Coronavirus

Se eksperternes 10 scenarier for genåbning her

Matematikere fra Statens Serum Institut har regnet på ti forskellige scenarier for genåbninger, som danner grundlag for anbefalingerne.

På baggrund af ti forskellige scenarier har regeringens egen indsatsgruppe anbefalet en begrænset genåbning af Danmark med hovedfokus på uddannelser, butikker og udendørs idræt.

Ud fra de forskellige scenarier har indsatsgruppen, som blandt andet består af de sundhedsfaglige myndigheder, anbefalet en kombineret løsning, hvor tre af scenarierne indgår – det ene dog kun for Vest- og Nordjylland.

Ekspertgruppen er ikke blevet bedt om at beregne effekterne ved en genåbning af for eksempel frisører, tatovører, indendørs idræt, restauranter eller barer.

I de forskellige scenarier er der regnet på de sundhedsmæssige konsekvenser med udgangspunkt i nye daglige smittede, nye indlæggelser og samlede antal indlagte med covid-19 for hele landet.

Eksperternes beregninger indeholder usikkerheder og store udsving fra de mest optimistiske scenarier til de værste. Nedenfor fremgår eksperternes bud på tal, der ligger imellem de værste og bedste scenarier for smittespredning.

10 scenarier for genåbning

  1. Samme som i dag

    I det første scenarie er der blevet regnet på en situation, hvor man fortsætter med de nuværende restriktioner, hvor kun elever i 0. til 4. klasse går i skole. I dette scenarie er det indregnet, at både elever og ansatte skal kviktestes hver tredje dag og nedbringe smitten med 25 procent.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 1063 daglige smittetilfælde
    • 59 daglige nyindlæggelser
    • 275 samlet antal indlagte
  2. Alle afgangselever i skole

    Bygger videre på den nuværende situation, men åbner for fuldt fremmøde for alle afgangselever og kursister i 9. og 10. klasse, heriblandt elever på kost- og efterskoler samt elever på ungdoms- og voksenuddannelser. I scenariet er det indregnet, at både elever og ansatte kviktestes hver tredje dag med en indregnet effekt på 25 procents reduktion i smittespredning. Dette scenarie har myndighederne anbefalet for Vest- og Nordjylland. 

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 7562 daglige smittetilfælde
    • 369 daglige nyindlæggelser
    • 1399 samlet antal indlagte
  3. Afgangselever hver anden uge

    Elever i grundskolens 9. og 10. klasse samt ungdoms- og voksenuddannelser møder kun hver anden uge, mens der er fuldt fremmøde for afgangselever på kost- og efterskoler. Der kviktestes også hver tredje dag med en indregnet effekt på 25 procents reduktion i smittespredning.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 2982 daglige smittetilfælde
    • 153 daglige nyindlæggelser
    • 634 samlet antal indlagte

    Ekspertgruppen er usikre på effekten af kviktests og har derfor også regnet på et eksempel, hvor kviktests reducerer smitten med 50 procent frem for 25 ud fra det samme fremmøde som ovenstående:

    • 2065 daglige smittetilfælde
    • 109 nye indlæggelser
    • 468 samlet antal indlagte
  4. Alle 9. og 10. klasser på halv tid

    Grundskolens 9. og 10. klasse kan møde hver anden uge, mens der er fuldt fremmøde for afgangselever på kost- og efterskoler. Der kviktestes også hver tredje dag med en indregnet effekt på 25 procents reduktion i smittespredning.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 1609 daglige smittetilfælde
    • 85 daglige nyindlæggelser
    • 378 samlet antal indlagte
  5. Uddannelser på halv tid

    Her er der regnet på fremmøde hver anden uge for afgangselever og -kursister på ungdoms- og voksenuddannelserne. Grundskolens afgangselever forbliver hjemme.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 2002 daglige smittetilfælde
    • 107 daglige nyindlæggelser
    • 463 samlet antal indlagte
  6. Butikker åbner

    Butikker på mindre end 5000 kvadratmeter kan åbne under skærpede krav, som man kender det fra supermarkeder og andre butikker. Butikker i storcentre er ikke omfattet. Dette scenarie har myndighederne anbefalet for hele landet.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 1295 daglige smittetilfælde
    • 72 daglige nyindlæggelser
    • 333 samlet antal indlagte
  7. Kun butikker mindre end 1000 m2 åbner

    Butikker på mindre end 1000 kvadratmeter kan åbne under skærpede krav, som man kender det fra supermarkeder og andre butikker i dag. Butikker i storcentre er ikke omfattet.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 1279 daglige smittetilfælde
    • 72 daglige nyindlæggelser
    • 330 samlet antal indlagte
  8. Udendørs idræt med 20 personer

    Udendørs idræts- og foreningsaktiviteter med op til 20 deltagere bliver tilladt for alle. Dette scenarie har myndighederne anbefalet for hele landet.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 1088 daglige smittetilfælde
    • 61 daglige nyindlæggelser
    • 282 samlet antal indlagte
  9. Udendørs idræt kun for børn og unge

    Udendørs idræts- og foreningsaktiviteter med op til 20 deltagere bliver tilladt for børn og unge op til 21 år.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 1080 daglige smittetilfælde
    • 60 daglige nyindlæggelser
    • 280 samlet antal indlagte
  10. Udendørs kultur

    Her bliver der åbnet for udendørs kulturfaciliteter, som for eksempel forlystelsesparker, zoologiske haver og udendørs museer som Den Gamle By og Frilandsmuseet.

    Ekspertgruppens middelvurdering for smittens top:

    • 1067 daglige smittetilfælde
    • 59 daglige nyindlæggelser
    • 277 samlet antal indlagte