- Jeg ville have magten, og nu fik jeg muligheden
Sofie Carsten Nielsen blev de radikales formand for partiets og sin egen skyld – selv om hun allerede var på vej ud af politik
Hun havde forberedt sig grundigt. Øvet sig igen og igen både på kontoret på de radikales gang på Christiansborg og i lokalet, hvor mødet skulle finde sted dagen efter.
Hun kendte sådan set lokalet i K22 rigtig godt. Gennem årene havde hun siddet til flere møder i lokalet med de gamle mødeborde i plastik af dårlig kvalitet og simple stole uden polstring.
Men hun havde brug for at være i det rum, hvor hun dagen efter skulle holde det vigtigste møde for partiet i sin næsten ti år lange karriere på Christiansborg. Finde en tryghed i lokalet, så hun havde et rygstød, når mødet gik i gang.
Det ville blive knald eller fald.
Af samme grund havde hun gjort noget, hun ellers næsten aldrig gør. Hun havde skrevet et manuskript for, hvordan mødet skulle gribes an. Især indledningen på mødet var vigtig. Der skulle være en helt tydelig retning oven på de mest forfærdelige dage, der var gået forud. De helt uden sammenligning mest forfærdelige dage.
Angreb på angreb
Efterårsferien havde været én lang række af udfald og angreb mod Morten Østergaard, partiet og Sofie Carsten Nielsen.
Dele af det radikale bagland havde reageret voldsomt på måden, Sofie Carsten Nielsen overtog magten den 7. oktober i Den Sorte Diamant.
Æresmedlemmer af partiet, borgmestre, lokalformænd, tidligere landsformænd, byrådsmedlemmer og ellers partiloyale chefredaktører sprang nærmest køen over for at komme først med kritikken af, at det var et uovervejet skifte, at det var pinligt at se på, og personer blev sat over partiet.
Den tidligere leder Marianne Jelved blev ligefrem præsenteret som alternativ til Sofie Carsten Nielsen, mens radikale meldte sig ud i hundredvis.
Mest voldsomt – eller farverigt – var nok udfaldet fra partiets sekretariatschef i perioden 1997-2003, Anders Kloppenborg.
- Besindelse og omtanke blev skubbet helt til side af en feministisk, inkvisitorisk heksejagt forestået af en gruppe ikke-tilgivende, nådesløse furier og amazoner, som virker, som om de ikke helmer, før det ultimative matriarkat er indført på værste fundamentalistiske vis, lød den bredside, han sendte afsted i Skive Folkeblad sammen med sin udmeldelse af partiet.
Sms fra en stressramt
Oven i det leverede folketingsmedlemmet Ida Auken, der på det tidspunkt stadig var sygemeldt med stress, et millimeterpræcist angreb mod Sofie Carsten Nielsen.
- Jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham i stedet for at tage det nødvendige opgør, skrev Ida Auken 14. oktober på Facebook.
Ida Auken fortsatte med beskeden om, at hun tilbage i sommeren 2017 havde fortalt Sofie Carsten Nielsen om en episode fra Folkemødet på Bornholm, hvor Morten Østergaard havde befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og forsøgt at få hende med i seng.
Dermed underminerede hun Sofie Carsten Nielsens forklaring om, at hun ikke havde kendt til de alvorlige problemer, hun som del af ledelsen eller burde have grebet ind over for.
- At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet, svarede Sofie Carsten Nielsen på sin facebookside.
Kulminationen i efterårsferien kunne man læse i B.T. 15. oktober, hvor det af en sms fra Sofie Carsten Nielsen til Ida Auken fremgik, at ”vi har talt om mange gange, at Morten var klam, at han har taget dig på røven fx,” stod der i den private besked.
Dét var grundlaget for mødet i lokalet i den høje stue i Kompagnistræde 22, hvor Radikale Venstre Hovedstaden holder til i indre København.
Alligevel er det billederne foran Den Sorte Diamant, der står som de mest ikoniske for tronskiftet i Radikale Venstre. Da Morten Østergaard trådte frem og fortalte, at det var hans hånd på låret og at han trak sig som leder af partiet.
Helt ude på det yderste
Men for Sofie Carsten Nielsen var mødet i K22 mere afgørende for partiet.
- Det var helt afsindigt vigtigt for mig som person i det her parti. Radikale Venstre stod helt ude på det yderste og spurgte, om der overhovedet fandtes en radikal folketingsgruppe efter det her, siger hun til TV 2.
Hun fortæller om, hvordan hun oplevede de voldsomme oktoberdage, da partiet nedsmeltede, og hun steg til vejrs i partiet. Om på få øjeblikke at gå fra at være på vej helt ud af politik til at blive leder af sit parti.
- Fornemmelse var, at enten finder de ud af det nu, eller også risikerer vi, at Radikale Venstre ikke findes i Folketinget.
