Krisen fortsætter i DF: På ophedet møde spurgte Thulesen pludselig, om partifællerne ville af med ham
ANALYSE: Tvivlen breder sig i Dansk Folkeparti: Kan Thulesen vende skuden? Et aftenmøde i folketingsgruppen udviklede sig opsigtsvækkende.
Efter et halvt år, hvor voldsomme interne opgør og dramatiske fald i meningsmålingerne hos både Venstre og Radikale Venstre har påkaldt sig massiv medieopmærksomhed, kan man i momenter næsten glemme, at endnu et af Folketingets partier faktisk også befinder sig i en dyb krise.
Men det er ikke desto mindre tilfældet. Dansk Folkepartis problemer er enorme, og internt er utilfredsheden, bekymringen og en begyndende apati tydelig.
Siden det katastrofale valgresultat i sommeren 2019, hvor partiet blev mere end halveret og endte på 8,7 procent, er det blot gået fra slemt til værre.
5,2 procent af vælgerne stod Dansk Folkeparti til i den seneste Megafon-måling, foretaget i januar.
Det er tættere på spærregrænsen end på valgresultatet, som en DF-kilde galgenhumoristisk har konstateret.
Andre målinger har vist en smule højere tilslutning til partiet, men med 6,3 procent i det vægtede gennemsnit af en række meningsmålinger, er meget langt fra opmuntrende læsning for Thulesen Dahl og partifællerne.
Dramatisk gruppemøde
At frustrationerne er udtalte og stemningen dårlig blev også tydeligt, da et gruppemøde tirsdag aften i denne uge på Christiansborg udviklede sig uventet dramatisk.
I en folketingsgruppe, der ellers ikke er kendt for at have den mest åbenhjertige interne debat, tog flere ifølge TV 2s oplysninger på mødet ordet og slog fast, at de var både bekymrede og bedrøvede over tingenes tilstand.
Hvorfor er Dansk Folkeparti ikke lykkedes med at tiltrække flere af de mange vælgere, som Venstre tilsyneladende har mistet som følge af Støjbergs fald fra tinderne i partiet?
Hvorfor viser de initiativer, som DF-ledelsen for længst har igangsat efter valget, ikke resultater endnu?
Hvordan er vi endt i en situation, hvor Nye Borgerlige på kort tid har overhalet os?
Har vores formand egentlig en plan for at få det til at vende?
Både direkte og indirekte var partiformand Kristian Thulesen Dahl genstand for kritik.
Og i løbet af debatten tager DF-formanden selv ordet og holder en tale, der i den grad vakte opsigt blandt de tilstedeværende.
Ingen udfordrere
Hvordan præcis ordene faldt, hersker der ikke fuldstændig enighed om i dagene derpå. Men budskabet fra DF-formanden var, ifølge flere med indsigt i forløbet, klart:
Hvis I ønsker, at der skal en anden formand til, så er tiden kommet til at melde det klart ud. Hvis ikke han længere skulle være formand, kunne det da også være rart at bruge mere tid med familien og sove længere om morgenen.
Så eksplicit husker folk i partiet ikke at have hørt DF-formanden adressere det faktum, at krisen kan ende med at koste ham posten, før.
Indlægget fra Thulesen kunne have fået tingene til at udvikle sig yderligere dramatisk. Men ingen fulgte hans opfordring. Ingen tog ordet og erklærede, at han burde trække sig. Der var ingen, der eksplicit udfordrede hans formandskab.
Morten Messerschmidt, næstformand og med udtalte ambitioner om på et tidspunkt at indtage formandsposten, forholdt sig på mødet i ro, ifølge TV 2s oplysninger.
Uenighed om partiets tilstand
De efterfølgende vurderinger af, hvor det opsigtsvækkende møde efterlader partiet og formanden, varierer.
Der er dem, som mener, at det var godt, at folketingsgruppen på mødet fik en mere åben drøftelse af utilfredsheden og frustrationerne, end det tidligere har været tilfældet. At der nu er blevet ”talt lige ud af posen” og at Thulesen den kommende tid får mulighed for at bevise, at han kan få rettet op på kritikpunkterne.
Andre hæfter sig ved, at situationen efter mødet er om muligt endnu mere uafklaret. At troen på formandens evne til at få situationen vendt, ligger på et meget lille sted. Men at det også er svært at få øje på et alternativ på nuværende tidspunkt – og at ingen i hvert fald er villige til at argumentere åbent for det. Især fordi Morten Messerschmidt stadig afventer Bagmandspolitiets undersøgelse af muligt svig med offentlige midler.
I disse dage afventer DF’ere også med en vis nervøsitet en ny bog om partiet, skrevet af to erfarne politiske iagttagere, der udkommer i næste uge.
Og lidt længere ude i horisonten truer kommunalvalget til november. Ser målingerne på landsplan lige så mistrøstige ud på det tidspunkt, kan det blive en lokalpolitisk katastrofe for partiet.