Coronavirus

Frisører og mellemste klassetrin forbigået i regnestykke om genåbning

Regeringen har blandt andet bestilt en beregning af risikoen ved at lade afgangselever vende tilbage i skole, men ikke 5.-8. klasserne.

I fredags kunne sundhedsminister Magnus Heunicke (S) meddele kredsen af sundhedsordførere, at der nu var sat beregninger i gang for forskellige genåbningsscenarier.

Overfor TV 2 forklarede ministeren, at der ville blive lavet beregninger for genåbningen af detailhandlen, de ældre klasser i grundskolen og udendørs idræt.

Men nu viser dokumenter fra fredagens ordførermøde, at beregningerne er noget mere specifikke, end hvad det umiddelbart kunne have givet indtryk af.

Der er nemlig hverken bestilt beregninger for genåbning af 5.-8. klasse, storcentre eller liberale erhverv som for eksempel frisører, men udelukkende på de fire følgende scenarier:

  • At afgangselever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser vender tilbage til fysisk undervisning.
  • At udvalgsvarebutikker (dvs. butikker, der sælger andre varer end dagligvarer) genåbner. Dog med begrænsninger i forhold til kvadratmeterkrav, skiltning med mere.
  • At udendørs kulturinstitutioner samt udendørs idræts- og foreningsfaciliteter genåbner.
  • At forsamlingsforbuddet hæves fra 5 til 10 personer.

Er genåbning stadig realistisk?

Det er Statens Serum Institut, der lige nu regner på scenarierne.

Overfor TV 2 afviser de at begrunde, hvorfor det netop er de fire specifikke områder og ikke for eksempel en genåbning af 5.-8. klasse, der regnes på. Det skyldes, at deres udregninger laves på "bestilling fra regeringen."

SSI henviser til Sundhedsministeriet, som bekræfter bestillingen af udregninger for de fire nævnte områder.

TV 2 ville gerne have spurgt den ansvarlige minister, sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvorfor regeringen ikke har bedt SSI regne på konsekvenserne af for eksempel at lade elever på de mellemste klassetrin vende tilbage til skole. Og om det overhovedet er realistisk at håbe på en genåbning af de områder, der endnu ikke regnes på, når vi rammer marts måned.

Sundhedsministeren vil dog mandag ikke interviewes om regeringens genåbningsplaner.

Det vil til gengæld Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen. Han stiller sig først og fremmest uforstående overfor fravalget af 5.-8. klasse, da den stigende mistrivsel ifølge ham ikke skelner mellem klassetrin.

- Det sender et lidt mudret og underligt signal. Jeg har svært ved at se, hvad taktikken er, siger Martin Geertsen til TV 2.

Derudover undrer det også sundhedsordføreren, at de liberale erhverv ikke er en del af scenarierne. De ligger nemlig ligesom udvalgsvarebutikkerne højt placeret på listen over erhvervsliv, det vil give mening at prioritere.

Vildleder befolkningen

Fredagens orientering pustede også til frustrationen hos Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. En frustration, der kun er vokset, siden han i august første gang krævede, at regeringen satte genåbningsberegningerne i gang.

Nu beskylder han regeringen for at sidde på hænderne og lade befolkningen blive i troen om, at alle scenarier vendes og drejes, selvom det ifølge Lars Boje Mathiesen langt fra er tilfældet.

For eksempel modtog TV 2 fredag et skriftlig citat fra statsminister Mette Frederiksen (S), hvor hun sagde, at intet var afvist på forhånd. En udmelding, som lørdag blev gentaget på Facebook.

Ifølge Lars Boje Mathiesen er det dog netop det, regeringen gør, når de undlader at regne på flere områder end de fire. Det er uansvarligt, siger han til TV 2:

- Mette Frederiksen har hele tiden sagt, at der træffes beslutninger på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Men hvis ikke de har beregningerne, er det jo ren mavefornemmelse. Hvis ikke de gider og orker at få dem lavet, er det jo et skud i tågen.

Brev til statsministeren

Manglen på udregninger var blandt årsagerne til, at partilederne fra de blå partier fredag gik sammen om at skrive et brev til statsminister Mette Frederiksen (S). Her appellerede de til, at regeringen forsøgte at se muligheder i stedet for begrænsninger.

Fredagens møde med sundhedsordførerne var dråben. For det var ifølge Jakob Ellemann-Jensen (V) flere uger siden, at de havde bedt regeringen bestille beregningerne.

- Regeringen har ikke været sen til at stille sig forrest, da landet lukkede ned. Det kniber mere med genåbningen, lød det fra partilederne i brevet.

De nuværende restriktioner er sat til at gælde indtil 28. februar.