Coronavirus

Politikerne skændes så det brager om genåbningen - nu er det store spørgsmål, hvordan danskerne reagerer

Spørgsmålet er, om det får betydning for danskernes villighed til at følge anbefalingerne.

Den politiske situation, som udspiller sig nu, er den hårdeste, vi overhovedet har set i hele coronasituationen, bortset fra minkforløbet.

Det vurderer TV 2s politiske analytiker Hans Redder onsdag morgen, efter at blå blok tirsdag aften forlod forhandlingerne om en aftale om en gradvis genåbning af landet.

- Dermed bliver spørgsmålet om genåbningen fra nu af og frem en politisk kamplads, hvor der ikke er tale om borgfred, eller at politikerne står sammen om at lave brede aftaler for en genåbning, siger han og henviser til, at Folketingets partier sidste sommer stod sammen om en genåbning efter den første bølge med coronavirus.

Spændt på hvordan danskerne reagerer

Hans Redder er især spændt på, hvordan danskerne reagerer på den genåbning, som ventes at blive præsenteret i dag.

Flere undersøgelser har vist, at vælgernes tillid til coronahåndteringen er faldende i øjeblikket. Blandt andet har en Megafonmåling foretaget for TV 2 vist, at hver tredje dansker mener, at regeringen tilbageholder corona-information.

- Spørgsmålet er, om tendensen ikke bare tager til, når man nu oplever, at politikerne på Christiansborg skændes så det brager om, hvordan Danmark skal genåbne, siger Hans Redder.

Substansmæssigt kommer det dog ikke til at betyde noget, at regeringen ikke kan få blå bloks støtte til at bakke op om genåbningsplanen. For det er regeringen, der i sidste ende bestemmer.

Det betyder noget for befolkningens villighed

Alligevel ville regeringen gerne have haft en bred opbakning, mener TV 2s politiske analytiker.

- For det betyder noget for befolkningens holdning til restriktionerne og deres villighed til at efterleve råd og anbefalinger fra myndighederne, siger Hans Redder.

Men samtidig er det blevet tydeligt, at regeringen hellere vil have en smal politisk aftale, som man mener er sundhedsmæssig forsvarlig, frem for at få de blå partier ombord.

Derfor tyder det nu også på, at regeringen senere i dag vil præsentere en genåbningsplan, som stort set én til én er lig med de anbefalinger, som en indsatsgruppe har fremlagt.

Forhandlingerne ventes at blive genoptaget klokken 8.30.

Diskussion fortsætter på Twitter

I mellemtiden er politikere på begge sider af Folketinget røget til tasterne på Twitter, hvor de mundhugges om tirsdagens forhandlingsforløb.

Ifølge Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er partierne blevet "smidt ud" fra forhandlingerne.

- Alle, der ville noget som helst mere eller andet end regeringen, de måtte forlade mødet. Det er ikke en forhandling. Det er et diktat, siger Jakob Ellemann-Jensen, som kalder det "forbandet ærgerligt".

Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen skriver, at Venstres ønsker vil få smitten til at spinne ud af kontrol.

- Useriøse anklager Jakob Ellemann - smittekontrol er forudsætning for sund øko (økonomi, red.). Genåbning, der bringer smitte ud af kontrol, er gift for økonomien, skriver han.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) lægges der op til at ramme balancen mellem at åbne, uden at presset på sundhedsvæsenet bliver for stort.

- Vi løber altså en kalkuleret risiko. Som vi i øvrigt også gjorde det sidste år, da vi genåbnede efter den første nedlukning, skriver statsministeren tirsdag på sin Facebook-side.