Politik

Tidligere topchef i Novo Nordisk slutter sig til Lars Løkkes politiske netværk

Blot en uge efter Lars Løkke Rasmussen forlod Venstre, oprettede han et politisk netværk på sin hjemmeside.

Tidligere statsminister og forhenværende formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen er begyndt at få flere profiler fra erhvervslivet med i sit nystiftede netværk.

Blandt dem, der har valgt at tilslutte sig Lars Løkke Rasmussens nye netværk, er Lars Rebien Sørensen, der frem til 2016 var topchef for Danmarks mest værdifulde virksomhed, Novo Nordisk.

- Jeg deler Lars Løkke Rasmussens analyse af den nuværende politiske situation, skriver Lars Rebien Sørensen blandt andet i en mail til Politiken.

Til gavn for erhvervslivet

Videre skriver Lars Rebien Sørensen, at det er hans opfattelse, at et "mere stabilt og politisk flertal på midten af dansk politik vil gavne både erhvervslivet, privatpersoner og Danmark i almindelighed".

Det er på den baggrund, han har tilsluttet sig Lars Løkke Rasmussens netværk.

Udover at være tidligere topchef i Novo Nordisk, er Lars Rebien Sørensen i dag formand for Novo Nordisk Fonden.

Han er derudover også med i en række andre bestyrelser for store selskaber i Schweiz, Sverige og USA.

Ny start

Lars Løkke Rasmussen meldte på den første dag i det nye år ud, at han forlod Venstre. Det gjorde han efter 40 års medlemskab, mere end et årti som formand og seks år som statsminister. Han er nu løsgænger i Folketinget.

Blot en uge efter gjorde han det officielt, at han havde oprettet et nyt politisk netværk via sin egen hjemmeside. Idéen bag projektet er, at det skal samle danskerne på midten af dansk politik.

Lars Løkke Rasmussen har ikke villet afvise, at hans netværk kan blive til et regulært politisk parti på et tidspunkt.