Politik

Forsvarschef nægter at fortælle, hvad der skete under skandaleinterview

Det var forsvarschefen selv, der ønskede, at Trine Bramsen (S) deltog under et omstridt tiltrædelsesinterview. Men hvad der skete, vil han ikke dele.

Hvad skete der, da en Ritzau-journalist 1. december mødte op for at interviewe den nytiltrådte forsvarschef Flemming Lentfer og forsvarsminister Trine Bramsen (S)?

Spørger man ministeren, kom journalisten ind og opførte sig ”uvornt” og sagde ”noget i retning af: Luk, dig gider jeg ikke tale med”.

Men spørger man chefredaktøren på Ritzau, som udtaler sig på vegne af journalisten, var det på ingen måde tilfældet. Han har personligt lyttet til optagelsen, siger han til TV 2.

Under et større interview med Politiken bliver den tredje person i lokalet, forsvarschefen, nu stillet samme spørgsmål. Men han nægter at fortælle, hvordan han husker det konkrete interview.

- Jeg kommer ikke til at gå ind i den der polemik, om hvem der sagde hvad og hvorfor, siger han til avisen og begrunder det med, at det er en "ren politisk debat".

Forsvarsminister Trine Bramsen skal blandt andet redegøre for en anklage rettet mod en Ritzau-journalist.

Stor debat om interview

Interviewet, som har ført til heftig kritik og flere samrådsindkaldelser, fandt sted på dagen, hvor forsvarschef Flemming Lentfer havde første dag i sin nye stilling.

Journalisten fra nyhedsbureauet Ritzau havde - som den eneste - fået lov at interviewe ham. Dog på betingelse af, at ministeren også deltog, fortalte journalisten til OLFI godt en måned senere.

Her kunne man læse, at interviewet var "løbet helt af sporet".

Trine Bramsen havde ifølge journalisten været utilfreds med, at de fleste spørgsmål var stilet til forsvarschefen. Ofte svarede hun, selvom spørgsmålet ikke var til hende. Eller dikterede, hvorvidt det var et passende spørgsmål eller ej.

Når forsvarschefen endelig gav sine svar, kiggede han ifølge journalisten på Trine Bramsen.

Forsvarschef ønskede fællesinterview

Hos oppositionen gav interviewet anledning til beskylde ministeren for at give forsvarschefen mundkurv på og desavouere ham offentligt.

Under det første samråd om sagen, der fandt sted 4. februar, ville en række forsvarsordførere blandt andet vide, hvorfor ministeren insisterede på at sidde med under interviewet? Og om hun ikke stolede på sin egen, nyudnævnte forsvarschef?

Her afviste ministeren, at idéen om et fællesinterview var kommet fra hende. Det var et fælles ønske, lød det.

Vi kom fra en situation, hvor der også havde været debat om, om min forgænger og ministeren nu havde et godt forhold

Flemming Lentfer, forsvarschef

Nu fortæller forsvarschefen til Politiken, at ønsket om lave et fællesinterview kom fra ham.

- Jeg havde brug for at stå ved siden af ministeren, for vi kom fra en situation, hvor der også havde været debat om, om min forgænger og ministeren nu havde et godt forhold og alt det der, siger Flemming Lentfer til avisen.

Det billede bekræfter en aktindsigt, som TV 2 har fået. Her fremgår det af en mail sendt 26. november fra Forsvaret til Forsvarsministeriet, at "det afgørende for Lentfer er, at han gennemfører interviewene sammen med ministeren.".

Endnu et samråd venter

Efter Ritzau afviste forsvarsminister Trine Bramsens udlægningen af, hvad der skete under interviewet 1. december, er hun blevet indkaldt til endnu et samråd om sagen.

Her vil hun blive spurgt, om hun ikke selv "opdigter historier for at skabe splid".

En beskyldning, som ministeren rettede mod pressen på samrådet 4. februar, og som efterfølgende fik forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt (V) til at sige, at sagen "ligner en ren Trump".

Datoen for samrådet er endnu ikke fastlagt.