Politik

Digitalt coronapas på vej: Her er hvad vi ved - og hvad vi ikke ved

Regeringen vil sammen med erhvervslivet udvikle et digitalt bevis på, at man er blevet vaccineret.

Onsdag morgen omkring 08.30 stillede fungerende finansminister Morten Bødskov (S) sig foran mikrofonen for at annoncere planerne for udviklingen af et nyt vaccinepas og for at besvare journalisternes spørgsmål.

Da seancen var slut omkring 20 minutter senere, stod de fleste spørgsmål dog stadigt ubesvarede hen. Arbejdet er på et tidligt stadie, lod ministeren forstå. Det er slet ikke til at sige, hvad passet skal kunne bruges til, hvornår det er færdigt, hvem der kan få det, eller hvordan det kommer til at se ud.

- Det her handler grundlæggende om at starte et samarbejde, lød det fra Bødskov.

Et efterfølgende opkald til Finansministeriet blev mødt med samme budskab. Der eksisterer ikke en ramme for arbejdet, og man er langt fra klar til at sende projektet i udbud.

Herunder forsøger vi at give et overblik over vores viden om vaccinepasset. Og ikke mindst alt det, vi ikke ved endnu.

Hvornår skal vaccinepasset være klar?

Tidshorisonten var et af de områder, som Morten Bødskov var ganske klar omkring. Det skal tage tre til fire måneder at udvikle. Det vil altså sige, at det burde være klar til brug i løbet af maj.

Hvordan kommer det til at fungere?

Det har endnu ikke været til at få svar på, hvordan passet vil virke i praksis. Carsten Størner, associate partner i IBM Danmark, fortæller til TV 2, at hans virksomhed har gang i flere projekter, der indeholder en QR-kode. Den kan man så scanne for at se, om den pågældende person er vaccineret eller testet negativ for nylig.

- Den kan man benytte både ved rejser, koncerter, og når man skal tilbage på en arbejdsplads, siger han.

Det vides imidlertid ikke, om regeringen ønsker at benytte en QR-kode, da rammerne for udbuddet som nævnt ikke er på plads endnu.

Der synes imidlertid at være rimelig sikkerhed omkring, at vaccineinformationen skal huses i en app. TV 2s finanskommentator Ole Krohn fortæller, at regeringen ifølge hans oplysninger lader sig inspirere af apps som 'Smittesporing' og det digitale kørekort. Men intet af dette er bekræftet af myndighederne.

Hvad skal det kunne bruges til?

I første omgang er fokus på udlandsrejser. Allerede i denne måned vil der blive lavet et fysisk vaccinepas, der kan bruges til erhvervsrejser. Og også fremadrettet er rejserne noget af det helt centrale i arbejdet med vaccinepasset.

- Vi kan have glæde af det her pas mange år ud i fremtiden, hvor lande rundt omkring i verden formentlig vil blive ved med at forlange dokumentation for, at man er vaccineret, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

Passet kan dog også komme til gavn for langt flere end de rejsende. Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, kan for eksempel sagtens forestille sig en situation, hvor restauranter, koncertsteder, festivaler og lignende vil scanne apps i døren og kun lukke de vaccinerede ind.

- Det vil være en stor byrde at sortere sådan i folk. Men jeg er helt sikker på, at virksomhederne er klar til at gøre hvad som helst for at komme i gang igen.

- Vi kan få glæde af det digitale coronapas mange år ud i fremtiden, siger direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen.

Bliver det sikkert?

Morten Bødskov understregede på pressemødet, at myndighederne er opmærksomme på risikoen for, at nogle vil svindle med vaccinepasset. Og Carsten Størner fra IBM understreger, at de digitale løsninger, hans virksomhed arbejder med, er meget sikre.

- Fordelen ved at lave et digitalt pas er netop, at der ikke kan svindles med det, siger han.

Han fortæller, at IBM's pas allerede er blevet testet af flere luftfartsselskaber og også er i gang med at blive udrullet i USA – hidtil uden problemer med sikkerheden.

Får vi så et A- og et B-hold?

Chelina Hansen er en af 17.500 danskere, der ved annonceringen af et vaccinepas i januar skrev under på, at det er en rigtig dårlig idé. Hun mener nemlig ikke, at det er retfærdigt, at der skal gøres forskel på folk alt efter, om de er vaccineret eller ej.

