De historiske kriser i Socialdemokratiet og hos de konservative risikerer at blive et spejl for Venstre og formand Jakob Ellemann-Jensen.
Politik

Koryfæernes dystre beretninger: Historien viser, at Venstres krise kan blive langvarig

Store politikere gennem tiderne har gennemgået, hvad Venstre gennemgår nu. Flere ser paralleller til de kriser, der i årevis martrede S og K.

Et formandsopgør, der efterlod ingen overlevende.

En ny formand, der har måttet fyre sin næstformand for illoyalitet og siden stemme for at stille hende for en rigsret.

Og en gammel høvding, der sagde farvel, fordi han ikke længere kunne se sig selv som en del af stammen.

Det er ikke småting, der er sket i Venstre det senest halvandet år.

Søndag forsøgte partiet at sætte foreløbigt punktum for besværlighederne, da man uden modkandidat valgte Stephanie Lose som nyt, stabilt sidekick til Jakob Ellemann-Jensen.

Fra kulissen skal hun hjælpe ham med at klinke de skår, der på rekordtid har vokset sig afgrundsdybe i det 150 år gamle parti.

Som en trøst i en svær tid kan Venstre-folkene betrygge sig ved, at partier før dem har oplevet lignende kriser og overlevet. Op gennem 1990’erne og 2000’erne var både Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti martret af fløjkrige og personopgør i en sådan grad, at de truede med at splitte partierne ad. I dag står de stærkere end længe set.

Omvendt må Venstre vride sig ved tanken om det faktum, at læren fra netop kriserne i S og K tilsiger, at søndagens punktum meget vel risikerer hurtigt at blive ændret til et komma.

TV 2 har talt med flere hovedpersoner, der på hver deres måde var centrale i fortidens partipolitiske opgør, og de ser alle flere sammenfald med det, de oplevede, og det Venstre gennemgår nu.

Magtens samlende kraft

Fløjkrigene i Socialdemokratiet kulminerede i et usædvanligt formandsopgør i 1992 og fortsatte lang tid efter. Video: Rasmus Dam Nielsen

Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Frank Jensen var alle en del af den kamp, Socialdemokratiet kæmpede mod sig selv i slutningen af forrige årtusinde.

Bjerregaard og Lykketoft støttede begge Poul Nyrup Rasmussen, da han i 1992 væltede den siddende formand Svend Auken, og fortsatte siden magtkampene som prominente skikkelser og kongemagere i de for Socialdemokratiet så vigtige kaffeklubber.

Frank Jensen holdt forsvarstalen for Auken, da opgøret mod Nyrup skulle stå, og i tiden efter var han med til at stifte kaffeklubben ”Aldrig mere 11. april”, hvor navnet netop refererede til det skæbnesvarende formandsopgør.

Det var rædselsfuldt

Helge Adam Møller om personopgørene i Det Konservative Folkeparti

De er alle enige om, at Venstres store udfordring lige nu er, at regeringsmagten og dermed et samlende projekt er langt væk.

- Når man deler noget, er der vindere og tabere, men det, der i første omgang reddede Socialdemokratiet og Poul Nyrup som ny formand, var, at vi kort tid efter dannede regering. Så kunne Nyrup tage Svend Auken med ind, give ham en god ministerpost og på den måde lægge låg på konflikten, siger Ritt Bjerregaard.

- Derfor nåede vi aldrig ud i de situationer, som Venstre er havnet i nu, hvor prominente folk forlader partiet. Den mulighed har Ellemann ikke haft.

Mogens Lykketoft påpeger, at der i store partier altid vil være mange forskellige meninger repræsenteret.

- Så længe der er en stærk og enig ledelse og en magtposition at forsvare, bryder det ikke ud i lys lue, men i en situation, hvor magten er gledet af hænde, er det, at det hele kan eksplodere, siger han.

Mogens Lykketoft, Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup Rasmussen blev kaldt Socialdemokratiets fantastiske fire. I to årtier delte de magten i partiet imellem sig.

Farlige fløjkrige

Da Inger Støjberg kort før nytår ufrivilligt endte med at trække sig som næstformand, italesatte en af hendes faste støtter, Thomas Danielsen, den splittelse i Venstre, som andre før ham har kaldt forskellen mellem Byvenstre og Landvenstre.

I en intern mail til sine kolleger i folketingsgruppen skrev han:

- Nu har Venstre i offentligheden slået fast, at vi ikke mener, at partiet skal kunne tale til lastvognsmekanikeren i Vestjylland og advokaten på Frederiksberg samtidigt!

