Aldrig før har Folketinget haft så mange løsgængere
Siden valget i 2019 har otte folketingsmedlemmer forladt deres partier. Syv af dem er stadig løsgængere, mens én har taget sit mandat med sig til SF.
Mandag meddelte Jens Rohde, at han ikke længere vil være en del af Radikale Venstre.
Dermed skrev han sig ind i den voksende gruppe løsgængere i det danske folketing. Den tæller nu:
- Simon Emil Ammitzbøll-Bille (Liberal Alliance)
- Uffe Elbæk (Alternativet)
- Sikandar Siddique (Alternativet)
- Susanne Zimmer (Alternativet)
- Orla Østerby (Det Konservative Folkeparti)
- Lars Løkke Rasmussen (Venstre)
- Jens Rohde (Radikale Venstre)
Antallet er rekordhøjt. Faktisk har der siden slutningen af 1960'erne kun været sammenlagt 62 løsgængere inklusiv de syv nuværende. Kun to af dem er valgt ind uden et parti i ryggen, mens langt de fleste har forladt deres respektive partier midt i valgperioden.
En flok individualister
Sidstnævnte gør sig også gældende for samtlige af de syv, som lige nu er partiløse. Det skyldes ifølge Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet, at politikerne i dag i højere grad end tidligere er individualister.
Hun har analyseret partiskift i Folketinget i perioden 1953-2020 og har set, at perioderne med flest løsgængere typisk er i forbindelse med politiske opbrud.
Denne gang gælder blandt andet, at regeringen ved valget i 2019 blev farvet rød, at klima er blevet det helt store tema, og at der internt i partierne udspiller sig nogle store opgør.
- Når der er interne opgør om politik eller lederskabet, er der ofte flere, der bliver skuffede, siger Helene Helboe Pedersen til TV 2.
For Jens Rohdes vedkommende gik der for eksempel allerede spekulationer om, at han var på vej væk fra de radikale, da deres forhenværende leder, Morten Østergaard, trak sig midt i MeToo-debatten, og en ny leder derfor måtte udnævnes.
Det blev som bekendt Sofie Carsten Nielsen, som ifølge Jens Rohde var den forkerte til posten. Det var dog ikke den direkte årsag, fortalte Rohde mandag. Det var i stedet, at de radikale ifølge ham ikke længere er midtersøgende nok og stiller for mange komiske ultimatummer.
Mandatet følger personen
Grundene til, at en folkevalgt forlader partiet, vedkommende er valgt for, kan være mange. Men uanset årsagen har de alle ret til at gå og tage deres mandat med sig.
Det fik voldsomme konsekvenser, da fire ud af Alternativets i alt fem folketingsmedlemmer i foråret 2020 forlod partiet, der pludselig kun havde ét mandat at gøre godt med, trods vælgeropbakningen året forinden havde sikret dem fem.
Melder nogle af afhopperne sig ind i et nyt parti, følger mandatet ligeledes med. Præcis som man så det, da én af alternativisterne, Rasmus Nordqvist, tilsluttede sig SF to måneder efter sit farvel til Alternativet. Partiet gik dermed fra 14 til 15 mandater.
Ifølge Helene Helboe Pedersen skal der ikke mange frafald til, før et partis magt svækkes.
- Det kan have stor betydning for, om partierne kan arbejde effektivt eller ej. Alternativet eksisterer jo for eksempel nærmest ikke længere, og derfor bliver det også svært at føre politik, siger hun.
En pose penge følger med
Det er dog ikke alene mandatets magt, der følger personen. Det gør nogle af pengene også.
Løsgængere har nemlig ret til et mandatbeløb, der i 2021 lyder på 49.890 kroner om måneden. Derudover kan de hvert år søge om et eksperttillæg, som typisk bruges til at ansætte en rådgiver, presse- eller studentermedhjælper.
Det betyder, at løsgængerne har omtrent 68.000 kroner til rådighed om måneden. Det er en smule mindre, end hvis de var blevet i partierne - til gengæld er arbejdsbyrden også tilsvarende mindre, da der for eksempel ikke skal deltages i ugentlige gruppemøder.
- De har garanteret lidt færre arbejdstimer end de andre, og de har pludselig også lidt færre kvadratmeter til rådighed. Om de bliver smidt ud fra deres kontor med en papkasse under armen, ved jeg ikke, men de bliver i hvert fald tildelt et nyt væk fra partiet, siger Helene Helboe Pedersen.
Kan få parlamentarisk betydning
At et medlem forlader sit parti behøver ikke nødvendigvis at få de store konsekvenser. Det kan dog ske, da den danske styreform som bekendt bygger på politikernes evne til at tælle til 90.
For at bruge den nuværende parlamentariske situation som eksempel, så sidder den socialdemokratiske etpartiregering kun på ministerposterne, fordi de ved hjælp af støttepartiernes mandater har et politisk flertal. Socialdemokratiet har selv 48 mandater, mens Enhedslisten, SF og Radikale Venstre nu tæller 43.
Først hvis partierne mister yderligere to mandater og dermed når ned på 89, vil det kunne få parlamentarisk betydning.
For eksempel så man i 1997 løsgængeren Jacob Haugaard lægge det afgørende mandat til finansloven, fordi regeringen og dens støttepartier ikke udgjorde det nødvendige flertal. Han er desuden den éne af tidens i alt to løsgængere, som har formået at blive valgt til Folketinget uden et parti.
Hvem peger de på?
Ifølge Helene Helboe Pedersen ligger den største fare ved løsgængere i, at de kan være svære at gennemskue.
- Løsgængerne har typisk ikke personligt peget på en statsminister, men har i stedet stået bag den kandidat, som det samlede parti ønsker på posten. Derfor vil det være smart at tage en løsgænger i ed om, hvor vedkommende står, før et nyt folketingsvalg skulle blive aktuelt, siger hun.
Hvordan de nuværende syv løsgængere vil agere resten af valgperioden afhænger ifølge professoren af, hvad de har i sinde at gøre med deres mandat.
Vil de lade det løbe ud ved næste valg, kommer man formentlig ikke til at høre meget til dem, forklarer Helene Helboe Pedersen. Men har de omvendt planer om at melde sig ind i et eksisterende parti eller stifte deres eget, vil taletiden formentlig være en noget anden, vurderer hun.