Da dørene var lukket, og mødet begyndte, genkaldte Sofie Carsten Nielsen sig manuskriptet, hvor hun især havde fokus på indledningen af mødet. Der skulle være en helt tydelig retning, og det var hende de havde valgt, så de skulle acceptere, at det var hende, der satte retningen.
Tre banale principper
Så tog hun en tusch og skrev det første af tre principper på flipoveren bag sig. Det var også en ting, hun ikke plejede at gøre – at bruge rekvisitter.
Præcis hvilke tre principper, hun i løbet af mødet skrev, er fortroligt. Men de rammede spillereglerne ind for, at man skal behandle hinanden ordentligt og netop være fortrolig. De var så banale, at det i de fleste andre situationer ville kunne virke komisk.
Men oven på de foregående dage var de absolut nødvendige. Sofie Carsten Nielsen havde brug for at være ekstremt tydelig, inden hun udpegede hver enkelte folketingspolitiker og spurgte, om de kunne nikke til at være med om bord på de betingelser.
Det kunne de.
- De havde heller ikke så mange valg. Men det var også meningen, siger Sofie Carsten Nielsen.
Mødet forløb, som hun kunne have håbet. Det var en absolut kalkuleret mulighed, at en eller flere af gruppemedlemmerne var sprunget i luften og gået deres vej. Det skete ikke. Først nogle måneder senere, da Jens Rohde og Ida Auken forlod partiet.
Måtte ikke gå i vrede
Radikale Venstre havde stadig en folketingsgruppe.
- Det vigtigste var, at jeg fik skabt et rum, hvor folk kunne sige, det de ville uden at gå i vrede. Jeg havde ikke selv frygtet at det hele ville falde fra hinanden. Men det var da et muligt scenarium.
Optakten til mødet i K22 stod i skarp kontrast til det seks timer lange møde i Den Sorte Diamant elleve dage tidligere.
Da hun forlod et sekretariatsmøde på Christiansborg for at gå de få hundrede meter hen til partiets gruppemøde i Den Sorte Diamant, vidste hun naturligvis godt, at der ventede nogle vigtige samtaler på mødet. Folketingsgruppen skulle håndtere #metoo og sagen om Lotte Rod, der havde fortalt, at hun tidligere havde følt sig forulempet af en mand fra partiets rækker.
Det var også derfor, at gruppemødet var lagt uden for Christiansborg, så man kunne slippe for pressen og i stedet have nogle fortrolige drøftelser.
Men dagen var begyndt for Sofie Carsten Nielsen som så mange andre dage med at få lidt morgenmad og derefter cykle til Christiansborg, og Sofie Carsten Nielsen fornemmede ikke, at noget var under opsejling, da hun gik den korte vej sammen med Morten Østergaard og en lille håndfuld andre gruppemedlemmer.
Lækker kyllingesalat
Der var ingen journalister at se, da hun trådte ind i svingdøren til Den Sorte Diamant. Men det var nu ikke noget hun tænkte over.
Det første der i virkeligheden gjorde indtryk, var synet af frokosten, der ventede uden for mødelokalet.
Partiet havde holdt et gruppemøde i Den Sorte Diamant knap et par uger tidligere, hvor maden havde været den samme. En lækker kyllingesalat til hver, der var portionsanrettet i plastikbøtter med film over. Sofie Carsten huskede, at det havde været en god salat. Klart et niveau over, hvad de køber til frokost på Christiansborg.
Da Morten Østergaard tog ordet, bemærkede Sofie Carsten Nielsen ikke, at der nogle steder i rummet var en elektricitet, fordi nogle af deltagerne var klar over, hvad der var undervejs. Sådan forholdt det sig den næste times tid.
Men så begyndte spørgsmålene til Morten Østergaard at blive mere konkrete. Hvem var det, der havde taget Lotte Rod på låret? Og var han inhabil i sagen?
Der ændrede stemningen sig. Nu var det mere alvorligt og ubehageligt. For nu drejede det sig om Morten Østergaard personligt og ledelsens habilitet.
I nogle minutter sad Sofie Carsten Nielsen og tænkte, at nu var Morten Østergaard nødt til at svare med sandheden. Når han bliver spurgt så direkte, skal han fortælle, at det ham, Lotte Rod har talt om.
Men det gjorde han ikke. I stedet må Lotte Rod gøre det.
Da Morten Østergaard efterfølgende afbrød mødet for at ringe til sin familie, var det åbenlyst, at han var færdig som formand.
Hun kunne heller ikke selv fortsætte som næstformand i ledelsen. Den beslutning havde Sofie Carsten Nielsen truffet, da Morten Østergaard forlod lokalet.