Ifølge Frank Jensen var netop kvalerne med at rumme alle fløje af partiet noget, der i mange år efter formandsopgøret hjemsøgte socialdemokraterne:

- Socialdemokratiet har to strømninger. Den pragmatiske og ideologiske strømning.

- Når vi har haft de gode perioder i Socialdemokratiet, er det, når vi har lykkedes med at forene de to strømninger. Når vi har haft det svært, har det som ofte været, når vi ikke har haft ansvaret, og vi ikke har kunnet bruge vores fælles energi til noget konstruktivt, siger han.

Frank Jensen tabte formandsvalget i Socialdemokratiet i 2005 til Helle Thorning-Schmidt.

Ingen genveje

Frank Jensen forsøgte i 2005 at vinde ideologernes tabte magtbase tilbage, da han stillede op som formand for socialdemokraterne, men til manges overraskelse tabte han til den unge og for mange ukendte Helle Thorning-Schmidt.

Ifølge Ritt Bjerregaard, der selv dengang støttede Thorning, gav det valg socialdemokraterne endnu en udfordring, som Venstre i dag kan spejle sig i.

- Under normale partiomstændigheder ville Frank Jensen have vundet den urafstemning. Han havde været minister og politisk ordfører, mens Thorning var et ubeskrevet blad. Men i stedet valgte man det mere ukendte, i håb om at man på den måde kunne smyge sig uden om fløjkrigene.

Var det nok i forhold til at få lukket ned for de interne stridigheder?

- Nej, det var ikke nok, og det er det jo aldrig, fastslår Ritt Bjerregaard

Konsekvenserne af en rigsret

Venstres interne stridigheder kulminerede torsdag i forrige uge, da et flertal i folketingsgruppen anført af Jakob Ellemann-Jensen valgte at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg. Dermed bliver den tidligere næstformand den første politiker i et kvart århundrede, der skal for retsinstansen.

Den seneste var tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), der i 1995 blev idømt fire måneders fængsel for sin rolle i den såkaldte Tamilsag, og netop rigsretssagen mod Ninn-Hansen var det, der indirekte markerede starten på de konservatives deroute.

- Det var rædselsfuldt, husker Helge Adam Møller (K) i dag.

- Det var en af de eneste gange, jeg overvejede at stoppe i politik.

Efter at Hans Engell (th) kørte spirituspåvirket ind i en betonklods og måtte trække sig som formand for de konservative, overtog Per Stig Møller (tv), men det blev en kort tid på posten.

Personopgør på stribe

Helge Adam Møller var medlem af Folketinget for de konservative fra 1984-2011 og dermed centralt placeret, da partiformand og statsminister Poul Schlüter som konsekvens af Tamilsagen valgte at gå af. Schlüter havde svoret, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet, men det var der altså alligevel, og så måtte der skiftes ud.

I stedet kom Henning Dyremose og Hans Engell til som henholdsvis konservativ statsministerkandidat og politisk leder. De to kunne ikke enes, og det endte med, at Dyremose trak sig fra politik og lod Engell køre videre alene.

Det gjorde han, indtil han i 1997 ramte en betonklods i spirituspåvirket tilstand. Så måtte han trække sig, og så rullede der ellers hoveder derfra. Tre politiske ledere nåede partiet igennem, inden Bendt Bendtsen kom til og fik ro på, blot for at historien kunne gentage sig igen i 2010’erne.

Det eneste positive, jeg kan sige om det til min venner i Venstre, er, at det slutter på et tidspunkt

Helge Adam Møller (K)

Da de personlige stridigheder hos de konservative var værst i de sidste år af 1990’erne, blev Helge Adam Møller valgt som gruppeformand. Han fortæller i dag, at han dengang selv troede, han kunne være ”den fredsbevarende styrke”, men han indså hurtigt, at når først et parti er havnet i en ond spiral af personopgør og vælgerflugt, skal der mere end en gammel major til at stoppe nedturen.

Han fik derfor blot et enkelt år på posten.

.Helge Adam Møller troede, han som gruppeformand kunne lægge låg på de interne konflikter i Det Konservative Folkeparti. Det kunne han ikke. Video: Rasmus Dam Nielsen

- Det, der sker, er, at man internt begynder at positionere sig i forhold til hinanden, for man kan jo se, at hvis nedturen fortsætter, bliver selv pladserne i de sikreste valgkredse usikre, siger han og nævner som eksempel det konservative katastrofevalg i 1998, hvor Per Stig Møller som partiformand kun selv kom ind på et tillægsmandat.

- I sådan en situation begynder folk at kæmpe mere mod hinanden end de politiske modstandere og spekulere i, hvordan man kan profilere sig selv på bekostning af partiet og partifæller.

