Politik

Dansk Folkeparti og Inger Støjberg rykker fysisk sammen

DF og Inger Støjberg kommer til at dele sekretær efter den tidligere ministers brud med Venstre.

Efter at folketingsmedlem Inger Støjberg meldte sig ud af Venstre og blev løsgænger, har hun skullet finde nyt kontor på Christiansborg.

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister og tidligere næstformand i Venstre kommer til at sidde fysisk sammen med Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, siger om sekretariatsaftale med Inger Støjberg:

- Inger Støjberg er særdeles velkommen i DF. Hun kæmper en til en for det samme som Dansk Folkeparti, og derfor er det oplagt, at vi rykker tættere sammen, siger han til TV 2.

Helt konkret har de to parter indgået en aftale om at dele en sekretær, der tidligere udelukkende har arbejdet for Dansk Folkeparti.

- Vi i Dansk Folkeparti ser gerne, at Inger Støjberg skifter status fra løsgænger til folketingsmedlem i DF, men det er en beslutning, der ligger 100 procent hos hende, siger han.

Siden Inger Støjberg forlod Venstre, har Dansk Folkeparti bejlet voldsomt til den tidligere minister.

Kristian Thulesen Dahl har samtidig fuld forståelse for, at Inger Støjberg har brug for tid til at finde ud af, hvad der skal ske for fremtiden, men han er glad for, at partiet kan være med til at hjælpe med de praktiske udfordringer, der foreligger.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg, men hun vil ikke kommentere sagen på nuværende tidspunkt.