Coronavirus

Kommuner med lav smitte forbigået i anbefalinger til genåbning: - Har de glemt, vi hører med til Danmark?

Skoleelever slæber ikke smitte over kommunegrænser, og derfor skal de ældste elever med i genåbningen. Det mener flere borgmestre med lav smitte.

Rundt om i landet sidder flere borgmestre tirsdag og undrer sig over anbefalingerne til en kommende genåbning.

De forstår ikke, hvorfor der ikke er lagt op til, at de kan sende deres afgangselever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne tilbage samt genåbne efterskolerne, når en række kommuner i Vestjylland og Nordjylland med højere smitte ifølge anbefalingerne gerne må.

En af borgmestrene er Guldborgsunds John Brædder, der er valgt for Guldborgsundlisten. Hans kommune har den seneste uge haft syv nye smittede per 100.000, og det er et af de absolut laveste smittetal i hele landet.

Alligevel er der i anbefalingerne fra myndighederne modsat i Vestjylland, Nordjylland og på Bornholm ikke lagt op til en lokal genåbning for eleverne her. Anbefalingerne er udarbejdet af en gruppe bestående af blandt andet sundhedsmyndighederne, rigspolitiet og en række ministerier.

- Vi er langt under bekymringsgrænsen, og vores nabokommuner ligger stort set lige så lavt som os. Det giver simpelthen ingen mening. Der må være nogen, der har glemt, at Lolland, Falster og Sydhavsøerne hører med til Danmark, siger John Brædder til TV 2.

Han tilføjer, at de i Guldborgsund Kommune også er klar til at teste både lærere og elever to gange om ugen, som regeringen vil have.

S-borgmestre vil med i genåbningen

I nabokommunen Vordingborg er den socialdemokratiske borgmester, Mikael Smed, også overrasket over at være forbigået i anbefalingerne til regionale genåbninger.

Af en eller anden grund er vi ikke længere en del af Vestjylland

Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg

Med bare fire nye smittede per 100.000 indbyggere ligger Vordingborg ellers helt i bund på landsplan, og ifølge Mikael Smed bør kommunen derfor få lov at sende de ældste elever tilbage i skole.

- Jeg undrer mig over det, for vi har i lang tid har ligget med et lavt smittetal, siger Mikael Smed til TV 2.

Men vi skal jo bare kigge til jeres nabokommuner Faxe og Næstved for at finde noget højere smitte, er det ikke fair at være forsigtig?

- Jo, og derfor handler det om, hvad vi genåbner. En genåbning af restauranter og biografer vil skabe trafik på tværs af kommunegrænserne, men det gør folkeskolerne ikke. Derfor undrer det mig, at vi ikke kan komme i gang med det.

På Lolland, den tredje kommune i området med meget lav smitte, ærgrer den socialdemokratiske borgmester, Holger Rasmussen, sig over ikke at være med i myndighedernes anbefalinger. Med 17 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge ligger også Lolland Kommune meget langt under landsgennemsnittet.

- Jeg havde håbet, at vi var med, for vi er lykkedes med at banke smitten ned. Og jeg vil spørge regeringen, om de ikke vil overveje at tage os med i den regionale genåbning, siger Holger Rasmussen.

Esbjerg-borgmester: Er vi ikke Vestjylland længere?

I det vestjyske, hvor en række kommuner ifølge myndighedernes anbefalinger skal have lov at genåbne mere end andre steder i andet, sidder der en skuffet borgmester i Esbjerg.

Det skal ikke blive for rigidt

Steffen Jensen (S), borgmester i Halsnæs

Venstre-manden Jesper Frost Rasmussen kan notere 18 nye smittede per 100.000 indbyggere i sin kommune den seneste uge. Men modsat andre vestjyske kommuner og Thisted, Herning og Jammerbugt, hvor de tilsvarende smittetal ligger mellem 42 og 52, lægger anbefalingerne fra myndighederne ikke op til, at afgangselever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne samt efterskoleeleverne kan komme tilbage.

- Af en eller anden grund er vi ikke længere en del af Vestjylland. Elever bor i kommunen og går i skole der, og når man ligger med et så lavt incidenstal som os, virker det helt grotesk, at de store børn og ungdomsuddannelserne ikke kan komme tilbage, siger Jesper Frost Rasmussen.

Advarer mod rigidt system

På Christiansborg skal der være politiske drøftelser mellem regeringen og Folketingets øvrige partier om genåbningen tirsdag klokken 15.30.

Udgangspunktet er myndighedernes anbefalinger, men i Halsnæs, hvor smitten også er meget lav, men hvor der heller ikke er lagt op til, at flere elever kan komme tilbage, håber den socialdemokratiske borgmester, Steffen Jensen, på mere genåbning.

- Det skal ikke blive for rigidt. Og når det handler om aktiviteter, hvor kommunegrænserne ikke krydses, håber jeg, at vi måske kan få lov at åbne lidt mere op i kommuner som vores med lav smitte, siger Steffen Jensen.

Pape: - Stop det pjat

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, skal deltage i drøftelserne tirsdag eftermiddag, og han forstår frustrationerne hos borgmestrene.

- Det er jo ikke sådan, at man sender sin børn i skole på tværs af kommunegrænsen. Så hvis man har kommuner, hvor der ikke er nogen smittede, så lad da for søren de børn komme i skole, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, er enig og undrer sig især over, at efterskolerne ifølge anbefalingerne kun kan åbne i nogle kommuner i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm, selvom eleverne ifølge ham kommer fra hele landet.

- Stop det pjat. Få dem åbnet, siger han.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og den socialdemokratiske sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, for at høre regeringens holdning til sagen. Ingen af dem er dog vendt tilbage.