Coronavirus

Mette Frederiksen har blikket rettet mod midten af maj

Statsminister Mette Frederiksen gav fredag danskerne et konkret tidspunkt at se frem mod, når det kommer til en yderligere genåbning af samfundet.

Rundt om i de danske regioner er en massevaccination af de danske borgere netop nu i fuld gang.

Op mod 35.000 borgere skal vaccineres i løbet af fredag for at "trykteste" den danske vaccinationsindsats.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var fredag morgen på besøg i Øksnehallen i København.

Her indviede hun den fremmødte presse i, at hun ser midten af maj måned som et kommende springende punkt i bekæmpelsen af covid-19 i Danmark.

- Vi håber på, at i takt med vi får vaccineret flere og flere og samtidigt får foråret med os, så kan vi kan stå i en situation, som er meget mere gunstig, end den vi står i nu.

- Jeg tør ikke sætte tal på, hvor mange der skal være vaccineret, før det har en klar effekt for genåbningen. Men der vil være et "tipping point", siger Mette Frederiksen.

Dagen forløbet gnidningsfrit, siger vaccinationsleder

Fredag ved middagstid var der en otte minutters kø til at blive vaccineret mod coronavirus i Øksnehallen i København.

Hallen på Vesterbro danner rammen om en slags vaccinegeneralprøve, hvor man opskalerer vaccinationsprocessen for at se, hvor flaskehalsene er. Noget, du kan læse mere om her.

Siden klokken 07.00 i morges er der blevet vaccineret 23 personer med vaccinen fra Pfizer/BioNTech hver tiende minut. Og fra klokken 09.00 blev det tal øget, da 40 personer per tiende minut fik et stik med vaccinen fra AstraZeneca.

Det er også første gang, at man anvender flere vacciner på samme dag i vaccinationscentret, fortæller Hanne Dorthe Sørensen, der er fungerende leder af Region Hovedstadens vaccinationscentre.

- Man kan sige, at vi er rykker en tur ud i fremtiden og ser, hvordan vi vil vaccinere en fredag i uge 12 eller i uge 13. Og indtil videre er dagen forløbet gnidningsfrit, siger hun.

I alt skal 5000 borgere fra Region Hovedstaden vaccineres i løbet af dagen, og dagens sidste tider er booket til klokken 21.30. Der er tale om folk fra målgruppe 2, 3, 4 og 5.