Politik

Støjberg skuffet over "den største mistillidserklæring" fra Ellemann

V-formand kalder det et "følelsesladet gruppemøde". Inger Støjberg er skuffet, men siger, at man ikke dør af en rigsret.

Venstre-profilen Inger Støjberg reagerer på, at hun skal stilles for en rigsret.

- Den største mistillidserklæring, man kan få, at ens egen formand støtter en rigsretssag mod en, siger Inger Støjberg umiddelbart efter Venstres gruppemøde.

Der er "ingen som helst tvivl om", at hun er ærgerlig.

- Jeg er skuffet over, at det er min egen formand, der inviterer resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag mod mig. Det er også noget af det, der gør, at jeg tænker over, hvordan fremtiden kommer til at se ud.

- Man dør ikke af det

Et splittet Venstre endte med at stemme for at indlede en rigsretssag mod den tidligere integrations- og udlændingeminister.

- Det var et gruppemøde, hvor gruppens medlemmer sagde, hvordan de ville stille sig i forhold til en rigsretsag. Og som jeg har sagt før, dør man ikke af at komme for en rigsret. Men det er alvorligt, siger hun.

Hun holder fast i, at hun ikke har gjort noget ulovligt.

- Jeg ved præcis, som den eneste, der var i lokalet, at jeg ikke har givet nogen ulovlig ordrer til nogen, og det er blevet bakket op af vidner, siger Inger Støjberg.

Både Venstre og Socialdemokratiet har stemt for at indlede en rigsretssag mod den tidligere minister. Det afgjorde partierne tidligere på formiddagen.

Socialdemokratiet stemte for som en samlet gruppe. Venstre var splittede, med ni stemmer i mod, men et flertal stemte for. Men Socialdemokratiet sikrede flertallet i Folketinget.

Lyn-analyse

Ni personer, der direkte er uenige med formand Jakob Ellemann-Jensens linje, er forholdvist mange. Der er ikke blot tale om et par stykker – ud over Inger Støjberg. Det her er en udstilling af, at Jakob Ellemann-Jensens autoritet i Venstre i øjeblikket er udfordret. Venstre er splittet som gruppe på dette helt centrale spørgsmål.

De eneste partier, der stemmer imod, er Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Ellemann: - Det har været følelsesladet

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen kom ud efter gruppemødet og kaldte det netop overståede møde "svært".

- Det har været et følelsesladet gruppemøde, og det har været svært. Det her handler om en kollega, en dygtig kollega, en kær kollega, siger Jakob Ellemann efter gruppemødet.

Han fortæller, at Venstres folketingsgruppe er blevet stillet frit i forhold til at stemme.

- De anklager, der hænger over Inger, er så alvorlige, at de ikke kan stå uimodsagt. Og der er ikke andre værktøjer end en rigsret, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann-Jensen fortæller, at det ikke er blevet drøftet, om Inger Støjberg fortsætter som partiets retsordfører. Det bliver diskuteret senere.

Bliver først officielt i eftermiddag

Sagen drejer sig om Støjbergs ulovlige instruks fra hendes tid som udlændinge- og integrationsminister i den forrige regering.

8. februar 2016 udsendte Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister en pressemeddelelse, hvori hun slog fast, at alle asylpar, hvoraf den ene part var mindreårig, fremover ville blive skilt ad. Den praksis viste sig sidenhen at være ulovlig.

Støjberg har forsvaret sig med, at pressemeddelelsen blot var et udtryk for en politisk holdning, og at hun til sit system gav udtryk for, at internationale konventioner selvfølgelig skulle overholdes.

Det bliver dog først officielt afgjort, når et underudvalg til det, der hedder Folketingets Udvalg for Forretningsorden har holdt et møde i eftermiddag fra klokken 15-16.30.