Lars Løkke vil ikke stemme for rigsretssag mod Inger Støjberg
Lars Løkke Rasmussen mener, at en rigsretssag mod Inger Støjberg vil sætte barren for fremtidige sager for lavt.
Folketingsmedlem Lars Løkke Rasmussen vil ikke stemme for en rigsretssag mod Venstres Inger Støjberg. Det skriver han på sin hjemmeside.
- En rigsretssag kommer efter min ringe mening til at sætte den fremtidige barre for at føre den slags sager alt for lavt, skriver Lars Løkke Rasmussen.
- Der skal træffes et valg, selvom jeg med sikkerhed får på puklen for det og mange sikkert (bevidst) vil misforstå motiverne. Jeg har truffet mit: Jeg stemmer ikke for en rigsretssag, skriver han blandt andet.
Det svæver fortsat hen i det uvisse, om der skal der rejses en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) eller ej i forbindelse med sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig.
Søren Pind kritiserer udmelding
Kort tid efter Lars Løkke Rasmussens udmelding er tidligere venstreminister Søren Pind gået til tasterne på Twitter, hvor han kritiserer udmeldingen fra den tidligere statsminister.
- Min gamle chef gør nu fælles sag med det yderste højre og dem som mener, at når man er borgerlig, må man bryde loven, men når man er socialist og forbryder sig ift mink, skal man gennem skærsilden. Som en anden een ville sige: Sad. So sad, skriver Søren Pind.
Lars Løkke Rasmussen responderede kort tid derefter med en kort besked til sin tidligere kollega.
- Kære Søren. Har du overhovedet gjort dig ulejlighed med at læse, hvad jeg skriver. Du er for god til det der.
Til det havde Søren Pind to korte svar:
- 1) ja. 2) spejl.
Toppolitikere har endnu ikke taget stilling
Socialdemokratiet og Venstre, som har de afgørende mandater, har endnu ikke gjort deres stilling op.
Det står klart i forbindelse med en partilederdebat mellem statsminister Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Sofie Carsten Nielsen (R) ved Radikale Venstres nytårsstævne lørdag.
Tidligere har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) udtalt, at hun ikke selv mener, at hun bør stilles for en rigsret i sagen om adskillelse af unge asylpar.
- Jeg mener bestemt ikke, at der er belæg for en rigsretssag. Tværtimod, siger hun.
Sagen kort
Sagen om adskillelse af unge asylpar rækker tilbage til februar 2016, hvor Inger Støjberg udsendte en pressemeddelelse om, at alle par på landets asylcentre skulle adskilles, hvis den ene var under 18 år. Meddelelsen blev opfattet som en instruks, og Folketingets Ombudsmand konkluderede efterfølgende, at instruksen var ulovlig.
Den såkaldte Instrukskommission har i løbet af 2020 gennemgået sagen, og på den baggrund udtalte kommissionen i starten af december hård kritik af Inger Støjberg.
Kommissionen fastslog blandt andet, at Støjberg var advaret om, at instruksen var ulovlig, inden den udgik fra ministeriet, og at hun sidenhen flere gange vildledte Folketinget om forløbet.
Det er beretningen fra kommissionen, som de to advokater har gennemgået og nu konkluderer på baggrund af.