Lippert

Jens Rohde fik nok af topstyringen hos de Radikale

De radikales politik er styret af kampagner, der skal fremme toppen af partiet. Sådan lyder det fra det nu tidligere medlem af partiet.

Mandag bekendtgjorde Jens Rohde, at han har meldt sig ud af Radikale Venstre. Nu er han i stedet folketingets syvende løsgænger.

I programmet 'Lippert' forklarer han, at beslutningen blandt andet skyldes, at partiet var for topstyret.

- Det bliver en politik, der defineres af en meget smal ledelse og nogle ansatte, og hvor der ikke er plads til uenighederne - og den store samtale. Og jeg hører nu engang til dem, der mener, at enighed gør dum, siger Jens Rohde.

I partiet har han oplevet, at der ikke var plads til, at man havde en anden holdning end majoriteten.

- Tolerancen er ikke voldsomt stor, hvis ikke man hører til de rettroende, mener Jens Rohde.

Fik en færdigstrikket plan i hånden

Som boligordfører for det radikale fik Jens Rohde for eksempel topstyringen at mærke ved at få stukket en færdig ghettoplan i hånden.

- Det er bare ikke sådan, politik fungerer for mig - som sådan en virksomhedsdrift.

- Det duer ikke, at partierne over en kam - og slet ikke et parti, der vil placere sig i midten - bliver skabt ud fra en skabelon. Så eroderer det. Og det gjorde det for mig.

Tog beslutningen for ni dage siden

Beslutningen har været undervejs noget tid, men først for ti dage siden stod det endeligt klart for Jens Rohde, at han ikke længere hørte hjemme i gruppeværelset hos de radikale.

Han var til et kandidatmøde i hovedstaden. Til mødet blev han bedt om at undskylde for, hvad han havde ment og gjort omkring forløbet før og efter, Morten Østergaard trak sig som politisk leder. Selv sammenligner han mødet med et såkaldt bønnemøde.

Efter mødet sagde Rohdes kone til ham: "Det var ikke dig, der talte der. Jeg har aldrig hørt dig tale på den måde".

- Og så er det, man skal overveje, om man formår at være sig selv i det selskab. Og det gør jeg nok egentlig ikke rigtig. Og jeg duer bare ikke til at forstille mig, fortæller Jens Rohde.

Kritiserer ledelsen

Det er netop den ledelsesstil, Rohde blev udsat for på mødet, han nu kritiserer.

Ledelsesstilen mener han, er opstået, efter partiet hyrede konsulenter ind til at pudse partiets profil af. En profil, som ifølge Rohde blev for aktivistisk og for langt fra midten.

- Jeg hører til dem, der mener, at man skal gøre sig så spilbar, at man ikke kommer i en situation, hvor resten af folketingets partier ikke kunne drømme om at danne en regering med Radikale Venstre. Så kan vi jo selv sidde og mene, at vi vil gøre det godt for mange mennesker, men hvis der ikke nogen, der vil røre os med en ildtang, så er der ikke meget sjov ved det.

Det duer ikke, at partierne over en kam - og slet ikke et parti, der vil placere sig i midten - bliver skabt ud fra en skabelon.

Jens Rohde, MF

Forsøgte - men lykkedes ikke

Efter Sofie Carsten Nielsen blev valgt som ny politisk leder for partiet efter Morten Østergaard, besluttede Rohde sig ellers for at give den nye konstellation en chance. Han havde ellers stemt på Martin Lidegaard som leder.

- Sofie og jeg har prøvet løbende at opbygge tillid til hinanden efter det her forløb, siger Jens Rohde.

Men tilliden holdt ikke. Og partiets politik var forsat ikke midtersøgende nok for ham.

Det gælder for eksempel på klimaområdet, hvor det radikale med Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen har stillet det ene ultimatum efter det andet.

- Vi er nødt til at have alle med. Vi kan ikke bare gøre det til et opgør med landbruget eller de segmenter, som man via analyserne fra konsulenterne har fundet ud af alligevel ikke stemmer på os. Det er der, centrifugalkraften i dansk politik får overtaget. Og det er et kæmpe problem. Det er et systemisk problem, og det er en hån mod selvstændigt tænkende mennesker, at det fungerer på den måde.

Flere løsgængere

Det er derfor, han nu er løsgænger.

- Jeg tror, at hvis det fortsætter sådan - og det handler ikke kun om Radikale Venstre - så vil vi se mange flere løsgængere i fremtiden. Og så er det jo lige før, at løsgængerne så kan lave deres eget parti.

Om der er flere fra den radikale folketingsgruppe, der vil gå samme vej som Rohde, vil han ikke udtale sig om. Det skal de selv gøre, mener han.

- Det duer ikke, hvis der ikke er plads til uenighederne i partierne og den demokratiske samtale, fordi politikken bliver skåret skarpt af konsulenter for at skærpe toppen i partierne - formanden og en snæver ledelse.

Hvad der nu skal ske for Jens Rohde, ved han ikke endnu. Flere har spurgt ham, om Lars løkke Rasmussens politiske projekt kunne være interessant.

- Jeg har besluttet mig for ikke at have en plan og trække noget frisk luft. Jeg skal cykle nogle ture, og så skal jeg finde ud af, hvad jeg vil. Jeg ved det ikke på nuværende tidspunkt. Jeg vil have lov til lige at rense mit hoved og tænke mig om.

Se hele programmet med Jens Rohde på TV2 PLAY.