Politik

Folketinget skal beslutte, om Mette Frederiksen skal for en rigsret

Et borgerforslag, der vil stille statsministeren til ansvar for sin rolle i sagen om den ulovlige aflivning af mink, har rundet 50.000 underskrifter.

Skal statsminister Mette Frederiksen (S) stilles for en rigsret?

Det spørgsmål skal Folketinget nu tage stilling til.

Torsdag formiddag har et borgerforslag med netop det krav rundet de nødvendige 50.000 underskrifter, og det betyder, at det nu skal behandles i Folketingssalen.

Det er statsministerens rolle i sagen om aflivning af alle mink i Danmark, der er baggrunden for forslaget.

Beordrede aflivning uden hjemmel

4. november fastslog hun for rullende kameraer, at alle landets mink skulle slås ihjel. Det viste sig dog efterfølgende, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at kræve det, og det er den brøde, forslagsstillerne nu vil have Mette Frederiksen stillet til ansvar for.

Lyn-analyse

Det her er udtryk for, at minksagen er en sag, der ikke vil dø. Der er en lang række borgere, der føler, at Mette Frederiksen har optrådt nærmest diktatorisk under coronakrisen, og at det særligt kom til udryk i forbindelse med kravet om, at alle mink skulle aflives.

Uden at forklejne borgerforslaget bliver det dog ikke i forbindelse med behandlingen af det, at Mette Frederiksens skæbne besejles.

Folketinget har selv nedsat en granskningskommission, og det er nok især i forbindelse med den, hvor vi må forvente, at hun skal afhøres af en dommer, at statsministeren kan blive udfordret. 

Jyllands-Posten har tidligere interviewet Jesper Thygesen, der er en af forslagsstillerne. Han er nu forhenværende minkavler, og han mener ikke, Mette Frederiksen skal have lov at slippe afsted med bare at sige, at det var en fejl, at man beordrede aflivning af alle mink, inden lovgivningen var på plads.

- Vi synes, at det virker underligt, at man som statsminister kan få lov at slippe for at redegøre for sine handlinger og i stedet snakke udenom. Hun tager ikke ansvar for at gøre noget ulovligt. Som tidligere justitsminister burde hun kende loven, siger han til avisen.

Ikke flertal

Minksagen har allerede haft konsekvenser for den nu tidligere fødevareminister Mogens Jensen, der i løbet af november sidste år blev presset til at trække sig fra posten.

I december besluttede Folketinget at nedsætte en såkaldt granskningskommission, som netop skal kulegrave Mette Frederiksens rolle i minksagen, og før den senere i år kommer med sin redegørelse er det tvivlsomt, om borgerforslaget vil blive stemt igennem.

Ingen af regeringens støttepartier er således klar til at stemme for. For forslagsstillerne handler det dog også mere om at sende et signal, pointerer Jesper Thygesen.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen.