Politik

Sådan vil Venstre få flere indvandrere i arbejde

Partiet vil blandt andet have revurderet alle indvandrere på førtidspension med integrationspotentiale. Regeringen er positiv overfor udspillet.

Flere indvandrere skal i arbejde, og de skal det hurtigt.

Det mener Venstre, og derfor har oppositionspartiet onsdag formiddag præsenteret et større udspil uden store gulerødder, men til gengæld en del pisk. For selvom antallet af asylansøgere er i bund, er der fortsat store problemer med integrationen, mener partiformand Jakob Ellemann-Jensen.

- Der er for mange indvandrere, der begår kriminalitet. Der er for mange indvandrere, der står uden job og som ikke tager de danske værdier til sig. Det er ikke samfundet, der skal tilpasse sig. Det er dem, der kommer hertil, der skal tilpasse sig, siger han og tilføjer.

- Vi har gjort det for nemt at vælge Danmark fra. I stedet for at stille krav, har vi parkeret alt for mange på sidelinjen. Hvis du ikke møder folk med krav, siger du samtidig, at du ikke forventer noget af dem, og det kan man ikke være bekendt.

Det her handler ikke om at gøre mennesker fattigere

Jakob Ellemann-Jensen (V)

Økonomisk straf er midlet

Et af de krav, Venstre ønsker at stille, er, at alle, der kommer Danmark enten skal arbejde eller uddanne sig fra dag et. Gør de ikke det, skal de trækkes i kontanthjælp.

Det skal de også, hvis de udøver social kontrol, og generelt er det tilførslen af sociale ydelser, som Venstre ser som det stærkeste virkemiddel til at få indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Lyn-analyse

Det er ingen tilfældighed, at det netop er udlændinge- og integrationsområdet, Venstre nu tager fat i.

Det er det område, hvor Ellemann står svagest i den offentlige opinion, særligt set u lyset af Støjberg-sagen. Samtidig giver det ham mulighed for at markere sig i forhold de øvrige partier i blå blok.

De konservatives Søren Pape taler i dag i Jyllands-Posten om stramninger i forhold til tildeling af statsborgerskab, men det drukner nu. Jakob Ellemann ser sig som oppositionens leder, og manden med serveretten, og han har ikke tænkt sig at give den fra sig, selv om meningsmålingerne er dårlige.

Regeringen har udspil på vej

Kritikere - blandt andet Socialrådgiverforeningen - mener ikke, det hjælper at gøre i forvejen pressede familier fattigere, men det afviser Jakob Ellemann-Jensen.

- Det her handler ikke om at gøre mennesker fattigere, men om at få flere ind på arbejdsmarkedet. Jo flere, der kommer ind på arbejdsmarkedet, jo større er chancen for at blive integreret, siger han.

Herunder kan du se, hvad udspillet fra Venstre ellers indeholder:

(Artiklen fortsætter under overblikket)

Venstres udlændingeudspil

  1. Social kontrol skal koste

    Det skal være kriminelt at udøve social kontrol, mener Venstre.

    I den forbindelse foreslår partiet blandt andet, at mænd i indvandrerfamilier skal trækkes i kontanthjælpen, hvis de udsætter deres familiemedlemmer for social kontrol.

    Det kan være, hvis en mand nægter at lade sin kone møde op til aktivering.

    Samtidig skal kommunen have mulighed for at sanktionere familien i børnepenge, hvis manden har et arbejde og udøver social kontrol overfor familiemedlemmer.

  2. Mulighed for at sende bisidder væk

    Kan en sagsbehandler dokumere, at der foregår social kontrol i et hjem, vil Venstre fremover gøre det muligt, at sende en bisidder væk i forbindelse med sagsbehandlingen, så sagsbehandleren kan snakke med for eksempel kvinden i familien under fire øjne.

  3. Arbejdspligt for flygtninge og indvandrere

    Kommer man til Danmark, skal det være et krav, at man finder et arbejde eller starter på en uddannelse. Kan man ikke det, skal kommune have pligt til at stille et nyttejob til rådighed.

    Tager flygtningen eller indvandreren ikke imod nyttejobbet, vil vedkommende blive trukket i kontanthjælp.   

    Venstre vil desuden indføre arbejdspligt for alle i kontanthjælpssystemet, hvor der er integrationspotentiale.

  4. Indvandrere på førtidspension skal genvurderes

    Fordi indvandrere er overrepræsenteret i førtidspensionssystemet forestlår Venstre, at alle indvandrere på førtidspension skal have genvurderet deres arbejdsevne. 

  5. Lavere ydelser

    For at øge incitamentet til at arbejde vil Venstre generelt reducere ydelserne til indvandrere og specifikt integrationsydelsen for forsørgere. 

  6. Opholdskrav for dagpenge

    Venstre vil genindføre et opholdskrav for dagpenge. 

    Tidligere var det et krav, at man i syv af de seneste 12 år havde opholdt sig i Danmark, et andet EU/EØS-land eller Schweiz, for at få kontanthjælp. Men det blev afskaffet 1. januar 2019.

  7. Task force skal få flere kvinder i arbejde

    For at få flere indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet vil Venstre have nedsat en såkaldt taskforce mellem landets største kommuner, som skal indsamle viden om, hvad der virker i forhold til at gøre op med, at kvinder går derhjemme. 

Regeringen er positive

Ifølge regeringens lovprogram vil den i slutningen af februar præsentere sit eget bud på, hvordan man får flere flygtninge og indvandrere i arbejde, og udlænding- og integrationsminister Mattias Tesfaye ser umiddelbart mange positive elementer i Venstres udspil:

- Venstre og Socialdemokratiet samarbejdede i sidste valgperiode om at få reduceret tilstrømningen af indvandrere hertil. Det er lykkes. Kan vi også finde hinanden om at få flere indvandrere i arbejde, så er jeg kun glad, siger han til TV 2.

Han peger blandt andet på forslaget om arbejdspligt som noget, Socialdemokratiet selv har foreslået, om som partierne derfor godt kan blive enige om:

- Når man kommer til Danmark, skal man ikke starte sit liv i det social sikkerhedsnet med at få en ydelse. Så skal man først og fremmest i beskæftigelse, og kan man ikke det, skal man yde 37 timer om ugen i for eksempel et nyttejob. Det er vi i hvert fald enige om, siger Mattias Tesfaye.