er mit indtryk, at vi deler opfattelsen af, at 50+ årige er omdrejningspunktet

Jakob Ellemann-Jensen, formand i Venstre

Venstre-formanden har længe givet udtryk for, at samfundet bør genåbne helt, når alle danskere over 50 år, som ønsker det, er blevet vaccineret mod covid-19. Det forventer han, at de vil være, når vi når frem til maj.

Og nu lyder det altså til, at statsministeren på mandagens genåbningsmøde på sin vis er enig.

- Det er mit indtryk, at vi deler opfattelsen af, at 50+ årige er omdrejningspunktet for de muligheder, som vi alle sammen uanset politisk ståsted ser for en genåbning, lyder det fra Ellemann-Jensen efter mødet.

Varsler ændringer i planen

Ved et besøg i Helsingør tidligere mandag meddelte Mette Frederiksen da også, at den nuværende vaccinationsplan måske bør justeres en smule.

- Vaccinationsplanen hedder på et tidspunkt 65 år. Der kan jeg i dag godt sige, at 65 er sat for højt, når vi kigger på, hvem der er i risiko for indlæggelse og mere alvorlig sygdom. Der skal vi ned under 65. Givet til 50, lød det.

Statsministeren lovede dog en nærmere udmelding fra sundhedsmyndighederne omkring fordelingen på et senere tidspunkt, men den specificering lader vente på sig.

Mødeindkaldelser får kritik

Mette Frederiksen har indkaldt hver enkelt partileder til møder om næste etape af genåbningen, efter at blå blok i sidste uge forlod forhandlingsbordet i utilfredshed, fordi de mente, at første etape af genåbningen var for lille.

Møderne begyndte mandag med Venstres formand, og tirsdag gælder det Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Planen for mødeindkaldelser møder dog skarp kritik for at være for langsommelige, da de strækker sig over de første 12 dage af marts.

- Det er ikke en proces, der skal forceres, men at bruge 12 dage på at tale med partilederne i Danmark, det, mener jeg godt nok, er voldsomt lang tid, lød kritikken for eksempel tidligere på dagen mandag fra Jakob Ellemann-Jensen.

Drøftelserne af genåbningen skal dog udelukkende ses som forslag til, hvordan en langsigtet genåbningsplan kunne se ud.