I Norge er skolerne åbne, men hvad med Danmark? Flertal udenom regeringen kræver svar
Både regeringens støttepartier og oppositionen kræver, at regeringen kigger på en model, som ligner den norske.
Størstedelen af Norden oplever i øjeblikket en markant større genåbning for børn og unge end i Danmark.
I både Finland, Sverige og Norge er skolerne som udgangspunkt åbne for alle elever. Og især den norske model skeler et flertal udenom regeringen lige nu til.
Både regeringens støttepartier og oppositionen kræver, at regeringen i samarbejde med sundhedsmyndighederne kigger på en model, som i store dele ligner den norske.
- Det er muligt, at man skal lave en dansk variant. Men jeg tænker, at når man kan finde ud af det i Norge, så kan vi nok også finde ud af det i Danmark, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til TV 2.
Han fortæller, at Venstre længe har bedt regeringen undersøge mulighederne for at få 5- 8. klasse i grundskolerne tilbage i klasselokalerne, så det ikke kun er de mindste elever og afgangseleverne, der må møde fysisk op.
- Men det har man ikke ønsket at undersøge fra regeringens side. Nu skal vi til at have drøftelsen om en åbning på længere sigt, så nu håber jeg, at de vil tage vores børns trivsel og indlæring alvorligt og i det mindste undersøge det.
Samme melding kommer fra SF:
- Under den nuværende genåbning bliver elever testet mere og har forskudt undervisning, så vi er allerede på rette vej. Men i Norge er man gået skridtet videre, og det ønsker vi også, at regeringen og sundhedsmyndighederne i Danmark gør, siger gruppeformand i SF Jacob Mark til TV 2.
Han efterlyser mere "kreativ tænkning" under de kommende forhandlinger om en langsigtet genåbningsplan.
Norge har indført trafiklysordning på skolerne
Vores norske naboer har indført en såkaldt trafiklysmodel, som holder nøje øje med smitteudviklingen.
Elever på skoler med "grønt lys" må møde op på almindelig vis, men skal blive hjemme, hvis de oplever symptomer på corona.
Er lyset "gult", skal eleverne holde sig til deres egne klasser.
"Rødt lys" betyder, at klasserne deles op i mindre grupper, hvor lærerne også kan overveje at lade dem møde på forskudte tidspunkter.
I Enhedslisten forestiller coronaordfører Peder Hvelplund sig ikke, at Danmark kan indføre præcis samme model. Men man kan undervise i mindre hold, og man kan holde eleverne adskilt, siger han.
- Det kræver, at vi investerer i flere personaleressourcer, og at vi indfører en højere rengøringsstandard på skolerne. Men hvis det kan sikre, at eleverne kommer hurtigere tilbage, så synes jeg, at vi skal indføre det, siger Peder Hvelplund.
8. februar fik elever fra 0.- 4. klasse igen lov til at møde fysisk op i skole. Onsdag meddelte regeringen så, at Vestjylland, Nordjylland og Bornholm kan sende flere børn og unge tilbage på uddannelserne 1. marts. I Vest- og Nordjylland gælder det alle afgangselever i grundskolerne samt på ungdoms- og voksenuddannelser. Herudover efterskoler. På Bornholm, som i øjeblikket ikke har nogen coronasmittede, åbner alle grundskoler og efterskoler, mens også alle øvrige uddannelser åbner.
I den forbindelse udtalte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at flere elever i grundskolen muligvis kan komme tilbage i klasselokalerne 15. marts. Regeringen vil dog først se effekten af den nuværende genåbning, før de tager næste skridt,
Regeringen vil vente på svar fra sundhedsmyndighederne
I et skriftligt svar til TV 2 udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke da også, at regeringen for nuværende ikke har planer om at efterligne Norge.
- Regeringen har fuld forståelse for, at mange børn og forældre længes efter, at skolerne genåbner for alle elever. Og det kommer til at ske, når sundhedsmyndighederne og de eksperter, der rådgiver regeringen, siger, at det er forsvarligt, lyder det fra sundhedsministeren.
Det er til trods for, at flere studier allerede peger i retning af, at skoleelever kun i et meget begrænset omfang bringer coronasmitten videre.
Et nyt studie fra det norske Folkehelseinstituttet har undersøgt smitten blandt elever i grundskolen. Her er konklusionen, at blot to ud af 234 elever, der alle havde kontakt til smittede børn, endte med selv at blive smittet.
Studiet er dog lavet før, den britiske coronavariant B117 for alvor nåede de norske grænser. Den seneste tid har Oslo og omegn været ramt af udbrud af den engelske coronavariant, som har ført til, at alle butikker og centre er lukket ned. Kun fødevarebutikker, apoteker og benzinstationer må holde åbent.
Norge ramt af smitteudbrud med engelsk variant
Og det er en udvikling, der selvfølgelig skal tages højde for, lyder det fra Dansk Folkeparti.
Men formand Kristian Thulesen-Dahl mener ikke, at det er til hinder for, at Danmark fortsat kan lade sig inspirere af trafiklysmodellen.
- Det er lige præcis derfor, at vi i Dansk Folkeparti forestiller os, at vi overfører modellen til Danmark, men samtidig supplerer den med, at alle elever ikke er på skolen samtidig.
- Så hvis man nu sørger for, at nogle af eleverne er der mandag og onsdag, og andre er der tirsdag og torsdag, så vil man have sikkerhed for, at hvis der opstår smitte på skolen, vil det ikke automatisk blive overført til resten af skolen, siger Kristian Thulesen-Dahl.
Også Finlands regering oplyser torsdag på et pressemøde, at landet vil blive ramt af en delvis nedlukning i marts for at forhindre, at smitten med covid-19 breder sig. Baggrunden er blandt andet frygten for den britiske variant, skriver Hufvudstadsbladet.