Politik

ANALYSE: Den nye Enhedslisten-komet er klimaforkæmper, ung og jyde

Med Mai Villadsen som ny politisk ordfører varsler Enhedslisten hårdere stil i klimadebatten.

Det er kun et halv år siden, at Enhedslisten sidst byttede lidt rundt i geledderne.

Nordjyske Peder Hvelplund overtog posten som gruppeformand for partiet, og det med budskabet om at nu skulle Enhedslisten vise, at man ikke bare var et parti for unge mennesker i de store byer. Hvelplund ville give partiet på den yderste venstrefløj i Folketinget en bredere appel med fokus på landområder:

- Jeg håber, at jeg med den her post kan bringe mere af den virkelighed, vi oplever i Nordjylland og i provinsen, ind på Christiansborg, lød det fra Hvelplund i august sidste år.

Ja, det er ikke kun i Venstre, at man kæmper internt om, hvem der er mest jysk på den rigtigste måde. Og det endda trods det, at den nu snart forhenværende politiske ordfører Pernille Skipper er født og opvokset i Aalborg.

Farmor som politisk forbillede

Partiets nye politiske ordfører er godt nok valgt i Nordsjælland, men Mai Villadsen er født og opvokset i Kibæk ved Herning. Og med sin farmor, der både var syerske og fagforeningsformand, som sit politiske forbillede, er der lagt op til en leder, der kan bygge bro mellem alle udgaver af jyskhed, der jo som bekendt er det nye sort i dansk politik.

Mai Villadsen har da også længe været den mest oplagte kandidat til at overtage lederposten efter Pernille Skipper, som i lyset af Enhedslistens såkaldte rotationsprincip, der sikrer stor udskiftning i personsammensætningen i partiet, skal forlade Folketinget ved næste folketingsvalg.

Mai Villadsen bliver den tredje yngre kvinde i træk i front for Enhedslisten. Og selv om der stadig er grupperinger i partiets bagland, der grundlæggende begræder, at man er nødt til at have én person i spidsen – det er leflen for medierne og en individualiseret tidsånd, mener de - så har de fleste accepteret og anerkendt, at politisk personbåret talent godt må komme helt frem i lyset.

Og at det virker.

Det var Johanne Schmidt-Nielsen, der som den første blev sendt frem i front tilbage i 2009. Det var dengang, partiet snusede til spærregrænsen i meningsmålingerne, og hvor Enhedslisten generelt virkede både bedaget og upersonlig med en politik hentet så langt fra vælgernes hverdag som muligt.

Man havde for eksempel indtil da helt undladt at have ansigter på valgplakaterne, og ledelse var noget kollektivet stod for, hvis det da overhovedet var nødvendigt.

Så valgte man efter lange debatter Johanne Schmidt-Nielsen som frontfigur, og den beslutning kvitterede vælgerne i den grad for.

Schmidt-Nielsen fik 47.000 personlige stemmer ved valget i 2011 og gjorde Enhedslisten til en reel magtfaktor og – ikke mindst – til det mest populære parti hos unge vælgere. Væk var duften af fortiden og hengemt kommunisme og marxisme. Ind kom ungdommen, fremtiden og en helt ny venstrefløjsstil, hvor man gerne måtte være moderne, smile og endda drikke Coca-Cola.

Efter Johanne Schmidt-Nielsen kom så Pernille Skipper. Også hun ung og skarp, måske endda noget mere skarp og kantet end forgængeren, som i høj grad var kendt for sin sødme.

Skipper kom med baggrund som jurist og med retsområdet som brækjern. Hun blev i brede kredse kendt, da hun som retsordfører i 2013 trak tæppet væk under daværende justitsminister Morten Bødskov, der måtte gå, fordi Skipper mistede tilliden til ham i den såkaldte nødløgns-sag.

Villadsen vil formentlig fortsætte Skippers linje

Stafetten gives nu videre til Mai Villadsen, og selv om Skipper kan se tilbage på sin lederperiode med mange succeser, så er Enhedslisten udfordret.

En ting er, at partiet i manges øjne ikke er kritiske nok overfor den socialdemokratiske regering. Mette Frederiksen får for let spil, lyder det også fra interne kritikere. Ikke højlydt, men det forhold, at Enhedslisten har meldt sig som støtteparti med hud og hår ses ikke af alle som lige positivt.

Nok lykkes man med at få en del politiske mål igennem. Men Enhedslisten har også skiftet strategi under Pernille Skipper. Hvor man tidligere overhovedet ikke ville stemme for forslag, som eksempelvis kunne forringe forholdene for de arbejdsløse, så har man i dag en mere pragmatisk tilgang til politik. Man handler. Og Skipper har introduceret røde linjer, som man ikke vil eller må overtræde.

Den tilgang vil Mai Villadsen formentlig fortsætte. Og så vil og skal hun videreføre den høje profil på klimaområdet. Det bliver hovedopgaven, og den bliver vanskelig.

Regeringen, der ikke mindst i ly af coronakrisen har løftet foden fra speederen i klimaspørgsmål, skal holdes fast på ambitionerne. Her skal Mai Villadsen for alvor vise sin styrke ved forhandlingsbordet med evne til at presse regeringen til resultater.

Nu skal der også forhandles fra toppen, og samtidig skal hun vise offentligheden, at Enhedslisten har fået en ny stjerne i spidsen – for hun vil blive målt op imod forgængerne.

Mai Villadsen har alle muligheder, men første målepunkt bliver formentlig kommunalvalget til efteråret.

Her har partiet som sagt tidligere meldt ud, at man går benhårdt efter appel hos landbefolkningen, ligesom man også fokuserer på de ældre. Men samtidig skal de stærke bastioner i storbyerne hos de yngre fastholdes. Der er med andre ord nok at gøre for Villadsen, og hun kan næppe regne med at lykkes med det hele. I hvert fald ikke på en gang.