Politik

Flere børn skal bortadopteres med tvang, foreslår regeringen

Regeringen lægger også op til, at flere spædbørn skal bortadopteres og med sin adoptivfamilie hjem straks efter fødslen, erfarer TV 2.

Regeringen vil gøre det lettere at bortadoptere omsorgssvigtede børn med tvang, hvis der ikke er udsigt til, at forældrene bliver gode forældre.

Det er et af elementerne i udspillet 'Børnene Først', som regeringen har præsenteret på et pressemøde onsdag.

TV 2 erfarer

Denne artikel bygger på oplysninger fra anonyme kilder, da informationerne kun har været mulige at fremskaffe under betingelse af anonymitet.

Det har TV 2 accepteret, fordi TV 2 finder oplysningerne relevante for offentligheden.

I dag kan et barn tvangsadopteres, hvis det vurderes, at forældrene er ude af stand til at tage sig af barnet i hele dets opvækstperiode. Det krav vil regeringen lempe, så flere børn kan bortadopteres med tvang.

Derudover foreslår regeringen, at adoption altid skal vurderes, når et barn har været anbragt uden for hjemmet i tre sammenhængende år.

Flere spædbørn skal adopteres

Regeringen lægger også op til, at flere spædbørn skal bortadopteres.

Det skal blandt andet være muligt at træffe afgørelse om bortadoption, allerede før barnet bliver født, så barnet kan komme med sin adoptivfamilie hjem med det samme efter fødslen.

Derudover vil regeringen forpligte kommunerne til altid at overveje adoption af nyfødte, der anbringes ved fødslen.

Udsatte børn skal have nyt hjem tidligere

Et andet initiativ i regeringens udspil er, at der fremover skal tages bedre hånd om eventuelle søskende, hver gang et omsorgssvigtet barn bliver tvangsfjernet. Det sagde socialminister Astrid Krag (S) til TV 2 tirsdag.

Regeringen mener i det hele taget, at flere børn skal tvangsfjernes. Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede ambitionen i sin nytårstale ved indgangen til 2020.

- Flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile, sagde hun.