Venstre bløder vælgere – her går de hen
Næsten en tredjedel af Det Konservative Folkepartis vælgere stemte Venstre ved seneste folketingsvalg.
Siden folketingsvalget i 2019 er vælgerne flygtet fra Venstre, og nu viser en ny undersøgelse foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, hvor vælgerne er gået hen.
Ifølge Megafons undersøgelse er det især Det Konservative Folkeparti, der tager stemmer fra Venstre.
14 procent af Venstres vælgere fra folketingsvalget i juni 2019 er gået over til Søren Pape Poulsens parti. Det svarer til, at næsten en tredjedel af Det Konservative Folkepartis vælgere stemte Venstre ved seneste valg.
Tallene er et gennemsnit udregnet over en lang periode fra april 2020 frem til i dag, hvor over 6000 respondenter har deltaget. Medregnet er derfor en stor del af perioden fra før den seneste uro i partiet med Lars Løkke Rasmussens udmeldelse og Inger Støjbergs farvel til næstformandsposten.
Det er dog langt fra kun Det Konservative Folkeparti, som Venstre taber vælgere til. Socialdemokratiet og Nye Borgerlige rager ifølge målingen hver især 7-8 procent af Venstres vælgere fra seneste folketingsvalg til sig.
Nye Borgerlige tager fra DF
Det er især i blå blok, at vælgerne vandrer.
Dansk Folkeparti mister ifølge vælgervandringsundersøgelsen foretaget fra april 2020 frem til i dag en femtedel af sine vælgere til Nye Borgerlige, mens 11 procent går til Socialdemokratiet.
For Nye Borgerlige, der kun med nød og næppe klarede sig over spærregrænsen ved folketingsvalget i 2019, men siden har vokset sig større end Dansk Folkeparti i mange meningsmålinger, viser Megafons vælgervandringsundersøgelse, at næsten halvdelen af partiets vælgere kommer fra Venstre og Dansk Folkeparti.
Analytiker: Voldsomme bevægelser
Ifølge TV 2s politiske analytiker Hans Redder viser Megafons vælgervandringsundersøgelse, at der sker meget store ændringer i det politiske landskab for øjeblikket.
- Det er nogle meget voldsomme bevægelser, der foregår blandt de danske vælgere, men det er især vælgervandringer, der finder sted internt i blå blok. Vælgerne forsvinder væk fra Venstre og Dansk Folkeparti, som er to partier i enorme kriser i øjeblikket, og over til Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti, siger Hans Redder.
En ny meningsmåling foretaget af Megafon viser desuden torsdag, at Det Konservative Folkeparti har vokset sig større end Venstre.
Søren Pape Poulsens parti står her til 13,3 procent af stemmerne, mens Venstre kun får 11,3 procent. Det er den dårligste Megafon-måling for Jakob Ellemann-Jensens parti nogensinde og mere end en halvering i forhold til folketingsvalget for halvandet år siden.