Minkformand hilser aftale velkommen - avlere kan stikke millioner i lommen, siger kommentator
Knap 19 milliarder kroner skal kompensere de danske minkavlere med ny aftale. Alt for dyrt, lyder kritikken.
Mandag aften lykkedes det regeringen og en række partier at lande en aftale, der skal kompensere de danske minkavlere.
Aftalen lyder på op mod 18,8 milliarder kroner, hvoraf mere end halvdelen skal gives i direkte erstatning til minkavlerne, mens også de erhverv, der er indirekte berørt af minksagen, får en hjælpende hånd.
Fra minkavlernes perspektiv ser aftalen "fornuftig ud". Det fortæller formand for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, til TV 2:
- Vi har afleveret et erhverv i absolut verdensklasse, så derfor skal vi selvfølgelig have en ordentlig erstatning, siger han.
Et færdigt erhverv
I aftalen indgår også en såkaldt dvaleordning på 60 millioner kroner til de avlere, der ønsker at fortsætte med minkavl, når forbuddet ophæves fra 2022.
Men det er der ifølge Tage Pedersen ingen ide i. Han mener, at det bliver en umulig opgave for de avlere, der tør kaste sig ud i erhvervet efterfølgende.
Der er simpelthen for stor konkurrence fra lande som Kina og Polen, og så vil man skulle være en slags "minkpioner" for at starte hele produktionen op igen, fortæller han.
- Desværre er et rigtig godt dansk erhverv nedlagt, og det er det for altid. Det vil aldrig komme tilbage, siger Tage Pedersen.
Er der tale om en overkompensation?
Blandt andet Enhedslisten og Alternativet står uden for aftalen, da de mener, at kompensationen er blevet alt, alt for høj.
Og der er da også tale om et stort beløb, der vil give nogle minkavlere muligheden for at gå det nye år i møde med en stor pose penge i hånden - mens andre avlere vil stå tilbage med en stor gæld.
Erstatningen for den gennemsnitlige minkavler kan ende på mellem 11,6 og 13 millioner kroner, mens samme gennemsnitlige minkavler har en gæld på 8,7 millioner kroner.
Det fortæller TV 2s erhvervskommentator, Ole Krohn:
- En gennemsnitlig minkfarmer kan altså stikke to eller fire millioner kroner i lommen, men så skal man også huske på, at det er for et helt livsværk, siger han.
Fødevareminister: - Ikke en krone for meget er brugt
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) mener ikke, der er brugt en krone for meget på aftalen.
- Vi har vendt hver en sten i forhold til, hvad der er rimeligt, siger han til TV 2.
I tre ud af fire år har minkbranchen givet underskud, og mange farme stod i forvejen med en stor gæld. Nu skal knap 19 milliarder skattekroner bruges på at kompensere dem. Giver det mening?
- Vi har forhandlet os frem til det her niveau for at være helt sikre på, at der ikke er nogen minkavlere, der vil føle sig snydt, siger ministeren.
Rasmus Prehn indrømmer, at der vil være delte meninger om, hvorvidt aftalen er blevet for dyr, men at kompensationen også er baseret på en forudsigelse af, hvordan minkbranchen ville have klaret sig i fremtiden.
- Priser på minkskind går altså op og ned, og der har været gode tider og dårlige tider, siger han.
Hele det danske minkerhverv blev næsten over natten lukket ned i november, efter at coronasmitte var begyndt at sprede sig blandt landets minkbesætninger.