- Jeg vil også gerne gå til koncerter og ud og opleve kulturlivet igen, men jeg synes bare ikke, at man skal tage en vaccine for at få lov til det, forklarer Chelina Hansen, som stod bag forslaget, i ‘Go’ aften LIVE’.

Hun frygter, at de danskere, der ikke vil lade sig vaccinere, vil blive efterladt. De vil være på et såkaldt "B-hold", mens "A-holdet" kan boltre sig i det genåbnede samfunds slaraffenland.

På dagens pressemøde blev den bekymring ikke direkte italesat, men Brian Mikkelsen fortalte, at han godt kan forestille sig en situation, hvor beværtninger og lignende tjekker vaccinepas. Det ville gå imod en tidligere udmelding fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som på et pressemøde i november understregede, at en opdeling af befolkningen ikke vil komme på tale.

Hun mener blandt andet, at det kan presse danskere til at lade sig vaccinere mod deres vilje. Video: Julie Tantholdt

Hvem laver noget lignende?

En række lande både i og uden for EU har lavet eller er i gang med at lave vaccinepas. Det gælder for eksempel Polen, Grækenland, Island, Belgien, Finland, Ungarn og Rusland.

EU er imidlertid ikke i gang med at lave en fælles løsning. Men det må de snart i gang med, vurderer TV 2s Ole Krohn.

- Der kommer kæmpe pres på ved, at mange lande er i gang med det. EU er nødt til at tage aktion på det her og sørge for, det går hurtigt, siger han.

Hvem skal lave det?

Selve udviklingen af appen kender vi intet til endnu. Morten Bødskov fortæller, at der skal gennemføres en regulær udbudsrunde, og ifølge oplysningerne fra Finansministeriet er man ikke klar til at sende et udbud afsted endnu.

Carsten Størner fra IBM fortæller, at hans virksomhed vil byde på opgaven, men vi kender ikke andet til interesserede parter. Han fortæller videre, at IBM vil kunne være klar med en demo inden for én til to uger.

Coronapasset kan være med til gradvist at genåbne det danske samfund, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Nytter det overhovedet noget?

Ifølge den eksisterende plan over vaccinationer i Danmark, skal alle danskere tilbydes en vaccine senest 27. juni. Det vil altså sige blot en måneds tid efter, at vaccinepasset efter planen skal være klart til brug.

Morten Bødskov fik derfor adskillige spørgsmål om, hvad pointen så overhovedet er med passet – for hvis alle er vaccinerede, er der vel ikke længere behov for at kunne dokumentere det?

- Det, synes jeg, er det helt forkerte udgangspunkt. Vi kan ikke afvise, at andre lande vil blive ved med at stille krav til vores dokumentation, svarede den fungerende finansminister.

Hvad var så egentlig det nye?

Med alle de ubesvarede spørgsmål, og med det in mente, at regeringen allerede i starten af januar luftede planerne for et vaccinepas, kan man blive fristet til at tænke, at der ikke var meget nyt på dagens pressemøde.

Det var dog ikke tilfældet.

Det var nemlig en ny oplysning, at regeringen er gået sammen med Dansk Erhverv og Dansk Industri om at udvikle den digitale løsning. Tidshorisonten på tre til fire måneder kendte vi heller ikke på forhånd. Men derudover kan man roligt betragte udmeldingen som en hensigtserklæring. Et løb, der bliver skudt i gang, selvom ingen endnu ved, hvor målstregen er henne.

- Det vigtige skridt er at få det teknologiske arbejde iværksat, så vi kan få lavet nogle modeller klar. Under hvilke betingelser, de så skal anvendes og af hvem og hvordan, det skal afgøres senere, fortalte Morten Bødskov.

Hvorfor er det hele så uklart?

Det spørgsmål er der et simpelt svar på – der er der nemlig ingen, der ved, hvordan coronasmitten vil udvikle sig. Bødskov understregede igen og igen, at planerne er komplet afhængige af udviklingen i samfundet.

- Den kamp, vi er i mod corona, har vist med al tydelighed, at der ikke er nogen, der ved, hvordan det vil se ud i foråret. Det er godt at tage fat på den teknologiske del nu, men hvordan og hvornår det reelt kan sættes i værk, det afhænger af udviklingen i smitte og vacciner, fastslog den fungerende finansminister.