Politik

Flertal for genåbning: - Nu er regeringen tvunget til at lytte, siger politisk redaktør

Enigheden om at bakke statsministeren op i tykt og tyndt er brudt, siger politisk redaktør.

En samlet blå blok har længe forsøgt at få regeringen til at tale om en genåbning af samfundet, men nu melder presset sig også fra en hidtil tavs side.

- Når vi kan se, at smitten falder, skal det danske samfund også langsomt genåbne. Vi skal jo ikke holde Danmark lukket for evigt.

Sådan lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr i et interview med DR onsdag. Her fortæller formanden, at SF vil have eleverne tilbage i skole, og så skal "de mindre butikker" kunne åbne fra 1. marts.

Dermed er presset på regeringen for en genåbning nu gået endnu et trin op på skalaen – og statsministeren er nu for alvor tvunget til at lytte, siger TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg.

Nok er nok – også på Borgen

Ifølge Troels Mylenberg er SF-formandens udtalelse et tegn på, at den "ubrydelige enighed", der har været blandt støttepartierne om at følge statsministeren i tykt og tyndt, nu alligevel er brudt.

Og både hos befolkningen og på Christiansborg er nok ved at være nok, fortæller han.

- SF har fornemmet, at der i den brede befolkning er en markant træthed særligt i forhold til skolebørn og små butikker. Derfor markerer de nu en grænse for, hvor langt de vil gå.

Ifølge den politiske redaktør er det hverken et spørgsmål om at stille sig på tværs over for regeringen eller bryde med samarbejdet, men et spørgsmål om, at SF "ganske velovervejet" nu trækker en streg i sandet.

Og den er regeringen nødt til at forholde sig til, siger Troels Mylenberg.

- Vi er et andet sted i dag end for et år siden

I det hele taget er den politiske debat, vi så udfolde sig omkring genåbningen efter første nedlukning i foråret, stort set forsvundet:

- Denne gang er der en bred interesse i at få tingene op at køre igen, og her er økonomi og trivsel kodeordet for alle partier, siger Troels Mylenberg.

Også Venstres Jakob Ellemann-Jensen meldte sig på banen kort efter SF-formandens udtalelse. Han mener også, at denne gang bør være anderledes end sidst:

- Jeg mener, at det er tid til at gribe tingene mere konkret an. Vi er et andet sted i dag end for et år siden. Vi har lært meget, og vi bør bruge alle de redskaber, som vi har lært at kende det seneste år, skriver formanden på Facebook.

Sundhedsordfører i Radikale Venstre, Stinus Lindgren, er enig i, at genåbningsdebatten ser markant anderledes ud denne gang:

- I foråret stod alle partier til højre og venstre og ville have det hele åbnet, og der var ikke nogen ordentlig plan for det. Der er vi ikke i dag, siger han til TV 2.

Sundhedsordføreren er enig med Pia Olsen Dyhr i prioriteringen, men han opfordrer til tålmodighed og en langsom genåbning på grund af udbredelsen af den britiske coronavariant B117.