Franciska Rosenkilde er ny politisk leder for Alternativet
Borgmester i København Franciska Rosenkilde er ny politisk leder for Alternativet.
Franciska Rosenkilde er valgt som ny politisk leder for Alternativet på ekstraordinær generalforsamling. Hun overtager efter Josephine Fock.
På den ekstraordinære generalforsamling søndag fik hun 260 ud af 471 stemmer i første valgrunde. Da hun dermed fik over 50 procent af stemmerne, var hun valgt.
Franciska Rosenkilde er valgt som ny politisk leder for Alternativet på ekstraordinær generalforsamling. Hun overtager efter Josephine Fock.
På den ekstraordinære generalforsamling søndag fik hun 260 ud af 471 stemmer i første valgrunde. Da hun dermed fik over 50 procent af stemmerne var hun valgt.
Ud over Franciska Rosenkilde stillede Troels Christian Jakobsen, Jan Kristoffersen og Thor Clasen Jonasen op. Ingen af de tre fik over 100 stemmer.
- Tusind, tusind tak til alle jer, der har stemt på mig. Det er et stort mandat, som jeg vil gøre alt for at passe på.
- Jeg vil arbejde på, at vi kommer ud og leve, ud og begejstre, siger Franciska Rosenkilde efter valget.
Under sin opstilling fokuserede Franciska Rosenkilde på, at hun på grund af sin borgmesterpost kender det politiske arbejde og fra første dag blandt andet vil kunne gå ind i forhandlinger i Folketinget, hvor Torsten Gejl er partiets eneste medlem.
- Jeg vil kunne støtte Torsten fra dag et og det er en styrke, sagde hun under debatten op til valghandlingen.
Har genfundet begejstringen
Under debatten slog Franciska Rosenkilde ligeledes på, at det hårdt plagede parti ifølge hende har fundet begejstringen tilbage. Det sker efter, at partiet har været presset siden valget i 2019.
Her gik partiet markant tilbage og efterfølgende trak Uffe Elbæk sig som politisk leder. Da Josephine Fock blev valgt - og ikke Folketingsgruppens kandidat, Rasmus Nordqvist, - kollapsede gruppen dog.
Fire ud af fem medlemmer forlod den. Og i efteråret trak Josephine Fock sig så fra posten. Partiet har samtidigt i over et år ligget under spærregrænsen i meningsmålingerne.
Franciska Rosenkilde er dog sikker på, at partiet nok skal komme ind i Folketinget.
- Det gør vi. Der er en kæmpe energi i Alternativet og dets medlemmer. Der er nyt håb og begejstring. Lige nu står vi et godt sted. Bølgerne er trukket tilbage og vi kan se frem, sagde hun op til valget.
Nærmest uoverkommelig opgave
Men det bliver en enorm, nærmest umulig, opgave at genrejse partiet.
Det mener TV2s politiske analytiker, Hans Redder, som peger på, at de fleste meningsmålinger viser, at partiet får svært ved at komme over spærregrænsen på to procent.
- Rosenkilde står over for vanskelig og meget stor opgave, fordi det bliver hendes lod sammen med partiets folketingsmedlem, Torsten Gejl, at genrejse Alternativet og sørge for, at partiet overlever næste valg, siger Redder.
- Alternativet kæmper med en lang række udfordringer, både selvforskyldte med magtkampe og interne problemer, men også med en større konkurrence på de områder, de gerne vil spille en rolle i, især på den grønne omstilling.
Hans Redder er ikke overrasket over, at Franciska Rosenkilde blev valgt som ny leder, for hun var det eneste "kendte ansigt" blandt kandidaterne.
- Hun virker optimistisk, men det er næsten en uoverkommelig opgave, hun skal på. Men Alternativet har tidligere overrasket politiske kommentatorer som mig.