En depression

Han beskriver tilstanden i partiet dengang som en depression.

- Det eneste positive, jeg kan sige om det til min venner i Venstre, er, at det slutter på et tidspunkt, siger han.

Efter opgøret i 2014 blev grupperingerne (i Venstre, red.) en ensrettet maskine, hvor man skulle sige det samme

Carl Holst (V), tidl. forsvarsminister

Og måske er Venstre allerede et skridt på vejen. I hvert fald skal afskeden med den forhenværende formand Lars Løkke Rasmussen i Helge Adam Møllers optik ikke ses som nogen dårlig ting.

- Hos os kom der først ro på, da Hans Engell forlod politik og blev chefredaktør for Ekstra Bladet. Jeg tror aldrig, Hans Engell i sin dybeste sjæl accepterede, at det ikke var ham, der var politisk leder. I lang tid havde han stadig ambitionen om at lede og stillede jo også op mod mig som gruppeformand, siger Helge Adam Møller.

Da den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti forsøgte at gøre comeback som gruppeformand i 1998, men tabte kampvalget til Helge Adam Møller.. Video: Rasmus Dam Nielsen

Dysfunktionelle Venstre

En anden, der har forladt toppolitik, er Carl Holst. I mange år var han en central skikkelse i Venstre med et nært forhold til særligt Lars Løkke Rasmussen. Som ung stod han i spidsen for Venstres Ungdom, siden blev han både amtsborgmester og regionsrådsformand i Region Syddanmark, inden en kort periode som forsvarsminister blev begyndelsen til enden på hans politiske karriere.

Som afskedssalut skrev han i 2019 bogen ’Carl – prisen for et liv i politik’, hvor han udover sin egen situation også reflekterede over årsagerne til den krise, der allerede var under opsejling i Venstre.

Blandt andet skrev han:

- Venstre er blevet en dysfunktionel familie, som lever på traumerne af det svigt, der ligger i utroskab.

I dag konstaterer han med bedrøvelse, at diagnosen af partiets tilstand stadig holder.

- Venstres styrke er at være et bredt, folkeligt parti, hvor der både er plads til fru grisehandler Larsen og hr. Varnæs, men det er blevet et individualistparti, siger han.

- Mit håb var, at den dysfunktionalitet var blevet læget, men det er den ikke, fordi man i for høj grad har fokus på, hvad man selv vil, og ikke også hvad andre gerne vil.

Lars Løkke Rasmussen og Carl Holst (th) var i mange år nære allierede i Venstre.

Kaffeklubberne kom med Løkke

Carl Holst påpeger, at Venstre på flere stræk er ramt af den syge, der i mange år martrede Socialdemokratiet: gruppedannelserne.

Katalysatoren blev den aftale, Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen indgik første gang, de var på kollisionskurs i den efterhånden berømte kælder i Odense.

- Da Lars (Løkke Rasmussen, red.) 3. juni 2014 overlevede som formand, var en del af prisen, at han gav Kristian Jensen en plads til en af hans støtter i ledelsen. Det skabte kaffeklubberne i Venstre. For hvad er en kaffeklub? Det er en gruppe, der hjælper hinanden til at få indflydelse. Den plads i ledelsen blev kun givet, hvis man var blevet godkendt af Kristian Jensen-fløjen. Det gjorde, at andre også dannede grupper i forsøg på at få del i magten, siger Carl Holst.

Han medgiver, at der også tidligere var grupperinger i Venstre:

- Men det var ikke grupper, der nødvendigvis kæmpede sammen eller delte holdninger. Men efter opgøret i 2014 blev grupperingerne en ensrettet maskine, hvor man skulle sige det samme. Det er første vej til at sige dem og os – og det er kun blevet forstærket siden.

Da Jakob Ellemann-Jensen tiltrådte som formand for Venstre, proklamerede han, at han var "dødtræt af fløjkrig". Siden har han selv kæmpet sin egen. Søndag fik han ifølge ham selv og resten af Venstre-toppen ro på bagsmækken med valget af en næstformand, der agter at lade ham alene om at tegne butikken udadtil.

Men betyder det, at Venstres kvaler er ovre? For Carl Holst er svaret lige så nedslående som situationen:

- Jeg aner det simpelthen ikke. Men man kunne jo starte med at få lavet en kultur, hvor man arbejder i fællesskab, i stedet for at være en gruppe af individualister. Et fællesskab, hvor man passer på hinanden og føler noget for hinanden og ikke glæder sig over hinandens ulykker og modgang.