Politik

Vanopslagh ramt af alvorlig stress

Liberal Alliances leder vil i den kommende periode skrue ned for sit politiske arbejde.

Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh er ramt af alvorlig stress.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

- Der er gang i det vigtige politiske arbejde på Christiansborg. Det er en skelsættende tid for Danmark, hvor der er brug for liberale løsninger og stemmer. Desværre falder dette sammen med, at jeg personligt ikke er i stand til at yde den indsats, som jeg gerne ville, lyder det blandt andet.

Der er gang i det vigtige politiske arbejde på Christiansborg. Det er en skelsættende tid for Danmark, hvor der er brug...

Posted by Alex Vanopslagh on Wednesday, January 13, 2021

Skruer ned for det politiske arbejde

Vanopslagh understreger, at han ikke ønsker at stille op til interview om sin tilstand, men fortæller i sit opslag, at han det sidste halve år har været påvirket af stress i en sådan grad, at han har modtaget behandling for det.

- Jeg har været overrasket over, hvor indgribende stress kan være. Og jeg er stadig i en proces, hvor jeg skal finde vejen tilbage til en mere stabil og bæredygtig topform, skriver han.

Derfor vil han i en periode skruer ned for det politiske arbejde, oplyser partiformanden.

Konkret betyder det, at Alex Vanopslagh i den kommende periode vil prioritere at repræsentere partiet ud ad til og det generelle arbejde som partiformand. Til gengæld vil han deltage mindre i det parlamentariske arbejde – herunder mere krævende forhandlingsforløb. Det vil i stedet blive varetaget af partiets to andre folketingsmedlemmer, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl.

Vanopslagh vil dog stadig være Liberal Alliances repræsentant til den månedlige spørgetime med statsministeren, oplyser Liberal Alliance til TV 2.

Alex Vanopslagh har været formand for Liberal Alliance, siden partistifter Anders Samuelsen trak sig for posten, da han i 2019 ikke blev valgt til Folketinget.