Hvad skal Støjberg nu? Et svært valg, mener politisk analytiker
Inger Støjberg vil i fremtiden få det svært i Venstre, mener Hans Redder. Ifølge Hans Engell vil Støjberg søge lykken i enten DF eller Nye Borgerlige.
Inger Støjberg overvejer sin politiske fremtid, og hendes dage i Venstre kan snart være talte.
Det sker, efter et flertal i partiet torsdag formiddag valgte at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg.
Men det betyder ikke, at hun er færdig i dansk politik. Det mener Hans Redder, der er politisk analytiker for TV 2.
- Inger Støjberg vil bestemt ikke forsvinde ud af dansk politik. Hun har kampgejst og kamplyst tilbage. Hun langer ud efter Jakob Ellemann-Jensen og de gruppemedlemmer, der har stemt for, at hun skal stilles for en rigsret. Hun kommer ikke til at lægge sig ned, det vil ligne Inger Støjberg dårligt, siger Hans Redder.
Vil stadig spille en stor rolle
Han mener, at det bliver afgørende for Inger Støjbergs politiske fremtid, hvordan resultatet af den kommende rigsretssag falder ud.
For hvis hun undgår at blive dømt, har hun en stærk platform at stå på.
Derfor vil Inger Støjberg formentlig komme til at spille en stor rolle i dansk politik - også - i den kommende tid.
- Om det så bliver i Venstre, i Dansk Folkeparti, i Nye Borgerlige eller som løsgænger, det er stadigvæk svært at spå om. Jeg ved heller ikke helt, om Inger Støjberg har gjort sin stilling op, siger Hans Redder.
Efterspurgt af flere partier
Den tidligere minister og nuværende politiske kommentator Hans Engell mener, at Inger Støjberg vil bryde med Venstre og søge lykken i et andet parti.
- Det er jo ikke sådan, at partierne ikke gerne vil have hende. Inger Støjberg er efterspurgt, og både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har bestemt ikke lagt skjul på, at de gerne vil have hende indenfor, siger Hans Engell til TV 2.
Den politiske kommentator er enig med Hans Redder i, at intet tyder på, at Inger Støjberg har planer om at stoppe som politiker.
- Jeg har svært ved at se, at hun skulle sidde på bagerste række, siger Hans Engell.
Et svært valg
Inger Støjberg udtalte efter formiddagens gruppemøde i Venstre, at hun var skuffet over formand Jakob Ellemann-Jensen og hans beslutning om at støtte en rigsretssag mod hende.
Derfor vender den tidligere udlændinge- og integrationsminister efter eget udsagn skråen i øjeblikket, mener Hans Redder.
- Det er klart, at hun gør sig nogle overvejelser om sin politiske fremtid. Men det er et svært valg, da hun har brugt næsten hele sit politiske liv i Venstre, siger TV 2s politiske analytiker.
Derfor er det en stor beslutning for Inger Støjberg, om hun skal melde sig ud af Venstre og eventuelt ind i et andet parti. Men den tidligere næstformand kan med stor sandsynlighed se frem til en mindre fremtrædende rolle, hvis hun vælger at blive i Folketingets største oppositionsparti.
- Det er svært at se Inger Støjberg have en stor, politisk fremtid i Venstre under Jakob Ellemann-Jensens ledelse, siger Hans Redder.
DF vil tage imod Støjberg med åbne arme
Hvis Inger Støjberg vælger at bryde med Venstre, så skal den tidligere udlændinge- og integrationsminister ikke frygte at stå alene.
Hendes fremtid kan muligvis ligge hos Dansk Folkeparti, for Inger Støjberg er nemlig i den grad velkommen i det borgerlige parti.
Det siger formand Kristian Thulesen Dahl til TV 2.
- Ja, det er helt sikkert. Hun vil blive taget imod med åbne arme, lyder det.
DF-formanden mener, at den politik, som Inger Støjberg står for, nærmest passer en-til-en ind i Dansk Folkepartis politik.
Ikke mindst i forhold til udlændinge- og værdipolitikken, hvor Inger Støjberg og Dansk Folkeparti i årevis har været meget tæt sammentømret i det politiske arbejde.
Direkte adspurgt om Kristian Thulesen Dahl har planer om at holde et møde med Inger Støjberg, siger han:
- Jeg taler jævnligt med Inger Støjberg. Det har jeg gjort tidligere, og det kommer jeg også til at gøre fremover. Hun skal i hvert fald mærke, at hun har opbakningen og støtten fra os.