Regeringen sætter to genåbningsdatoer i spil for elever og studerende
Regeringen vil se, hvordan smitten udvikler sig efter de første genåbninger, inden der bliver åbnet yderligere for afgangselever.
Afgangselever i grundskolen, på gymnasiale uddannelser, voksenuddannelser, erhvervsuddannelser og efterskolerne kan komme i skole igen i Vest- og Nordjylland.
På Bornholm åbner alle klassetrin i grundskolen fra mandag, det samme gælder for efterskoler, videregående uddannelser, højskoler og andre voksenuddannelser.
Og så er der to datoer, som elever i de øvrige regionale områder bør holde øje med.
Sådan lød det i dag, da regeringen i skikkelse af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) holdt doorstep om genåbningen, efter at regeringen var nået til enighed med støttepartierne SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.
Mulighed for flere åbninger 15. marts
Fra 15. marts kan de øvrige regioner i Danmark åbne, hvis smittetallene fortsat er lave, oplyser Pernille Rosenkrantz-Theil.
- Det kan gælde for de afgangselever og efterskoler, som ikke må åbne i denne omgang, siger ministeren.
Betingelsen for de regionale genåbninger er dog, at testning bliver et krav på ungdomsuddannelserne. Der medfølger desuden en kraftig anbefaling om, at grundskoleelever over 12 år lader sig teste to gange om ugen.
En eventuel genåbning for de sidste landsdele forventes at ske efter påskeferien 6. april, hvis smitteudviklingen er tilfredsstillende.
Smitte kan stige på ryggen af de første genåbninger
Børne- og undervisningsminister understreger, at der er åbnet for, at fire elever ad gangen kan mødes med deres lærer og med afstand.
- Det er også stadig muligt at være på skolen og modtage undervisning, hvis der er alvorlige problemer. Det bliver stadig brugt for lidt, siger ministeren, som appellerer til, at både skolen og forældrene bruger de muligheder, der er.
Logikken bag de to ryk 15. marts og 6. april er at se, hvordan situationen udvikler sig.
- For smitten kan jo stige på ryggen af de første genåbninger. Men der er lagt en plan for afgangseleverne over hele landet, som, vi selvfølgelig håber, holder vand, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.