Politik

Støjbergs begrundelse for exit er "en stråmand", mener Ellemann

Ifølge formanden er der blevet taget for mange hensyn til Inger Støjberg, som nu er fortid i Venstre.

Inger Støjbergs udmeldelse handler ikke om politik, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Det er ellers netop det politiske, som den tidligere næstformand Inger Støjberg giver som grund for, hvorfor hun forlader partiet.

Jeg vil ikke høre tale om, at jeg ikke har kærlighed til Danmark

Jakob Ellemann-Jensen (V), formand

Støjberg kritiserer blandt andet den linje, som formanden har lagt på udlændingeområdet. Hun mener, at Venstres ledelse mangler at erkende, at Danmark står "ved begyndelsen af en indvandringsbølge":

- Hvis Venstre igen skal være et stort parti og igen have statsministerposten, så kræver det en stram og troværdig udlændingepolitik. Jeg tror ikke længere, at vi kommer dertil med Jakob Ellemann-Jensen som formand. Jeg tror ikke, han bliver statsminister, siger Inger Støjberg.

Dén kritik er "dårligt valgt", lyder det nu fra Ellemann. Han kan godt forstå, at der er brug for en forklaring. Men uenighed om politikken handlede det i hvert fald ikke om, siger han.

Ellemann fremhæver, at Venstre netop præsenterede et nyt udlændingeudspil onsdag og dermed lægger op til et opgør med den manglende integration. Udspillet var dog ifølge Støjberg så ukontroversielt, at "selv Radikale Venstre kunne bakke op".

- Det er en stråmand, et behov for at finde en undskyldning, en bortforklaring. Jeg mener, at det er lodret forkert, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Farligt at grave grøfter

Trods de tydelige uenigheder holder Ellemann fast i, at han er ked af Støjbergs beslutning. Men det har hverken den seneste tids udmeldinger eller hendes tale ved det ekstraordinære landsmøde for et par uger siden bidraget til.

- Inger er en knaldhamrende dygtig politiker. Det mener både med- og modspillere. Hun har været en skarp værdikriger, og det har hun slået sig på engang imellem, men selvfølgelig kommer vi til at savne hende i Venstre.

Et af Støjbergs argumenter for sit exit er, at der er en splittelse mellem hovedstaden og den del af landet, hvor Støjberg selv henter den største opbakning; Jylland.

Handler din blide omtale af Inger Støjberg i virkeligheden om, at du gerne vil holde fast i nogle Venstre-vælgere?

- Nej, og jeg mener, det er forkert at sige, at der er en del af Venstre, der er mere "kerne" end en anden del. Og jeg mener, at det er meget forkert at binde det op på geografi. Det er farligt og unødvendigt at grave den slags grøfter, siger Ellemann.

For mange hensyn

Dagens udmeldinger bekræfter ifølge Ellemann, at han have ret, da han i julen udtalte, at der var et loyalitetsproblem mellem ham og den daværende næstformand.

Siden har Støjberg flere gange gentaget, at hun overvejede sin fremtid i partiet. Senest da det tidligere på ugen af en bredt flertal blev vedtaget, at hun skal stilles for en rigsret.

Inden kom det frem, at Venstre-toppen ikke havde været i kontakt med Støjberg i en periode, og at hun ikke var dukket op til et møde, hun ellers var inviteret til. Det viste sig efterfølgende, at Støjberg var fraværende, da hun var indlagt på sygehuset.

Det vides ikke, hvad hun fejlede, men efter dagens udmelding gav det anledning til at spørge V-formanden, om ikke han - og resten af ledelsen - burde have behandlet Støjberg mere nænsomt:

- Jeg synes, vi har anlagt en meget nænsom linje, men det er klart, at når man som tidligere næstformand har meldt ud, at hun ikke ved, om hun har en fremtid i partiet, så er det naturligt, at man beder om et møde og rykker for det møde, når hun ikke dukker op.

- Når man er syg, siger man det til sin arbejdsgiver. Men det er klart, at man skal tage hensyn. Vi har taget hensyn... Vi har måske også taget lidt for mange hensyn, siger Ellemann.

'Han bliver aldrig statsminister'

Det er særligt debatten om, hvorvidt Inger Støjberg skulle stilles for en rigsret, der har fået striden mellem Ellemann og Støjberg til at eskalere. Ellemann meddelte i juledagene, at han ville støtte retssagen, hvis der var juridisk grundlag for det. En udmelding, der kom som en overraskelse for hovedpersonen.

29. december bad partiets forretningsudvalg Støjberg om at gå af som næstformand, fordi samarbejdet var "uopretteligt brudt sammen".

Siden har Støjberg sagt, at Ellemanns opbakning til en rigsretssag var den ultimative mistillidserklæring, og at hun derfor overvejede sin fremtid i Venstre. Hun ville lige "vende skråen", som hun sagde. Og som hun har gentaget mange gange siden.

Nu er skråen altså endeligt vendt, og Støjberg er fortid i partiet.

Adspurgt hvor stor en skade Støjbergs exit vil gøre på det i forvejen nedslåede Venstre, svarer Jakob Ellemann-Jensen:

- Jeg håber ikke, det kommer til at gøre stor skade. Det er sådan her i tilværelsen, at der er noget, der hedder vilkår. Det er regnvejr, togforsinkelser og ting, der er trælse, men som man ikke kan gøre noget ved. Dét her er et vilkår.