Coronavirus

Hård kritik af Hækkerup i kviktest-sag: - Det stinker simpelthen

Kritikken går blandt andet på, at regeringen burde have erkendt tidligt i forløbet, at de begik en fejl.

Tidligere onsdag kunne TV 2 fortælle, at det var misvisende, da justitsminister Nick Hækkerup (S) 20. januar gav udtryk for, at kommunerne bar ansvaret for, at der ikke blev testet nok.

Ifølge ministeren var det "en utilfredsstillende situation," og det var kommunerne, der skulle sætte skub i tingene.

Interne mails, som TV 2 har fået indsigt i, viser imidlertid, at det var regeringens egne anbefalinger og retningslinjer, der lå bag kviktest-strategien helt op til 20. januar, hvor pressemeddelelsen blev sendt ud.

Det har fået kritikken til at hagle ned over regeringen fra flere sider.

Blandt andet mener SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen, at det viser, at regeringens bærer ansvaret.

- De har lavet en ufleksibel aftale, så kommunerne ikke kan udnytte den ledige kapacitet af kviktest, siger hun.

Næstformand i Kommunernes Landsforening (KL) Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg, siger, at flere borgmestre er dybt frustreret over regeringens udmelding.

- Jeg kunne ikke finde en eneste borgmester, der synes, at det var i orden, at ansvaret blev lagt over på os. Og der kan jo ske fejl, fordi det går stærkt, men måden man bliver hængt ud på, det er jo derfor, at nogle borgmestre føler, at de bliver smidt under bussen, siger han.

Skulle have kontaktet regeringen

Kirsten Normann Andersen siger til regeringens forsvar, at hun mener, man kunne have forsøgt at gøre opmærksom på problemet, før det gik så galt.

- På den anden side kunne borgmestrene eller KL jo gribe knoglen og ringe til regeringens ministre, hvis der er noget, som ikke fungerer, siger hun.

Hos oppositionen er tonen dog en anden. Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, siger, at det er "helt urimeligt".

- Den her sag, den stinker simpelthen. Regeringen har skældt ud på kommunerne uden at have noget at have det i, siger Martin Geertsen.

Efter sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde 29. december sagde, at man ville iværksætte kviktest på landets plejecentre, gik der tre uger, før planen faktisk blev sat i gang. Det skete 19. januar.

Og det, mener Martin Geertsen, er ansvarssvigt.

- De hænger jo i bremsen i tre uger, og så har de den frækhed efterfølgende at skælde regioner og kommuner ud. Det er helt på månen.

De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, mener, at regeringen havde mulighed for at gøre noget langt tidligere.

- Regeringen burde meget tidligere have defineret klart, at der skal testes massivt på plejecentrene, så man ikke fik smitten ind, siger han.

- Regeringen fraskriver sig ansvaret

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup, er der ikke noget galt med udtalelsen. Han står gerne ved det, siger han til TV 2 i et skriftligt svar.

- Der var behov for, at testkapaciteten blev benyttet, og det opfordrede jeg kommunerne til. Det står jeg selvfølgelig ved. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor nogle kommuner ikke har kendt til den ledige kapacitet, lyder det.

Men Martin Geertsen mener, at regeringen totalt fraskriver sig sit ansvar i sagen.

- Det kunne se ud som om, at man kører kommunikativt hen over kommuner og regioner og forsøger at signalere, at der er fuldstændig styr på det her, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, at man skulle have erkendt at have begået en fejl. Det havde været i overensstemmelse med, hvad statsministeren sagde tidligt - "vi kommer til at begå fejl".

Per Larsen peger også på regeringen som de ansvarlige i forløbet.

- Det virker som om de har kastet bolden et andet sted hen for at slippe for ansvaret. Og det er ikke i orden, siger han.

Både sundhedsministeren og justitsministeren er kaldt i samråd om forløbet. TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men det har ikke været muligt.

Ifølge Martin Geertsen vil man her forsøge at forstå nærmere omkring det forløb, TV 2 har beskrevet baseret på de interne mails.

- Jeg synes, at de skal have mulighed for at give Folketingets partier en redegørelse for, hvordan de ser på den her sag.