Hun skulle have bedt Morten Østergaard om at gå, da hun så, hvor bizart det udviklede sig, fordi Morten Østergaard havde omtalt sig selv i en anonym tredjeperson, fordi det var ham selv, han havde haft en alvorlig samtale med om forløbet med Lotte Rod.
Den sandhed havde Sofie Carsten Nielsen kendt hele vejen.
På vej ud af politik
Så fortalte hun gruppefællerne noget, de hørte for første gang. Sofie Carsten Nielsen havde igennem et stykke tid overvejet at stoppe i politik.
Hun havde ingen ambitioner om at vippe Morten Østergaard af pinden. Men hun havde siddet som to’er i seks år, og det var længe. Hun skulle noget andet. Det var ikke fordi, hun allerede havde sendt jobansøgningerne, men hun havde sonderet terrænet for, hvad man kan lave uden for den politiske verden.
- Det gjorde på sin vis mødet og beslutningen om selv at træde tilbage nemmere. Det ville jo by far være den letteste løsning, siger hun.
Hun nåede næsten at føle lettelsen ved tanken om at stoppe og komme hjem uden at skulle tænke på bøvl og ballade.
Men da det seks timer lange gruppemøde var slut, var der ingen lettelse hos Sofie Carsten Nielsen.
En radikal politiker var ved en fejl gået til gruppeværelset på Christiansborg og havde først der fundet ud af, at det foregik i Den Sorte Diamant. Det havde nogle journalister set og var fulgt med.
Siden var mange flere stimlet til, og nu stod Morten Østergaard foran hele pressekorpset.
Nogle af partikollegerne i mødelokalet fulgte TV 2 News på mobilen, men Sofie Carsten Nielsen så ikke med. Hun forlod i stedet lokalet og gik ind ved siden af. Hun havde brug for at tage luft ind. Fokusere.
Når det blev hendes tur til at møde journalisterne, ville Morten Østergaard have præsenteret hende som sin afløser. Nu havde hun brug for at samle tankerne.
Pressechefen kom ind. Han fortalte, hvad han troede journalisterne vil spørge om, og spurgte Sofie Carsten Nielsen til, hvad hun ville svare. Det var mest af alt en mental øvelse. Pressechefen spurgte også, om hun troede, hun ville blive ked af det, når hun stod foran journalisterne.
- Det virkede som om, at det var noget, folk omkring mig var bekymrede for. Men hvis jeg græd, så græd jeg. Mødet har været følelsesmæssigt, så hvis det skete, var det bare sådan det var, fortæller Sofie Carsten Nielsen.
Hun fandt et spejl på toilettet og gjorde sig klar. Da hun kom ud igen, var hun godt klar over, at hun ikke lignede en, der lige var trådt ud fra et makeup-studie. Men hun var parat til at gå ud som den nye leder af partiet.
Kan ikke lade magten være
I dag har Sofie Carsten Nielsen svært ved præcist at sige, hvad det var, der gjorde, at hun ikke trak sig fra ledelsen og fra politik. Hun havde en pragmatisk følelse af, at enten tog hun over, eller også skulle hun helt væk.
- Det var lidt det samme, da jeg blev politiker. Det kan jeg heller ikke helt forklare, hvorfor jeg ville. Jeg kunne bare ikke lade være med at forsøge, siger hun.
- Selvfølgelig var det fordi, jeg ville have magten. Det vil jeg, og nu havde jeg muligheden for at tage den. Den øverste magt er god, og jeg gør det jo for min egen skyld, fordi jeg ikke kan lade være.
Hun fortæller, at blandt andre Zenia Stampe og Kathrine Robsøe i folketingsgruppen havde reageret ganske kraftigt, da hun på mødet i Den Sorte Diamant havde fortalt, at hun ville trække sig fra ledelsen og om sine tanker om helt at forlade politik.
Pligten, magten og krisen
- De sagde, at det kunne jeg helt ærligt ikke gøre. Der var et ønske om, at jeg skulle blive. Derfor havde jeg også følelsen af, at det her kunne jeg godt tage ansvar for. Derfor fik jeg en pligtfølelse.
- Pligten kan ikke adskilles fra magten, for magten er også at ville tage ansvaret. Partiet var i krise og skulle mærke, at der var nogen, der tog det på sig.
Det var også grunden til, at Sofie Carsten Nielsen ikke gav op på rekordtid, da angrebene blev sat ind fra og mod Ida Auken, og dele fra store dele af baglandet.
Tanken om at trække sig som partileder meldte sig igen og igen i løbet af efterårsferien. Hver eneste dag.
Når hun var hjemme, var hun ked af det. Når hun var på Christiansborg, måtte hun først sende den ene nedslidte medarbejder hjem, så den anden. De der var tilbage, arbejdede hele tiden med scenarier for, hvad der ville ske næste dag. Hvor vildt det kunne blive, og hvad kunne de påstå næste gang.
