De har været dømt ude før, men meget taler for, at det denne gang faktisk ER slut for Alternativet
ANALYSE: Søndag vælger Alternativet ny politisk leder. Forude venter en voldsomt svær opgave, hvis partiet skal overleve.
Glem det. De har ikke en chance.
Sådan lød det fra en række kommentatorer og politiske iagttagere, da Alternativet blev skabt i 2013.
De tog fejl. Partiet har opnået valg til Folketinget to gange i træk og er blandt andet lykkedes med at rykke klimapolitikken markant højere op på den politiske dagsorden herhjemme.
Med fortidens fejlskud in mente bør man være varsom med at fælde en alt for håndfast dom over partiets fremtid.
Men selv med den påmindelse i baghovedet tør jeg alligevel godt erklære mig mere pessimistisk end nogensinde på Alternativets vegne.
Jeg vil, sagt ligeud, blive meget overrasket, hvis partiet, der i denne weekend holder landsmøde og skal finde en ny politisk leder, er at finde på Christiansborg efter næste valg.
Der er flere årsager til, at det ser mere sort end grønt ud for liste Å lige nu.
Her er tre af dem:
Illusionen bristede
Alternativet kom til verden med et løfte om at lave politik på en ny måde. Nu var tiden kommet til at vise danskerne, at Christiansborg kunne fungere med mindre fokus på konflikt, magtkampe, spin og bagtaleri. Og mere fokus på at lytte til hinandens argumenter, være respektfuldt uenige og ikke bekrige hinanden med alle de tricks, der er i den christiansborgske værktøjskasse.
Alternativet ville gøre politik mere rart og mindre råt.
Den illusion bristede fuldstændigt, da partiet selv endte med at implodere i et internt opgør. Voldsomme beskyldninger om et direkte ubehageligt arbejdsmiljø, fløjdannelser og benhård kamp om magten, førte til at størstedelen af partiets folketingsgruppe, heriblandt stifteren Elbæk, forlod partiet i protest mod valget af Josephine Fock som ny leder.
Alternativet endte således med at fungere som et bevis på, at politik er råt, og at magtkampe og hårde sammenstød er noget nær uundgåelige.
Dét forløb, og den erkendelse, vil for altid klæbe sig til Alternativet.
Ejer ikke klimadagsordenen længere
Hvis et lille parti skal lykkes med at overleve i dansk politik, har det brug for et unikt selling point: et særligt standpunkt, der adskiller partiet fra de mange større og mere synlige partier på stemmesedlen.
Det lykkedes Alternativet med ved valget i 2015 og til dels i 2019.
Ustandseligt kritiserede og pressede Uffe Elbæk og hans partifæller resten af det politiske Danmark til at tage klimaforandringerne og den grønne omstilling mere alvorligt. Argumenterede for, at der var behov for at vedtage ekstremt ambitiøse mål for en reduktion af drivhusgasudledningerne. At danskerne skulle spise mindre kød. Flyve mindre. Forbruge mindre.
Det skabte debat, skaffede Alternativet opmærksomhed og tiltrak de vælgere, der er allermest bekymrede for klimaforandringernes konsekvenser.
I den politiske forskning opererer man med begrebet issue ownership. Hvis et parti står stærkere end alle andre på ét særligt emne, 'ejer' de det; ved de seneste valg har Alternativet 'ejet' den grønne dagsorden.
Sådan er det ikke længere. Siden valget i 2019 har et meget stort flertal på Christiansborg valgt at bakke op om den idé, som Alternativet for ikke så længe siden stod alene med: en klimalov med løfte om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030.
Støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale Venstre kappes nu konstant om at være dem, der i offentligheden og ved forhandlingsbordene presser S-regeringen hårdest på den grønne dagsorden. Der er altså en lang række partier, der konstant råber op om, at der skal langt mere til. At det skal gå endnu hurtigere.
Alternativet har mistet sit ejerskab på klimadagsordenen.
Hårdere konkurrence om få vælgere
Siden valget i 2019 har to nye konkurrenter til Alternativet gjort sit indtog på den politiske scene.
Veganerpartiet har indsamlet vælgererklæringer nok til at komme på stemmesedlen.
Og partiet Frie Grønne – stiftet af Uffe Elbæk og andre Å-afhoppere – kæmper ligeledes for at blive opstillingsberettiget.
Det er tre partier, der på lange stræk kæmper om de samme vælgere: grønne, progressive og fortrinsvis unge vælgere, der ikke kan finde sig til rette i nogen af de partier, som har eksisteret i årtier.
Dermed er konkurrencen om et vælgersegment, der i forvejen er forholdsvis begrænset i størrelse, blevet voldsomt skærpet.
Meningsmålingerne taler sit tydelige sprog: siden Veganerpartiet blev opstillingsberettiget, har hverken de eller Alternativet i én eneste måling været over spærregrænsen på 2 procent.
Hvis også Frie Grønne når at komme på stemmesedlen, er konsekvensen åbenlyst, at konkurrencen bliver endnu hårdere og chancen, for at et eneste af de tre klarer spærregrænsen, bliver endnu mindre.
Kulturborgmester er favorit
Det er altså en særdeles svær opgave, der venter den kandidat, som søndag bliver valgt som Alternativets nye politiske leder.
Franciska Rosenkilde, der er kulturborgmester i København, ligner det bedste bud på en vinder af det forestående kampvalg.
Herefter skal hun og partifællerne forsøge at gøre forudsigelserne om Alternativets manglende levedygtighed til skamme. Igen.
Det lykkedes tilbage i 2013.
Denne gang bliver det endnu sværere.