- De er Ida (Auken, red.), svarer Sofie Carsten Nielsen omgående, da hun bliver spurgt, hvem ”de” er.
Præcis, hvem det mere var, stod ikke helt klart. Ud over at Jens Rohde støttede Ida Auken.
- Jeg spekulerede også over, om Martin (Lidegaard, red.) var en del af det.
Overbevist om at Auken ville vælte hende
- Var det en fraktion? Kom der en magtkamp, hvor de vil vælte mig? Det var jeg da overbevist om, at hun ville. Man er nødt til at lave de her allianceteorier. De kan virke overdrevne, men vi anede ikke, hvad der kom den næste dag.
Både hovedbestyrelsen, forretningsudvalget og landsforbundet fik de dage den klare besked, at hvis de ønskede, hun skulle gå, så gik Sofie Carsten Nielsen. Men det var ikke et ønske. Derudover følte hun også et personligt ansvar for at blive.
Og at overlade magten til Martin Lidegaard, der havde udfordret hende og tabt afstemningen i Den Sorte Diamant, var slet ikke en mulighed, selv om det var åbenlyst for enhver i og uden for partiet, at han ønskede den.
- Nej. Jeg havde lige taget magten og ansvaret på mig. Gruppen havde peget på mig og givet mig opbakning. Så det ville skabe for meget uro at skride efter så kort tid. Så ville jeg helt sikkert sende partiet ned ad slisken.
Udfordreren skal tæt til kroppen
For godt et par uger siden, kom Martin Lidegaard alligevel helt ind i varmen og fik sin del af magten. Den 11. februar fik han Sofie Carsten Nielsens gamle plads som næstformand.
Sofie Carsten Nielsen ved godt, at en vigtig del af magt i politik handler om at holde fjender og udfordrere tæt på sig.
- Der er helt sikkert et ledelsesmæssigt rationale i at holde ham tæt. Det var derfor jeg rakte ud til ham fra begyndelsen. Vi har simpelthen ikke råd til at folk med kompetencer og erfaring som Martins går til spilde.
- Han har været udfordreren, og det er klogere end, at han sidder dér, siger Sofie Carsten Nielsen og holder armen strakt ud fra kroppen.
Hun understreger, at Martin Lidegaard ikke er en fjende og aldrig har været det. De er begge radikale og har langt hen ad vejen samme mission. Desuden var hun bekymret for, at folketingsgruppen kunne blive endnu mindre, efter Jens Rohdes og Ida Aukens farvel.
- Jeg var forberedt på, at det kunne være, at Martin heller ikke ville være tilbage. Og hvad det ville medføre af manglende gejst i Radikale Venstre. Og det er jeg da stadigvæk. Vi er stadig i opbrud.
Forventer problemer i Radiale Venstre
Om ganske få dage kan Sofie Carsten Nielsen og resten af den radikale gruppe læse, hvad Kvinfo er nået frem til om seximen, krænkelserne og forkerte strukturer i partiet.
Sofie Carsten Nielsen var i oktober med til at bede videnscenteret for køn, ligestilling og etnicitet om at undersøge partiet.
Forventningen er, at rapporten lander inden for ganske få dage. Optakten begyndte dog allerede i torsdags, da Morten Østergaard meddelte, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.
Et valg Sofie Carsten Nielsen har fuld forståelse for, ligesom hun glæder sig over, at han har taget ansvaret. Det ændrer dog ikke ved, at hun forventer, at rapporten vil vise, at der er meget at tage fat på.
- Jeg forventer, at der er problemer i Radikale Venstre. I hele organisationen. Hvis det er i folketingsgruppen, får jeg konkret besked, hvis det er noget, jeg skal reagere på.
Sofie Carsten Nielsen siger, at hun ikke kender til detaljerne eller konklusionerne i rapporten. Heller ikke om det alene handler om sexisme. Det kan derfor være festkulturen, mødekulturen eller opstillingerne.
- Måske trusler eller magtstrukturer, der er uhensigtsmæssige. Der kan være nogle, der føler, at de ikke kan komme til.
- Men selvfølgelig også sexisme, sexchikane eller endnu værre, decideret grænseoverskridende adfærd eller kriminelle forhold. Når man ser på, hvad der er afdækket i medieverdenen, er der også en risiko for, at det har fundet sted i Radikale Venstre.
Men selv om hun allerede én gang har været ved at forlade politik og hun efter få dage som formand tilbød at gå igen, bliver det næppe rapporten, der sætter en stopper for hendes øverste magt i partiet.
- Jeg tror ikke, det bliver specielt behageligt, men jeg tror heller ikke, at det bliver det, der får mig til at smide håndklædet i ringen. Det håber jeg ikke.